Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Skudt ud af røven på velfærdssamfundets lykkehjul

Karen Schultz: Dårligt havde Noma-folkene hældt champagnen op i glassene, før der lød indvendinger fra 3F med flere, fordi arbejdsmiljøet i restaurantens køkken er helt forfærdeligt. Kritikerne er en flok skrivebordsteoretikere og/eller offentligt ansatte, der har lært at holde på deres ret uden nogensinde at blive mindet om pligt, grænser og uretfærdighed.

»Hvis man opdrages i et værtshusmiljø på Bryggen eller i et fattigt storfamiliemiljø i Makedonien, så lærer man, at der findes hierarkier. At mennesker ikke altid er lige. At nogen er dygtigere end andre. At der er grænser for en selv. At der findes uretfærdighed. At det ikke er nogen skam at falde, men at det er en skam at blive liggende, hvis man kan stå på sine ben. At udholdenhed som regel betaler sig. At følelsen af stolthed findes, når man har udholdt lidelsen,« skriver karen Schultz. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden fik vi endnu en verdensmester i Danmark. Dårligt havde vi tørret Kessler-sveden af panden med et tilfreds grin, før en dansk restaurant blev hædret som verdens bedste. Jeg glædede mig særligt over de to verdensmesterskaber, fordi de sammen med Caroline Wozniackis ærefulde placering i verdenstoppen viser, at meget kan lade sig gøre via vilje og indsats og udholdenhed.

Men dårligt havde Noma-folkene fået hældt champagnen op i glassene, før der (forventeligt) lød indvendinger fra 3F med flere, fordi arbejdsmiljøet i restaurantens køkken er helt forfærdeligt. Chefkokken, René Redzepi, tillader sig f.eks. at skrige folk ind i hovedet, når de laver fejl, og i det hele taget tyder intet på, at nogen af verdens bedste eller staben bag dem har været på kursus i anerkendende ledelse eller i positiv psykologi, hvor man som bekendt bare skal være positiv, så skal alting nok gå.

Nej, de fremragende resultater er opnået gennem en disciplineret indsats, hvor gnubbede ord og uretfærdighed har været en del af det psykiske vilkår. Der er meget langt fra en sådan kadaverdisciplin, som pt. også kan beskues i Helvedes Køkken (en TV-serie) og til de moderne ledelses- og pædagogikbøger og -kurser, der oversvømmer det danske marked i disse år.

Og hvordan kan der dog være så stor en forskel?

Det enkle svar er, at forfatterne til bøgerne ikke ejer begreb om praktisk arbejdsliv, hvor reglen - at lade falde, hvad ikke kan stå - gælder. Forfatterne er en flok skrivebordsteoretikere og eller offentligt ansatte, der i årtier er blevet vænnet til, at vi da må tale om det. Og nu holder vi lige et møde, for der er ingen, der må være kede af det her. Og ingen der skal føle sig begrænset. Nej...

Det lidt mere komplicerede svar er, at forfatterne er skudt ud af røven på velfærdssamfundets lykkehjul og derfor fra fødsel har lært at holde på deres ret uden nogensinde at blive mindet om pligt, grænser og uretfærdighed for slet ikke at nævne reel feedback indeholdende afvisning og dumpning. En sådan opvækst fostrer tillært hjælpeløse individer, der går ud på arbejdsmarkedet med en forvisning om, at arbejdsmiljøet er systematiseret og pænt, og at lønnen jo tikker ind af sig selv. Reelt er arbejdsmiljøet degenereret, så mobning af uigennemskuelige grunde alligevel finder sted, og det enkelte menneske har ikke lært egen grænse for udholdenhed, så der sker sammenbrud og nedbrud i en uendelighed.

Hvis man opdrages i et værtshusmiljø på Bryggen eller i et fattigt storfamiliemiljø i Makedonien, så lærer man, at der findes hierarkier. At mennesker ikke altid er lige. At nogen er dygtigere end andre. At der er grænser for en selv. At der findes uretfærdighed. At det ikke er nogen skam at falde, men at det er en skam at blive liggende, hvis man kan stå på sine ben. At udholdenhed som regel betaler sig. At følelsen af stolthed findes, når man har udholdt lidelsen.

Nu er 3F på banen med knoppede ord om arbejdsmiljøet på Noma, og dokumentaren om Noma kan hele Danmark forarges over igen i dag. Men er der mon tænkt over den dreng eller pige, der ikke vil eller ikke kan læse mange bøger, men kan lave himmelsk mad, og som lider under det hårde arbejde og under den ubarmhjertige chef, men finder styrke i tanken om den lykke, der venter, når kokkehuen kommer på hovedet? Og chefen alligevel siger tillykke - ikke uden stolthed?

Den dreng eller pige føler en mening med sit liv og ville ikke have været strabadserne foruden. Det er i selve dette at kunne tåle det utålelige, at et menneske bl.a. kan opnå respekten for sig selv. Sådan fungerer mennesket, når det er nærmest sit autentiske selv (ikke sig selv nærmest) og sin naturlige gerning og endnu ikke er blevet statsansat funktionær i fornuftige sko og med fagforeningsbetalte bøger om, hvordan velfærdsdanmark bør opføre sig politisk korrekt.

Jeg frygter for Danmarks fremtid, hvis vi ikke fostrer flere af Karoline og Mikkel og Renés slags.