Litteratur

»Det er pisse usolidarisk, når kvinder faker orgasmer!«

Maren Uthaugs seneste roman, »11%«, foregår i en fremtidsverden, hvor manden er udsondret af samfundet og reduceret til et nyttedyr, der udelukkende lever på særlige avlscentre. Berlingske har talt med forfatteren om testosteron, pligtonani, bonoboer og mænds overnaturlige tryllestav.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På den stille villavej på Frederiksberg er der en lad feriestemning. Det er årets sidste officielle sommerdag. De mange træhegn, der omkranser de velholdte parceller med høje træer, minder lidt om Tisvilde, selvom vi er på det centrale Frederiksberg.

Freden er dog snart ovre. Første indikator er de syv-otte cykler, der holder foran Maren Uthaugs store hus, som hun og hendes kæreste, deres børn og en anden familie deler. Og stilheden fordufter helt, når man træder ind hos Maren Uthaug. To store schæferhunde vælter rundt, særligt hunhunden, Ruth, gør hidsigt af mig.

»Du skal fuldstændig ignorere dem. Lad som om de ikke er der, så falder de ned«, siger Maren Uthaug i en kontant tone. Rådet er ikke til forhandling, fornemmer man.

Trods en vis nervøsitet får jeg foregøglet de to store hunde, at jeg ikke anerkender deres eksistens. Aggression afløses af nysgerrighed, særligt efter den pose med scones, jeg har taget med.

Vi sætter os i villaens udestue, med udsigt til en have og et kæmpe telt, der blandt andet har været brugt til at fejre udgivelsen af Maren Uthaugs seneste roman, »11%«.

Her lugter af kaffe og af græs, af mennesker, af levet liv og af heftige diskussioner. I det hele taget er her en stemning af højfunktionelt kaos.

VoldtægtsMAND

Netop lugt er noget, der går igen i Maren Uthaugs bøger.

Det sanselige og det uhumske er to ting, der tit er naboer. Det er også to ting, der tit er temaer i dine bøger. Hvorfor spiller den her kobling så stor en rolle i dine bøger?

Maren Uthaug bor sammen med sin mand, sine børn og tre hunde i en stor villa på Frederiksberg, som de deler med en anden familie. Villaen optræder faktisk i hendes nye roman, som hovedsæde for en fremtidig hekseorden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Måske er det den måde, jeg selv sanser verden på. Jeg har for eksempel valgt min mand på grund af hans lugt. Jeg kan sniffe min mand i timevis, mens jeg synes, at de fleste andre mænd lugter dårligt.

Lugt er en meget direkte adgang til hukommelsen og vores minder. Der er enormt meget stemning i lugt. Lugt er ekstremt beskrivende, og du kan ikke narre den.«

Hvorfor hedder romanen »11 %«?

»Jeg læste, at 96 procent af alle mord bliver begået af mænd, og næsten alle indsatte i landets fængsler er mænd. Der er jo nok en årsag til, at det hedder »voldtægtsmand«, »voldsmand«, »krigsherre« etcetera.

I romanen, der foregår i fremtiden, har jeg så udfaset mænd af samfundet, fordi man på et tidspunkt opgav at få mænd til at holde op med at myrde, voldtage og generelt begå kriminalitet.

De mænd, der er tilbage i samfundet, er alle spærret ind på avlscentre, og de udgør nu kun 11 procent af den samlede befolkning. I bogens univers er det præcis dén minimale procentdel, hvormed man kan opretholde en sund genetisk variation og tilbyde en stor variation af seksuelle ydelser til de resterende 89 procent af befolkningen, der er kvinder.«

Når man som mand læser »11%«, så er det en skræmmende vision om fremtiden, men hvis man er en kvindelig læser, er det her så en dystopi eller et nirvana?

»Når man læser bogen, bør det være tydeligt, at det bestemt ikke er et lykkeligt samfund. Min påstand er, at kvinder er mennesker, før de er kvinder, så selv i et næsten »mandeløst samfund« ville vi stadig have mange af de samme almenmenneskelige problemer.

