Da jeg var ung journalist i Jylland, ville jeg gerne til København. Det var jo her de fleste landsdækkende medier var, det var her man kunne blive kollega med de bedste i faget og være med til at dække de største historier. Så jeg søgte og søgte. Jeg havde ikke det store netværk på de københavnske mediearbejdspladser, så for det meste var det en søgning uden resultat. Man var heldig, hvis en redaktør tog sig tid til at ringe tilbage, når man havde sendt en ansøgning - uopfordret eller det modsatte - i håbet om at kunne gennembryde det provinsielle glasloft.
For sådan et fornemmede jeg klart eksisterede. De gode jobs gik til folk, som kendte hinanden i forvejen. Man kunne være nok så talentfuld reporter på et provinsdagblad; det var svært at overbevise nogen om, at det var tilfældet, når disse nogen dækkede tamilsagen, mens man selv skrev om byrådsmøder, som ikke interesserede et øje i København. Der var nogle uformelle strukturelle barrierer, som fastholdt mig i Jylland. Først da jeg selv foretog et afgørende, individuelt træk, skete der noget.
--
Mine småfrustrationer over ikke at kunne komme over Storebælt med mit arbejdsliv dengang i begyndelsen af 90erne gør, at jeg egentlig godt kan sætte mig ind i den fornemmelse, nogle kvinder må have det i forhold til følelsen af ikke at have lige muligheder på arbejdsmarkedet. Hvis man som kvinde har viljen, evnerne og lysten til f.eks. at komme til tops som erhvervsleder, kan det være provokerende at se på, at der stadigvæk er en markant overvægt af mænd i såvel direktioner som bestyrelser. Og det endda selv om kvinderne efterhånden, sådan set i gennemsnit, er bedre uddannede end mændene.
Det er det, nogle har kaldt glasloftet. Det ligner lidt det jyde-glasloft, jeg selv oplevede som grøn journalist. Det er ikke synligt i lovgivningen, for her er der ligestilling; det er ikke synligt i jobopslagene, for her må man ikke alene søge en mandlig direktør - eller alene en mand overhovedet, uanset stillingens karakter; men alligevel fornemmer man klart, at det findes. Som kandidatstuderende på Københavns Universitet, Anne Rosa Simonsen, formulerer det i dagens Berlingske:
"Vi har i dag en situation, hvor to omtrent lige store befolkningsgrupper, der på papiret er ligestillede, i den virkelige verden ender med at være ret ulige stillede.... . .... Jeg ville ønske, at kønnet var fuldstændig uvedkommende, men let's face it: Vi har en kultur, der fremmer et meget kønsopdelt arbejdsmarked."
Med andre ord knægtes ligestillingen ikke længere af love og regler, men af "kultur", af uformelle strukturer, af vanetænkning og måder at gøre tingene på. Hvilket så får Anne Rosa Simonsen - sammen med en del andre - til blandt andet at argumentere for kvindekvoter i diverse sammenhænge. For som hun skriver:
"I Norge har man regnet på sagerne og kommet frem til, at det ville vare 115 år (!) før der var lige så mange kvinder som mænd i bestyrelserne, hvis man forlod sig på frivillighedens vej. Så lang tid har jeg ikke".
Altså må staten træde til med love og regler, der kompenserer for den uformelle ulighed, nogle kvinder føler de er ramt af. Enten personligt eller - ofte - mest sådan helt generelt og principielt.
--
Hvilket netop er og bliver den afgørende skillelinje i den principielle diskussion om kvoter. Ønsker man en stat, der tiltager sig magten til at rette op på skævheder i samfundet, som på ingen måde kan henføres til, at nogen på papiret - og ved lov - diskrimineres? Hvad er det for et samfund man skaber, hvis staten tildeles denne umådelige indflydelse på menneskers liv, på deres beslutninger, på deres frie valg?
Sagen er jo, at skævheder forskellige steder i samfundet ustandseligt opstår som følge af umådeligt mange forskellige valg, som mennesker tager hver eneste dag. Det kan naturligvis være erhvervslederen, der rekrutterer i sit netværk af ren tryghed og for gammelt venskabs skyld. Men det kan jo også være kvinden, som vælger at prioritere anderledes end at gå efter topjobbet i det private erhvervsliv, selv om hun har uddannelsen til at kunne gøre det. I begge tilfælde er der tale om mennesker, der træffer suveræne, individuelle valg, fordi de af forskellige grunde mener, disse valg er bedst i situationen. For dem selv eller deres virksomhed.
Det behøver naturligvis ikke være objektivt rigtigt, at de valg de har truffet er bedst. I kvindens tilfælde kan det være, erhvervslivet går glip af et unikt talent, der ville kunne skabe værdi i milliardklassen for titusindvis af mennesker, hvis hun havde valgt anderledes. I erhvervslederens tilfælde kan det være, at det bedst kvalificerede nye medlem af direktionen ikke er en fyr fra netværket, men en kvinde han slet ikke kender. Begge dele er bestemt en mulighed.
