Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Politiske transvestitter

»Sporene skræmmer, og det er blevet sværere at argumentere for, at man skal sige, hvad man mener, når man alligevel ikke har mandaterne til det.«

09debAnnaLibak.jpg
Læs mere
Fold sammen

Valgtrommerne buldrer i Storbritannien og Danmark, og de lyder næsten ens.

I begge lande forklæder partierne sig ideologisk som hinanden for at komme modstanderens skræmmekampagner i forkøbet. I Storbritannien er fænomenet døbt »political cross-dressing«, som kan oversættes til »politisk transvestisme« (vestire betyder iklæde på latin), men det lyder knap så sundt på dansk. Så herhjemme hedder det foreløbig ingenting, uden at det af den grund er mindre udbredt.

I sidste uge gjorde Labour »økonomisk ansvarlighed« til sit varemærke i sit valgmanifest. Ed Miliband svor, at partiets politik er fuldt finansieret: Der skal ikke lånes så meget som en penny, og hvis Labour kommer til magten, vil de offentlige underskud være historie i 2020. Dagen efter var det David Camerons tur til at fremlægge de Konservatives valgmanifest: Han kunne fortælle, at de Konservative er et arbejderparti, der går til valg på skattelettelser for de lavestlønnede, statssubsidieret børnepasning af de tre-fire- årige og flere penge til den offentlige sygesikring. Vidste man ikke bedre, ville man tro, at de Konservative var røde, og Labour blå.

I Danmark har Socialdemokraterne, der ellers løbende har lempet lovgivningen for flygtninge og indvandrere, ført kampagne på »Stramme asylregler og flere krav til indvandrere«. Sloganet »Det Danmark, vi kender« er ren borgerlig biedermeier.

Venstre lover sammen med de tre andre borgerlige partier, at der ikke kommer mere brugerbetaling i sundhedsvæsenet, og Liberal Alliance sværger, at ingen offentligt ansatte bliver fyret som følge af partiets politik. Anstændighedens inkarnation, de Konservative, er sprunget ud som protestparti med »STOP NAZI ISLAM ISME«, og det blev for vulgært for DF, den nye fornuftens lavmælte stemme i dansk politik, som måtte mane til besindelse.

Af disse kampagner kan man naturligvis ikke udlede, at partierne har skiftet politik: De har netop bare klædt sig ud. Og de går til valg i håbet om, at deres vælgere udmærket ved det, mens tvivlerne ikke ved det, og lader sig indfange. Og tvivlerne har brug for at blive narret godt og grundigt, hvis de skal skifte blok. For nok er der mange tvivlere, men langt de fleste pendulerer frem og tilbage i den samme blok: Det er de færreste, der tager springet fra den ene blok til den anden. Det gør de kun, hvis de kan bringes til at tro, at de har taget helt fejl: Og at de blå inderst inde er røde, og de røde er blå.

Man kunne kalde det vælgerbedrag. Men tænk så på, hvad der skete for Thorning-Schmidt, da hun gik til valg på det, hun faktisk ville: Hun kom til at æde næsten hvert eneste valgløfte i sig igen.

Sporene skræmmer, og det er blevet sværere at argumentere for, at man skal sige, hvad man mener, når man alligevel ikke har mandaterne til det. Det sidste betyder også, at partierne slet ikke lyver så meget, som man skulle tro, i deres kampagner. Jo, Løkke går personligt ind for, at man skal betale for lægebesøg, men han får jo ikke mandater til det, så han kan roligt love, at det ikke vil ske. Liberal Alliance vil skrumpe den offentlige sektor, men det vil ingen andre, så partiet kan roligt udstede jobgarantier. I dansk politik kan man klæde sig, som man vil. Det ender alligevel med en LILLY-model.