Kvinderne er stadig ensomme og stressede og har et dårligt forhold til deres mor. Det er en fortælling om at være menneske, og så har jeg lavet en setting, hvor der ikke er nogen mænd, og som selvfølgelig også er en drivkraft i historien, fordi det er superinteressant at lege med en verden uden mænd. Hvad sker der? Det kan godt være, at kvinderne ikke længere kan gruppere sig mod manden, men så grupperer de sig i forskellige onaniretninger!«

Mandens tryllestav

Nu nævner du det selv, onani, du skriver endda om »pligtonani«. Som du siger, så grupperer flere kvinder sig efter, hvilken onanifilosofi de er tilhængere af, og onani er obligatorisk i uddannelsessystemet. I det hele taget virker den matriarkalske fremtid meget kollektiv. Badeværelser er for eksempel også skildret som store kollektive alrum.

»That’s the dream!«

Jeg synes, det er en rædselsvision. Er det noget særligt feminint, det med at det kropslige skal være kollektivt og fælles?

»Det, jeg ville lege med, det er, at den kvindelige seksualitet ses som sådan lidt fin og hemmelig. Jeg ville gerne fremstille sex som en renselsesproces, der kan være lige så umystisk som at børste tænder og tage makeup af. Jeg ville have onani til at være en meget mere naturlig del af kvindelivet, end vi ser det i dag. Onani er så meget et tabu i vores samfund, og det sidder også på min rygrad. Jeg så sådan nogle Betty Dodson - (amerikansk sexpædagog, red.) videoer med gruppeonanikurser, hun afholdt. Jeg vil hellere hakke min ene fod af end at deltage. Jeg kunne ikke forestille mig noget mere rædselsfuldt, men samtidig er det jo også fantastisk!«

»Fordi kvinder har en hormonel cyklus, hvilket er besværligt, så bliver medicin udviklet til mænd, og sikkerhedsseler er lavet på dummies af mænd. Alt er indstillet til mænd. Manden er default-mennesket«, siger Maren Uthaug til Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Når jeg er sammen med mine mandevenner, så taler vi stort set aldrig om sex. Tror du, kvinder taler mere internt om sex?

»I kan lave lidt sjov med det, mens kvinder stadig har mange tabuer. Jeg møder stadig kvinder, der siger, at de aldrig onanerer, og kvinder, der siger, at de faker orgasmer for at for at gøre manden glad, og så tænker jeg, for fanden, det må du jo ikke, så tror han, det er NOK! Det kan du ikke være bekendt. Det er pisse usolidarisk, når kvinder faker orgasmer! Det er jo også et produkt af en toksisk maskulinitet, at vi antager, at mændene er dem, der bedst ved, hvordan man har sex. I mænd skal bare have styr på lortet, og så skal kvinden være sådan »åh, ja, nu kom jeg, hi hi«,« siger Maren Uthaug med skabet lillepigestemme: »Altså, what the fuck? Kvinder må ikke have lyst for alvor, og vi må ikke fortælle jer mænd, hvad der virker. I skal så BARE ligesom vide det? Men hvor fanden skulle I vide det fra? Det er en struktur, der ødelægger sex for alle og giver mange mænd en forkert opfattelse af hans »vedhæng« som en slags overnaturlig tryllestav.«

Default-mennesket

Fortællingen om verden uden mænd er lidt en tendens i tiden, for eksempel foregår Disneys »Y: The Last Man« også i en verden, hvor alle med et Y-kromosom (alle hankønsvæsner) pludselig dør. Tror du, at mange kvinder har en forestilling om, at verden ville være et bedre sted uden hankønsvæsener?

