Han er den digter Yahya Hassan så mest op til, men han trækker selv sine tænder ud. For at spare penge

Han hilser ved at bukke dybt, som en lakaj ved hoffet i 1700-tallet.

Han sætter sig over for mig. Inden jeg når at tale, siger han: »Undskyld mig et øjeblik.« Ud af venstre inderlomme drager han en 10 centiliters flaske med Hot n’ Sweet-shots. Han suger indholdet ud af flasken i en hurtig, rutineret bevægelse. »Føj! Hverken hot eller sweet,« siger han med en let lidende mine.

Han rækker nu ind i sin højre inderlomme. Med en bevægelse som en tryllekunster fremkommer en banan.

»Jeg ved godt, at man siger, at man ikke skal spise en banan over for en anden mand,« siger han med karikeret affektion.

Bananen er væk i to hurtige bidder. Den uudgivne digter Keith Thomas Lohse har fundet sit fokus. Det er tirsdag. Klokken er 14.00.

Jeg har gennem årene kun mødt Keith Thomas Lohse sporadisk, men med sine 202 centimeter, frisuren, der er helt tætklippet i siderne, og med en slags rockabilly-mohawk på toppen samt den karakteristiske brækkede næse er han svær at glemme. Det her er et fjæs, man ikke får gratis.

Fattige Holger

Første gang, jeg havde en egentlig samtale med ham, var i juli 2017, præcis et år efter, at forfatteren, kommentatorem og radioværten Mads Holger tog sit eget liv.

Jeg havde skrevet en klumme om Holger på etårsdagen for hans død, og Keith skrev til mig, at han kunne lide teksten, og at han personligt savnede Mads Holger og vidste, at han havde gået med selvmordstanker i mange år. Der var et subtilt skæbnefællesskab over Mads Holger og Keith, selv om de to mænd på overfladen næsten ikke kunne se mere forskellige ud.

Keith, (jeg kalder ham Keith, da hans fornavn nærmest er blevet synonymt med hans digter-persona,  red.) jeg har en ven, der engang sagde, at du er en slags »den fattige mands Mads Holger«, hvad synes du om det. Gør det dig vred?

»Nej, det synes jeg er fedt! Selvom Mads Holger jo også med sin baggrund var en »fattig mand«. Hvem kendte ham egentlig rigtig? Jeg ved dog, at jeg personligt er så meget på røven, at jeg selv trækker mine egne tænder ud i stedet for at gå til tandlægen. Jeg er sgu en ægte fattig mand.«

Og rigtigt nok. Keith mangler en del tænder, og inden interviewet er slut, lykkedes det ham også at bomme mig for 200 kroner.

Touretteagtige digtsalver

Keith har aldrig udgivet noget, men har en stor fanbase, særligt blandt »københavneriet«, der gerne følger hans touretteagtige digtsalver og upolerede jokes, som flyder i en lind strøm på hans Instagram-profil. Desuden var Keith nattevagt fra den allerførste til den allersidste nat på den oprindelige Radio 24syv. Efter nedlæggelsen af radioen gik han over til Radio4, men blev afskediget for nylig. Keiths stil og Radio4s image var vist ikke et lykkeligt match.

Du har jo skrevet digte i mange år. Og du har mange prominente fans, blandt andet har Yahya Hassan udtalt, at du var den digter, han så allermest op til. Nu udkommer din første digtsamling, »Mit navn er Keith – en slags digte«, så 22. juni. Du er 54 år. Hvorfor har du aldrig tidligere udgivet noget?

»Dårligt selvværd. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg havde sendt mange manuskripter til forlagene, men det har jeg ikke. Jeg er tit blevet opfordret, men meget af det »poetry«, jeg har læst, har altid givet mig lange brystvorter, altså: »Loftet begynder ved tilfældigheden på markedspladsen i Marrakesh,« messer Keith monotont, og fortsætter:

»Jeg KAN ikke forholde mig til det. Jeg vil ikke tale dårligt om nogen, men det er, som om man skal have et særligt kort, jeg ikke vidste, hvor man skulle trække, for at blive medlem af den der digterklub. I stedet tog jeg bare rundt i hele landet og lavede standup og læste digte op for fem øl. Desuden lærte jeg, at man skulle holde sig fra poetryslam, for selv om man er Lord Tennyson, så taber man altid til en 19-årig, der har sin gymnasieklasse med.«

Wing Chun på det hele!

Hvad mangler den danske poesi? Hvad kommer du med?

»Jeg har nok længe følt mig som en gammel ost, som nogen har glemt på bordet natten over efter en heftig vinsmagning, og det er ikke, fordi der er noget som helst i vejen med Caspar Eric (35-årig dansk digter, red.), men jeg forstår det bare ikke. Sådan er der nok også andre, der har det.«

Når jeg læser dine ting, så ser jeg blandt andet en mand i forsvarsposition, én, som er klar til at skride ud af døren lynhurtigt. Kan du genkende det?

»Wing Chun på det hele!«

Keith laver en hurtigt karateagtig bevægelse med begge hænder.

»Det hænger nok sammen med de her »selvværds-issues«. Jeg vil ikke søge ind i klubben, af frygt for afvisning. Jeg spørger ALDRIG om noget to gange.«

Narkomanmor

Hvor kommer det fra?

