Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Tom Jensen i første udgave af »Det borgerlingske nyhedsbrev«: Magt er helt i orden. Så længe den kontrolleres

Velkommen til første udgave af mit nyhedsbrev – Borgerlingske. Titlen refererer til, at min ambition med nyhedsbrevet er at vejlede borgerlige danskere i, hvad de med fordel kan interessere sig for netop nu. Nyhedsbrevet udkommer en gang om ugen. Dog vil det komme hver dag, når folketingsvalget er udskrevet – og frem til det er afholdt. Første nyhedsbrev har temaet: Magt.

Hver torsdag udkommer »Det borgerlingske nyhedsbrev«. Fold sammen
Læs mere
Foto: GAB Photography
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden gik jeg mig en tur gennem det indre København i zigzag mellem efterårsbyger. Jeg trak henover Slotsholmen og kom forbi Christian IVs smukke børsbygning og dens naboejendom, der for tiden er indhyllet i stilladser, fordi den er ved at få nye ruder sat i.

Det er tæt på Christiansborg, og den chance er for god til, at vi ville lade den gå fra os på Berlingske her i opløbssvinget til et kommende valg. For på stilladser forefindes gigantiske reklamepladser, xxx plus size, og det var simpelthen for fristende ikke at sende et budskab til de partier og politikere, der om lidt skal kæmpe om magten i Danmark:

Berlingske respekterer, at magt findes. Og at det er i orden at bruge den. Vi hader ikke magt. Demokratiet er jo en måde at håndtere magt på; så hvis man ikke anerkender magten, må man pr. definition have det lidt svært med demokratiet. Det er forudsætningen for, at seriøse medier troværdigt kan bedrive magtkritisk journalistik: Anerkendelsen af, at magt er legitim.

Men der er heller ikke nogen tvivl om, at vi som medier blandt andet er sat i verden for at pege på, når magten bliver brugt på en måde, som er kritisabel.

Jeg traskede forbi Kayak Bar, skuede frem mod Christiansborg-slottet og ned mod turistbådene i kanalerne og kastede derefter blikket til venstre på en stor Jeudan-reklame på stilladset.

En plads, Berlingske en af de nærmeste dage erobrer og glæder sig til, at politikere hver dag vil passere. Jeg vil ikke afsløre, hvad der kommer til at stå. Kun at omdrejningspunktet bliver hele to statsministre, en fra hver blok, der har været irriterede over Berlingskes kritiske journalistik.

Dolkestødslegende?

  • Hvorfor sådan en reklame nu? Jo, den siddende regering og en del af dens støtter har for tiden meget travlt med at kritisere medierne, og ikke mindst Berlingske, for at ødelægge den demokratiske samtale og ganske enkelt være efter regeringen. Man fornemmer en klassisk dolkestødslegende: Det er nærmest Berlingskes skyld, føler nogen, at regeringen risikerer at miste magten ved valget. Til det er der blot at svare: Det har regeringen glimrende klaret selv. Behøver jeg nævne minkskandalen?
  • Derfor stilladsreklamen ved Børsen: Den kommer til at bære det budskab, at Berlingske bedriver og altid vil bedrive kritisk journalistik mod alle, der har magt. Selvfølgelig. Ellers ville vi være utroværdige.

 

Hvad kan borgerlige forvente af Berlingske?

  • Berlingske er Danmarks førende borgerlige medie. Men vi ser ikke kun kritisk på en socialdemokratisk regering. Vil en eventuelt borgerlig regering eksempelvis kunne blive enig om borgerlig politik? Og er der i de borgerlige rækker enighed om, hvad strategien skal være?
  • Svaret på det sidste spørgsmål er indlysende nej, hvad Berlingske gjorde meget synligt, da avisens dygtige politiske korrespondent Kasper Kildegaard interviewede Venstres Claus Hjort Frederiksen, som slet ikke bryder sig om den højborgerlige økonomiske plan, Det Konservative Folkeparti går til valg på.
  • Sprækker i den borgerlige lejr? Jeg lover, at Berlingske til enhver tid vil være der som et søm, for det interesserer vores borgerlige læsere, der sandsynligvis også er blodigt uenige med hinanden om, hvordan man skal se på disse sager. Heldigvis. Det er demokrati.

 

Derfor er magt så interessant

  • Jeg er chefredaktør. Jeg har magt. Det vil sige, at jeg kan bestemme over andre. Hyre og fyre dem, lede og fordele deres arbejde. Også som medier har vi magt: Vi kan vælte ministre, hænge folk ud og kanonisere andre. Jeg er for eksempel sikker på, at Søren Pape Poulsens ægteskabelige skæbne kommer til at udløse en diskussion af mediemagt. Hvilket er fint. Som alle andre magthavere, formelle som uformelle, må vi derfor finde os i kritik og granskning. Samtidig med at vi gransker andre for at holde demokratiet sundt.

