Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Lad mig komme med en indrømmelse: Jeg er som Inger Støjberg, men

Velkommen til mit nyhedsbrev, uge 38-udgaven, min guide til borgerlige danskere om noget, de bør holde et vågent øjne med i samfundsdebatten – og i Berlingske. I dag om den meningsløse kamp mellem by og land. Og om mig selv og Inger Støjberg.

Sådan så jeg ud, da jeg netop var kommet ind med firetoget til København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjørn Kähler
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kære Berlingske-læser

Putin truer med mobilisering og atomvåben, og energipriserne eksploderer, og det vil jeg givetvis bruge et af mine snart kommende nyhedsbreve på at hygge mig med sammen med dig. Men i dag handler det om noget andet.

For det er ikke nemt at gå til bekendelse, når man som jeg er indpodet med nordvesteuropæisk, protestantisk pligt- og skyldfølelse, hvorfor hele mit liv som chefredaktør har været ét stort forsøg på at undgå afsløringen af, at jeg slet ikke er fin nok til at begå mig på de bonede gulve – en tredjegenerations bonde- og arbejdersøn fra de ydre jyske provinser, som jeg er.

Men en dag må det vel frem, og hvilket sted er bedre end mit Borgerlingske nyhedsbrev til dig, min demokratiske guide til borgerlige danskere, efter en uge, hvor Berlingske kunne afsløre, at overjyden over dem alle, Inger Støjberg, er nøjagtig ligesom jeg.

Eller måske er det mig, der er ligesom Inger Støjberg: ankommet med firetoget til Kjøwenhawn for en 20-25 år siden, hvorpå vi gjorde karriere og med tiden standsmæssigt fik os installeret i de fine københavnske saloner: hun i en lejlighed på Christianshavn og med ministerposter, jeg i et rækkehus på Østerbro med chefredaktørposter.

Det er æ’ så’n å si’e ski’e til, burde vi minde hinanden om, næste gang vi tilfældigt måtte mødes i nærheden af Slotsholmen. Der er trods alt ifølge Google Maps kun 650 meter fra mit kontor i Pilestræde til det Christiansborg, hvor Inger Støjberg har huseret som magthaver i et par årtier, selv om hun nu, som Berlingske har afdækket, giver den som ubesmittet sumpdræner fra den yderste, marginaliserede udkant.

Hvis jeg skulle udfordre Inger Støjberg til en dyst om, hvem af os der er den mest autentiske jyde, da ville jeg have stærke kort på hånden: Jeg er så meget jyde, at jeg som barn badede i Nissum Bredning få kilometer fra Cheminova (nogle vil sikkert netop nu udbryde, at det forklarer alt). Jeg er så meget jyde, at jeg blev kaldt kjøwenhawnerskid, da vi flyttede fra Lemvig syd for Limfjorden til Hurup Thy nordenfjords. Jeg er så meget jyde, at jeg forstår den egentlige betydning af udtrykket »dorsk«. Jeg er så meget jyde, at jeg drak mit livs første øl til et halbal. Jeg er så meget jyde, at jeg har sunget tankstationshit sammen med Kandis-Johnny, 45 år før Mette Frederiksen forsøgte at vippe Inger Støjberg af jydedronning-tronen med sin optræden på årets dansktopfestival. Kom ikke her.

Og nu sidder jeg så og skriver Borgerlingske-nyhedsbreve til jer som chefredaktør for selve den fine, københavnske borgerligheds ypperste organ. Hvordan kunne det gå så galt, kære læser?

Svaret er, at det gik galt for mig på nøjagtig samme måde, som det gik galt for Inger Støjberg. Nemlig at vi, trods vores fælles opvækst under det, jeg engang kaldte »jydeglasloftet«, drog til den store by og blev et par af de fine. Forskellen på os er, at jeg – hårdt presset – er nødt til at bekende, at jeg meget mod min vilje derved løste sognebånd til den forkætrede kultur-, politik- og medieelite, mens Inger Støjberg trods alle data og dokumentationer stiller sig an som naboens datter, der leder en bondeopstand.

Pudsigt, i øvrigt, da Støjberg som mere og mere fremtrædende Venstre-politiker tilbage i 2000erne selv stemte for, stemte i og talte højstemt begejstret om den daværende Venstre-ledede regerings kommunalreform og så vidt vides ikke havde nogen knubbede ord om politireformen. Når jeg er i Jylland, er det de reformer, der oftest nævnes som årsager til, at udkanten blev berøvet primære samfundsinstitutioner; kommunekontorer lukkede, politistationer ligeså, funktionstømningen var massiv. Med Støjberg som medansvarlig.

Inger Støjberg hilser i sin egenskab af at være partiformand for Danmarksdemokraterne på dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie ved ankomsten til gallamiddag på Christiansborg Slot under fejringen af dronningens 50-års regeringsjubilæum i København 11. september. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard.

Borgerlingske-budskabet: Blotlagt hang til splittelse

Du bør holde øje med dette, by mod land og omvendt, i de kommende uger og måneder og under valget. Der er problemer på landet, og der er problemer i byen, men burde vi ikke overvinde dem i fællesskab, snarere end i kamp mod hinanden? A tøws det.