»Jeg tror, at det handler om, at samfundet har en patriarkalsk struktur. I Caroline Criado Perez´ »Invisible Women«, skildres det for eksempel, at fordi kvinder har en hormonel cyklus, hvilket er besværligt, så bliver medicin udviklet til mænd, og sikkerhedsseler er lavet på dummies af mænd. Alt er indstillet til mænd. Manden er default-mennesket (default=grundindstillingen, red.). Man bliver som kvinde lidt utilpas i sådan et samfund, hvor der er sådan en indgroet, usynlig skævhed.«

Tror du, at verden ville blive et bedre sted, hvis kvinder bestemte alt?

»Det tror jeg slet ikke. Der ville nok være langt mindre vold, mord og voldtægter, men jeg tror også på balancen og noget så naivt som kommunikation, og at vi prøver at møde hinanden og se hinanden. Selvfølgelig bliver det aldrig 100 procent harmonisk, men jeg ville selv nødigt leve i samfundet i »11%«, som på mange måder er lige så ulykkeligt og ensomt som det nuværende samfund.«

Jeg talte engang med en teolog om, hvad verden ville være uden det feminine, og han sagde, at det ville være fascismen, at den var indbegrebet af det antifeminine. Så mit spørgsmål er, hvad er verden uden det maskuline?

»Et fredeligere sted, men også, og man skal jo være lidt forsigtig med at udtale sig om det for tiden, men jeg tror, at verden ville være et lidt mere stillestående sted uden det maskuline. Det feminine har indimellem en tendens til at gå lidt i stå, hvor maskuline energier er mere fremadrettede.«

Du kan slå mig ihjel

Du beskriver, hvordan kvinder tit har en nærmest primal frygt for mænd. Undervurderer vi mænd, hvor meget kvinder frygter mænd?

»Jeg går rundt i verden på en anden måde, end min kæreste gør. Selv den svageste mand er fysisk stærkere end mig og kan slå mig ihjel. Jeg kan huske, jeg engang sagde til min kæreste: »Ved du godt, du bare kunne slå mig ihjel nu?« »Og det kunne du for eksempel også,« siger Maren Uthaug, mens hun kigger mig i øjnene og fortsætter: »Vi to kan sidde her, og så kan du bare række over bordet og knække min nakke, og så er jeg død.« Maren Uthaug laver en knasende lyd, holder en kort pause og taler videre:

»Det er jo ikke, fordi jeg går rundt og er bange hele tiden, men den ligger der. Jeg skal hele tiden lige orientere mig i forhold til ukendte mænd. Den moderne form for galanteri er ikke længere at holde døren, men at gå over på den anden side af vejen, hvis du møder en enlig kvinde om aftenen.«

Du nævner at man skal være forsigtig i dag, når man taler køn, men i din roman er det meget tydeligt, at der er forskel på kønnene, det ligger jo i bogen præmis. I din bog er det jo ikke »mennesker der menstruerer«, men kvinder. Er der også en samtidskommentar i det?

»Det er jo verdens mest uoverskuelige diskussion. Det svarer til at gå ud ad en sti helt proppet med landminer at diskutere forskelle på køn.

Jeg læste lige en artikel om to abearter, bonoboerne og chimpanserne, der bor på hver sin side af Congofloden. Bonoboerne er matriarkalsk styrede og chimpanserne er patriarkalsk styrede. De to arter kan ikke nå hinanden på grund af floden, men begge arter har mange slående ligheder med mennesker. Chimpanserne bekriger konstant hinanden, er vildt aggressive og slår gerne unger ihjel. Lige på den anden side af floden, der bor bonoboerne, og de løser det meste med sex. Det er super interessant! Jeg ved godt, at det er enkelt opstillet, men det er tankevækkende, hvilket hormon der bestemmer, og hvordan det spiller ind på samfundet.«

Men med dit abeeksempel in mente bliver det så ikke svært at arbejde sig hen mod en regulær ligestilling mellem kønnene, hvis vi ikke samtidig erkender de naturlige forskelle, der er mellem dem?

