Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Smid slynglerne ud

Peter Kurrild-Klitgaard: Med jævne mellemrum vender et flertal af amerikanske vælgere sig i væmmelse mod den herskende politiske klasse.

Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d. Fold sammen
Læs mere

Så får man de såkaldte »jordskredssejre«, for med et valgsystem, der reelt skaber et to-parti system, vil det ene partis nederlag næsten per definition være det andet partis sejr.

Opgørene kommer som regel, når den »perfekte storm« trækker op: en kombination af usikre økonomiske forhold, afsløringer af skandaler, kontroversielle reformer, og skuffelse over det regerende flertal. I USA sker det oftere end herhjemme - f.eks. i 1994 hvor Republikanerne vandt i et flertal af delstaterne og for første gang i et halvt århundrede fik flertal i begge Kongressens kamre. Det kom kun to år efter, at Clinton var blevet valgt - og var en reaktion på et upopulært forsøg på en sundhedsreform, en række skandaler, og ikke mindst at Clinton havde lagt sig langt længere til venstre end de midtervælgere, der havde stemt på ham.

Senest er det sket i 2006/2008, hvor utilfredshed med Irak-krigen, Republikanernes brud på egne principper og løfter, og en tiltagende dårlig økonomi, over to valg gengav Demokraterne Det Hvide Hus og et flertal i Kongressen. Imidlertid er amerikanernes begejstring for den førte politik ikke blevet større, og igen har Demokraterne overfortolket deres mandat, og følgelig står Republikanerne nu til en pæn sejr ved midtvejsvalget næste november.

Disse »stem slynglerne ud« bølger er netop de seneste to gange blevet kombineret med en bred folkelig støtte til det, amerikanerne kalder »term limits«, altså begrænsninger på hvor mange gange en politiker maksimalt må genopstille (uden evt. efterfølgende at tage en periode i et andet embede). Traditionen går helt tilbage til USAs grundlæggelse, hvor landets første præsident, George Washington, trak sig efter to embedsperioder, fordi han mente, at det var sundt for demokratiet, at der var cirkulation blandt dem, der har magten. Med én undtagelse fulgte alle amerikanske præsidenter siden denne skik - det var F.D. Roosevelt, der lod sig vælge hele fire gange. Da han var død, ilede amerikanerne med en forfatningsændring, der forbød en præsident at opstille til en tredje periode. Lignende bestemmelser har man i mange år haft for et stadigt stigende antal andre embeder - f.eks. mange guvernørposter og til mange delstatskongresser. Kun ved valg til forbundskongressens to kamre kender man slet ikke bestemmelsen.

Det har ellers ikke skortet på muligheder. Da folkestemningen i 1994 vendte sig kraftigt imod det bestående, lovede et stort antal republikanske kandidater og enkelte Demokrater, at de hvis de blev valgt - ville arbejde for indførelse af »term limits« ved valg til Repræsentanternes Hus og Senatet (typisk seks og 12 år). Mange af kandidaterne lovede også, at de selv frivilligt ville trække sig. Men da det kom til stykket, ville tilstrækkeligt mange kongresmedlemmer dog ikke stemme for forslaget, til at det kunne blive en grundlovsændring - og mange brød senere også deres løfter om at gå frivilligt på pension.

Dét skete, desuagtet meningsmålinger næsten konsekvent har vist stor støtte til »term limits«. Hvilket kan siges at være lidt af et paradoks, al den stund amerikanerne typisk i over 90 pct. af tilfældene genvælger de kongresmedlemmer, der genopstiller - og alligevel er Kongressen som helhed dybt upopulær. Amerikanerne kalder fænomenet »Han er en slyngel, men han er min slyngel«: De synes godt om deres lokalvalgte politiker, men synes, at den politiske elite som helhed er korrupt og burde skiftes ud som helhed. Næste gang bliver til november.