    Lad os se lidt på Berlingskes granskninger de seneste dage:

 

S/M-sex og statshemmeligheder

I sidste uge kunne Berlingske fortælle, at politikere under briefinger i FE-sagen af PET-chef Finn Borch Andersen var blevet oplyst om, at den landsforræderisigtede FE-chef Lars Findsen dyrker sadomasochistisk sex i sit privatliv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix.

  • I sidste uge kunne Berlingske fortælle, at politikere under briefinger i FE-sagen af PET-chef Finn Borch Andersen var blevet oplyst om, at den landsforræderisigtede FE-chef Lars Findsen dyrker sadomasochistisk sex i sit privatliv. Det har PET fundet ud af ved at overvåge FE-spionchefen i døgndrift i den til stadighed mere gustne FE-sag.
  • Dét er brug af magt: At bruge et menneskes inderste private hemmeligheder som led i en sag, der handler om noget helt andet. Den form for magt lover Berlingske at blive ved med at undersøge.

 

At sige ét og gøre noget andet

  • Da statsminister Mette Frederiksen holdt åbningstale i Folketinget sidste oktober, byggede hun talen op om det synspunkt, at det var kommet til at gå for stærkt i politik. Hastigheden i lovarbejdet skulle ned, bedyrede hun.
  • Forleden kunne Berlingskes Kalle Kehlet fortælle, at da regeringen fremsatte lovforslaget om at lægge loft over huslejestigninger, blev der ikke som normalt anbefalet afsat fire uger til høring af parter, organisationer og interessenter. De fik 66 timer til at give deres besyv med. Det er også at undersøge magten: Når den siger ét – og gør noget andet.

 

Den rå magt

  • Magt er i orden. Lige til den ikke længere er i orden. I Putins Rusland er magt for længst blevet noget, man gerne bruger aktivt, aggressivt og voldeligt mod enhver opposition, og krigen i Ukraine har ikke bragt mere frihed til Ruslands borgere. Tværtimod. Berlingskes Emil Rottbøll er Ruslandskorrespondent, og han blev på en reportagetur til Jekaterinburg næsten fanget af den autoritære magts kløer.
  • Det fortæller han om i en skrækindjagende reportage, der handler om magtfulde Putin-influencere på sociale medier, spionanklager, telefonchikane – og to skumle mænd i en Skoda foran Rottbølls hotel.
  • Du kan også med fordel følge Berlingskes Poul Høi og Simon Kruse, der dissekerer Ukrainekrigens gang for dig bedre end nogen andre journalister her i landet.

 

»Så kan du bare række over bordet og knække min nakke«

  • Magt er også hovedemnet i disse års kønsdebat, og i den anledning havde Berlingskes litteraturredaktør, Søren Jacobsen Damm, aflagt et besøg hos forfatteren Maren Uthaug, der netop har udgivet en fremtidsdystopisk bog om et samfund, hvor matriarkatet har taget al magt og har reduceret mandekønnet til en seksuel forlystelsesgenstand. Den bog skal jeg læse.
  • I interviewet falder Jacobsen Damm og Uthaugs samtale på det fysiske styrkeforhold mellem kvinder og mænd, hvilket jo er en diskussion, der ofte kommer op for tiden, når det for eksempel handler om partnervold. Og det er så her, jeg gerne vil citere Uthaug direkte, mens jeg forestiller mig, hvordan den gode Jacobsen Damm så ud i ansigtet, da følgende ord faldt, viderebragt af himself, Berlingskes udsendte:

    »Jeg går rundt i verden på en anden måde, end min kæreste gør. Selv den svageste mand er fysisk stærkere end mig og kan slå mig ihjel. Jeg kan huske, jeg engang sagde til min kæreste: »Ved du godt, du bare kunne slå mig ihjel nu?« »Og det kunne du for eksempel også«, siger Maren Uthaug, mens hun kigger mig i øjnene og fortsætter: »Vi to kan sidde her, og så kan du bare række over bordet og knække min nakke, og så er jeg død«. Maren Uthaug laver en knasende lyd, holder en kort pause og taler videre.«

 

These Boots Are Made For Walking

Hvilket leder mig til en sang, en fast afslutning på mine nyhedsbreve, som jeg håber kommer til at give mening for dig i sammenhæng med ugens tema.

Jeg bringer derfor en rigtig magtsang, der ovenikøbet handler om kvinder og mænd: Nancy Sinatras formidable fortolkning af Lee Hazlewoods »These Boots Are Made For Walking«. En stenkold klassiker fra mit fødeår, 1966, der måske er præget af Hazlewoods råd i studiet til Nancy Sinatra: »Forsøg at synge sangen som om du er en 16-årig pige, der har sex med langturschauffører.«

Når man hører den derefter, giver Nancys uforlignelige aflevering fuld mening og bekræfter én i, at også kvinders brug af magt, lige som andres, er legitim …

Fortsat god uge 37, forhåbentlig uden knasende nakker!

TOM JENSEN