»Jo, selvfølgelig. Jeg synes, man skal anerkende forskellighederne, men man skal samtidig give det feminine lige så meget respekt som det maskuline.«

»Jeg glemmer at være smilende og imødekommende og alle opfylde de der »kvindelige dyder«, hvor man skal spørge »har du haft en god weekend«,« siger Maren Uthaug, der her sidder foran sin udestue på Frederiksberg på årets sidste sommerdag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Men er man så ikke også nødt til at anerkende, at de to ting er forskellige?

»Jo, men man er så også nødt til at anerkende, at der også er for eksempel »kvindejobs«, fordi kvinder åbenbart er bedre til omsorg. Altså, jeg er ikke! Min kæreste er langt mere omsorgsfuld end mig. De nuancer er essentielle for diskussionen, altså, hvad der er kulturelt, og hvad der er biologisk betinget ved køn. Men overordnet ville det være fedt, hvis man kunne have de her snakke, uden at folk hidsede sig helt vildt op.«

»Jeg ik´ bøs!«

Tror du, de nye generationer er bedre til at tage den her diskussion?

»Ikke rigtigt. De har lige smidt 27 nye køn ind i diskussionen, og man må ikke engang fortælle en vits mere. Jeg håber, jeg lever længe nok til at se, hvad produktet af det bliver. Jeg er jo en ældre generation, der er vant til at lave vitser om alt. Jeg er vokset op i 90erne, hvor alt var en vittighed. Det var megasjovt. Man måtte sige alt, selv »spasser!« Det var mit yndlingsudtryk: »At spasse«. Det må jeg overhovedet ikke sige mere. Jeg forstår det godt, og jeg gør det heller ikke mere, men altså, ser man på historien, så har de unge næsten altid ret. Det er lidt weird indimellem, men jeg prøver at være åben, og jeg spørger hele tiden mine børn: »Er det her så heller ikke sjovt?« Men jeg tror, at når den her ungdomsgeneration er færdig med at kaste rundt med køn og begreber, så finder det et naturligt leje, og jeg er sikker på, at det kønsmæssigt ender et bedre sted end der, hvor vi er nu.

Ser du sådan noget reality-shit som »Paradise Hotel«, så kan du se,  at drengene også kysser hinanden for sjov. Det gjorde vi ikke i 90erne. »Der er fandeme ikke’ nogen, der skal komme og sige jeg er BØS!« siger Maren Uthaug med karikeret mandestemme. Hun fortsætter: »Jeg tror også, I ville få det bedre, hvis I ikke også hele tiden var underlagt alt muligt mandepis!«

Fuck dig

Man taler meget om, at mænd kan udfordre kønsrollerne. Hvad med kvinderne. Du siger selv, at du ikke altid er så sensibel eller følsom. Hvordan bliver det modtaget?

»Jeg har veninder, der siger til mig, at jeg nogle gange er for meget, og jeg har bemærket, at folk slår sig på mig. Det er især, fordi jeg glemmer at være smilende og imødekommende og alle opfylde de der »kvindelige dyder«, hvor man skal spørge »har du haft en god weekend«, men jeg er sgu da ligeglad! Men jeg tager også mig selv i at tænke, at man slet ikke ville have de samme forventninger til indlevelse fra en mand.«

Hvad kunne det for eksempel være?

»Jeg kan huske engang for mange år siden, da jeg skulle ind på Den Danske Reklameskole. Der skulle man tage forskellige personlighedstest, og én særlig ting, som jeg fik at vide af psykologen, var, at jeg skulle passe på ikke at »virke så selvtilstrækkelig, at jeg ikke ville få den omsorg, jeg havde brug for«. Det tror jeg ikke, den psykolog nogensinde ville have sagt til en mand. Aldrig. Jeg kan huske, at jeg tænkte: »Fuck dig. Jeg kan klare mig selv, og det har jeg tænkt mig at gøre,« siger Maren Uthaug.

»Og så håber jeg, at der alligevel er nogen, der vil elske mig,« siger hun efter en kort kunstpause og griner højt.