Henrik Day Poulsen mener, at psykofarmaka forhindrer psykisk syge i at begå selvmord, være voldelige samt øger livskvaliteten (Berlingske 9. sept.).

Det forholder sig lige omvendt, hvilket jeg dokumenterer til overflod i min bog, »Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse«.

Fornægtelsen går netop på psykiaterne, hvis mening om medicinen står i skærende kontrast til, hvad patienterne mener.

Offentligheden mener, at antidepressiva, antipsykotika og indlæggelse på en psykiatrisk afdeling oftere er skadelig end gavnlig.

I lodtrækningsforsøgene kan patienterne slet ikke mærke forskel på antidepressiva og placebo. Det er kun psykiaterne, der siger, at antidepressiva virker på depression.

Poulsen nævner, at han selv hver dag ser patienter, som bliver raske efter medicinsk behandling. Han mener endda, at det er farligt kun at føre en akademisk diskussion og ignorere klinisk erfaring.

Men da de fleste med depression kommer sig, også helt uden behandling, kan den kliniske erfaring ikke bruges til noget som helst. Hvis man giver medicin ved man jo ikke, om patienten ville have fået det lige så godt uden behandling.

Det er også absurd, at det skulle være et problem, at kritikken kommer fra folk, der ikke er psykiatere. Når jeg dokumenterer i min bog, hvor dårlige og skadelige psykofarmaka er, henviser jeg i vid udstrækning til forskning publiceret af psykiaterne selv!

Problemets kerne er, at langt de fleste psykiatere er ude af stand til at se de skader, de påfører patienterne.

Poulsen mener, at jeg fører an i en såkaldt antipsykiatrisk bevægelse. Det siger psykiatere tit om deres kritikere. Men man er ikke »anti-psykiatri«, fordi man har fundet ud af, at det store medicinforbrug skader patienterne, og at vi burde satse meget mere på psykoterapi.

Man er »for-patienterne« og ikke anti-noget. Man er jo heller ikke »anti-mikrobiologi«, fordi man påpeger, at der bruges for meget antibiotika, med resistensudvikling til følge.

Hvor i alverden har psykiaterne fået den skøre ide fra, at hvis man kritiserer noget som helst inden for deres fag, så er man »anti-psykiatri«. Det giver ingen mening, og der er ingen andre lægelige specialer, der benytter sig af en sådan tom retorik.