Statsminister Mette Frederiksen forsøgte på Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg med en besværgelse om, at man sagtens kan spise både makrelmadder og læse litteratur. Men hvem har egentlig nogensinde ment det modsatte? Personligt holdt jeg i min barndom i det jyske i de 1970ere, som Berlingskes Holger Dahl sylespidst præcist konstaterer desværre er vendt tilbage, meget af at spise havregryn med sødmælk og sukker og læse Tintin-hæfter, og det er vel nogenlunde det samme.

Et af problemerne med Mette Frederiksen er, at hun, lige siden regeringen tiltrådte i 2019, faktuelt har talt splittelsen mellem danskerne op, samtidig med at hun på den anden side har indhyllet det hele i plusord og besværgelser om national samling.

Enhver med øjne har imidlertid kunnet se, hvad der skete, også i den konkrete politik, med det, man vel kan kalde Kaare Dybvad-doktrinen, og i andre sammenhænge hvor pæne Østerbro-borgere (mig!) fik en ministeriel én på hatten, og Berlingske-læsere og gymnasieforældre i reservatet nord for København modtog den nedslående besked, at deres indkomst kunne sende deres børn til gymnasier langt væk, uanset hvad de selv foretrak. Fordi provinsen.

Vi ligner jo hinanden, ikk’

Som jydeknejt i hovedstaden har jeg en udsigtspost, hvor den slags virker ret selvafslørende. Især fordi det hele bygger på en løgn: Danmark er så lille et kulturområde, at vi ligner hinanden til forveksling. Selvom vi synes, de andre taler sært, og vi ser forskelligt på Normstormerne, hvis mærkværdige særstatus i Københavns Kommune Berlingske fortsatte afdækningen af i denne uge, og selv om mange københavnere sikkert elsker normkritik lige så meget, som de elsker Christiania, Enhedslisten og vegansk mad, mens den gennemsnitlige jyde ved mødet af samme rynker sine sammenvoksede øjenbryn og udbryder et skeptisk »A’ ved nu æ hiel ...«.

Lad mig komme med et bud på, hvor Berlingskes storbymondæne og kulturelitære borgerlighed kan mødes med værdierne udtrykt i en hvilken som helst makrelmad eller Cola Zero indtaget af såvel Mette Frederiksen eller Inger Støjberg stoisk stående i den jyske muld: På Berlingske har vi en Business-redaktion, hvis hele eksistensberettigelse er at afdække erhvervslivets værdi for samfundet.

Vi elsker Produktionsdanmark, dette mytiske sted, som regeringen i praksis synes at være en kende mistroisk over for, men hvor gode folk under svære vilkår hver dag går på arbejde og skaber de værdier, der i sidste ende betaler for Normstormerne i København. Er det ikke selve indgrebet af sammenhængskraft?

Og så til Berlingske-reklamen

Mit første nyhedsbrev til dig var – hvis jeg skal sige det selv med opbydelsen af al min protestantiske moral, skyld og pligtfølelse – lidt af en fuser. Jeg havde tænkt at bygge det hele op omkring opsætningen af en kæmpestor Berlingske-reklame på nabobygningen til Børsen nær Christiansborg i København.

En såkaldt outdoor på adskillige meter gange adskillige meter med det utilslørede budskab, at Berlingske nok er en avis, der udgives på et borgerligt grundlag, men at vores journalistik er så fri, uhildet og kritisk mod alle, at statsministre efter statsministre har en tendens til at blive grumme gnavne på os. Det begyndte ikke med Mette Frederiksen!

Og hvad skete så? Dag efter dag gik, uden at den geniale reklame kom op. Fordi det blæste for meget! Forestil dig lige at være en jysk, pligtbesat chefredaktør som mig, der sammen med vores dygtige marketingfolk har udtænkt en fænomenal stikpille til politiske magthavere af enhver slags, og så glipper det hele på grund af en jævn til frisk vind hen over magtens centrum …

Men alt godt kommer til den, der venter. Og nu pryder Berlingskes budskaber – eller rettere: statsministrene Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussens – endelig bygningen et tankestrejf fra Borgen. Jeg håber, politikere i hobetal vil passere forbi og beundre værket.

Her er den – endelig! – Berlingske outdoor-reklame  på nabobygningen til Børsen nær Christiansborg i København. Fold sammen
Læs mere

Åh, Karin

Hvilket bringer mig til nyhedsbrevets afsluttende slag med halen, der altid er et stykke musik. Men igen kom jeg til kort. For jeg ville naturligvis gerne have diverteret med den sang, jeg sammen med Kandis-Johnny som tiårig indsang på kassettebånd på drengeværelset i Hurup Thy, nemlig fordanskningen af Neil Sedaka-hittet »Oh Carol«, der i Johnnys fars version med Bjørn & Okay kom til at hedde »Åh, Karin«. Men jeg kunne simpelthen ikke støve sangen op i Bjørns version.

Den kom dog ud som en single B-side, kan jeg imidlertid researche mig til, og i mangel af bedre må jeg derfor divertere med samme singles A-side: »En lille bitte tåre der faldt«, en titel nogle sikkert uden problemer vil kunne forbinde med tilstandene i dansk politik her kort før valget. Værsgo’, over til Bjørn & Okay:

TOM JENSEN