I årtier sad Støjberg i magtens centrum. Nu vil hun bekæmpe den – til fordel for Arne og udkanten

Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne vil kæmpe for Udkantsdanmark og Arne-pension – og imod magtens sump i København. Men i årtier har hun selv stemt for centraliseringer af arbejdspladser og forringelser af efterløn og dagpenge. Og for bedre vilkår for folketingspolitikere. Støjberg var »en del af det establishment, hun nu definerer sig op imod«, siger ekspert.

Inger Støjberg blev mødt med blomster og flag fra sine støtter kort efter dommen i rigsretssagen mod hende sidste år. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Claus Rasmussen

Der findes to fortællinger om Inger Støjberg:

I den ene version – hendes egen – bager hun småkager til nabobørnene i hjemmet på villavejen i provinsbyen Hadsund. Her er hun rundet af familien, landsbykirken og den simple barndom i forældrenes roemark. Her serverede hun flaskeøl og pandekager til venner og naboer, der flokkedes til hendes takkefest efter den overståede dom fra rigsretssagen.