Men spørgsmålet er blot, om det bør være samfundet som i tiltagende grad definerer, hvad de klogeste valg er i menneskers liv - og i realiteten træffer dem for folk. Ovenikøbet via lovgivning, som betyder, at man indfører formel diskrimination for at underminere de uformelle strukturer, den kultur eller de vaner, som er medvirkende til, at nogle - for eksempel kvinder - mærker et glasloft?
--
For mig at se er det helt afgørende principper i et frit samfund, at mennesker selv i videst muligt omfang kan træffe de beslutninger, de står over for i deres liv. Herunder at ansætte 12 mandlige direktører i træk, hvis man føler det er det rigtige. Eller 12 kvinder, naturligvis. Det omvendte samfund, det hvor staten i kvælende grad dikterer de rammer, mennesker skal leve deres liv inden for, er et usundt samfund. Det avler ansvarsfrihed. For det er jo alligevel nogle andre end dig selv, der til syvende og sidst bestemmer.
Det er også et fuldstændig bærende princip, at man ikke forsøger at bekæmpe uformelle uligheder ved hjælp af formel diskrimination. Et er at være kvinde - eller mand - som mærker et usynligt glasloft. Noget andet er som mand - eller kvinde - at blive fravalgt, selv om man måtte være den dygtigste, alene fordi paragraffen fortæller, at pladsen denne gang skal besættes af en fra det andet køn. Jeg anerkender, at fornemmelsen af et glasloft kan være ubehageligt. Men det er for intet at regne mod det diskriminationens fængsel, man må føle sig fanget i, hvis man fravælges alene på grund af en centralt fastsat kvotebestemmelse - og intet andet.
I begge tilfælde vil samfundet have taget et skridt ud af en vej, hvor man knægter det enkelte menneskes frie valg og rettigheder, fordi man vil have nogle overordnede kolonner til at gå op, fordi man vil rette op på nogle gennemsnitlige skævheder. Det kan synes fristende, det kan synes som den nemmeste genvej at ty til eksempelvis kvoter for at bekæmpe en ulighed, man føler er et problem. Noget man ikke vil vente 115 år på at få løst. Men konsekvenserne er et tyranni med vilkårlige ofre. Et samfund, hvor det individets rettigheder må underlægge sig kollektive gruppers rettigheder. Det er et fundamentalt brud med det grundlag, frie demokratiske samfund de seneste 150 år har været bygget på. Og for den sags skyld med FNs menneskerettighedserklærings paragraf 7, der som bekendt lyder således: "Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til en sådan forskelsbehandling".
--
Men, vil nogle indvende, er det ikke netop denne forskelsbehandling, glasloftet udsætter kvinder for? Til det må man svare klart nej. Menneskerettighederne er ikke kollektive, de er individuelle, og de kan og skal ikke garantere, at ingen i deres liv bliver udsat for fornemmelsen af at være sat tilbage som følge af usynlige eller uformelle strukturer. Nogle børn fødes således fattigere end andre. De har i realiteten ringere muligheder for at blive velhavende end børn født af rige forældre. Det kan samfundet arbejde på mange måder for at rette lidt op på. Men at forlange, at 40 procent af alle velbetalte jobs skal besættes med mennesker, der kommer fra lavindkomstfamilier, ville naturligvis være et skråplan, som muligvis vil kunne ses som en genvej til effektivt at bryde den negative sociale arv. Det indebærer blot samtidig svimlende principielle problemer for et samfund, der gerne vil kunne kalde sig frit.
Det er derfor kvoter er så uspiselige. Det kan være, de er en genvej, men de er ikke en genvej til noget godt.
--
Tilværelsens glaslofter møder man ind i mellem. Sådan er det her i livet, eftersom livet gudskelov ikke er resultatet af streger sat på et ministerielt kontor - men af millioner af menneskers små og store valg, hver eneste dag, året rundt, livet igennem.
Selv mødte jeg engang et jyde-glasloft. Det forekom mig umuligt at trænge igennem de uformelle strukturer som betød, at jobbene på de fede københavnske medie-redaktioner altid syntes at gå til nogle andre. Herunder jævnligt til folk, jeg - sikkert i ungdommeligt overmod - anså for at være betydeligt sløvere knive i skuffen end jeg selv. Men hvad skulle jeg dog gøre ved det? En jydekvote for hovedstadsaviser var næppe nogen farbar vej frem, hverken principielt eller reelt.
Jeg valgte - tilskyndet af min kæreste, der skulle læse på et amerikansk universitet - at bryde op og tage til Amerika i godt og vel et år. Og så skete det. Guderne må vide hvorfor. Men i det mindste sidder jeg ikke tilbage med en fornemmelse af, at det var som følge af en kvote. Det ville næsten ikke være til at bære. Hverken for mig eller for den sikkert betydeligt dygtigere københavnske kvinde, som i givet fald måske ville være blevet kvoteret ud.
--