»Jeg kommer virkelig fra lort«

Hvor er du vokset op?

»7100 Vejle. Jeg tror, jeg har været på ni forskellige børnehjem. Jeg havde en mor, der var luder og narkoman, og en fordrukken far. Jeg tænker, at selvværdsproblemerne løber i mit blod. Jeg har altid skullet kæmpe mig ind i noget. Jeg er ikke født med det her »kort«. Jeg kan ikke finde ud af »at passe ind«, så jeg tager min egen vej.«

Jeg bemærkede, at din forlægger har været en del inde over at få det her interview i stand. Min mormor ville nok have ment, at du lever et »bohemeliv«?

»Ja, jeg er ikke altid helt skarp på aftaler. Heldigvis har der været mennesker, som har hjulpet mig hele mit liv. Jeg har altid være afhængig af andres nåde.«

Men hvorfor tror du, at der er så mange, der gerne vil hjælpe dig og vil dig det godt? Der er jo mange andre mennesker, ingen gider at løfte en finger for?

»Der er også nogle, der ikke hjælper mig længere, skal jeg lige indskyde«.

Men dårligt selvværd eller ej, så må der jo være en grund til, at du er omgivet af mennesker, der gerne vil hjælpe dig og din bog til succes?

»Jeg tror, det handler om en hofnarrolle, jeg påtager mig. Det giver en vis popularitet. Men med hensyn til, om den her bog kommer til at sælge, helt ærligt »I don't give a shit« – jeg er god til at være fattig.«

Men vil du ikke have succes? Er det ikke rart og nemmere at have penge?

»Jo, for satan, men allerede nu, bare ved tanken om at tjene lidt mønt, er jeg på forhånd intimideret af SKAT. Det er Mount Everest! Jeg kan godt lide at være et sted, hvor jeg kan skide på gulvet, altså hvis det giver mening.«

OK kamæleon

På 24syv stod du jo knæhøjt i kultureliten i otte år, og samtidig har du den her forbindelse til den laveste socialklasse, så du spænder jo ret bredt. Giver det et unikt blik på det danske samfund?

»Når der var firmafest på 24syv, så mødte jeg de her mennesker på min egen alder, der jo for fanden havde sommerhuse og pensionsordninger! Det har jeg overhovedet ikke styr på, mens dem, jeg kender fra Vejle, enten er i fængsel eller døde.«

Keith kysser to fingre og række dem mod himlen og kigger op for at signalere respekt for de døde. Det er en gestus, han gentager flere gange under interviewet.

»Men jeg kan godt følge det, du siger med spændvidden«, fortsætter han.

»Jeg har altid været fascineret af sprogets mulighed. Det kan SÅ meget. I stedet for at have sådan et hjernehindefuckingkaffefilter, så tal direkte til folk. Brug sproget. Som dreng havde jeg en fremmedordbog og lærte mig et par nye ord hver dag. Jeg opdagede, at sproget kan løfte tingene op af lortet. Jeg vil gerne have mere end én sproglig pil i mit kogger. Jeg møder folk, der spænder fra den aktivistiske venstrefløj til kulturkonservative jurister. Det handler for mig om at kunne være de her steder uden at blive forloren, og måske er det o.k., man er lidt kamæleonagtig? Jeg kan jo ikke komme til en børnefødselsdag og være »Mit navn er Keith«. Jeg vil være mig selv, men heller ikke et freakshow, og her fungerer sproget som noget, der kan binde alle de her miljøer og situationer sammen.«

Hvordan kom aftalen om at udgive din digtsamling i stand?

»Alt det, der er i bogen, det skrev jeg 100 procent for at få opmærksomhed, og måske lidt for at få fisse. Jeg var ulykkelig og vred og klar til at vandre mod elefantkirkegården, men så kom Nynne Oldenburger og Frederikke (Lett, red.) og var sådan »hey, vi skal gøre noget!« Vi fik noget vin og talte. Så ringede Frederikke efter et par uger og ville være forlægger. Jeg var sådan »WTF!«, det tempo var jeg ikke vant til. Jeg har altid været vant til sådan noget københavner-gokkeri, hvor man hele tiden laver halve aftaler, man ikke har tænkt sig at holde. Jeg er måske ligeglad med, om digtsamlingen sælger, men alt det andet er jeg dybt taknemmelig for, og mit dårlige selvværd er måske lige nu formindsket med to promille.«

Jeg tror, det var Knud Romer, der sagde i et interview, at det nemmeste er at smadre det hele, mens det sværeste er at leve det ordentlige og stille borgerlige liv. Har han ret?

»Helt klart – se lige, hvordan det gik med ham! Men jeg er enig. Camus siger, at det kræver meget mere mod at leve end at dø.«

Keith kysser to finger og peger mod himlen og siger »Holger« og fortsætter: »Selvfølgelig er de fem minutter, hvor man dør, nederen, men det er jo livet, der gør naller.«

Pis i face

I din digtsamling stå der en dedikation til din mor: »Til / Min døde selvmordede mors flotte røv«. Hvad er det for en slags dedikation?

»Måske er det udtryk for en form for tourettes, jeg har. Jeg får altid lyst til at tale om elefanten i rummet. Det virker i øvrigt i dag, som om man skal have et korkbælte af tragedie for at være berettiget til at skrive.«

Men hvad med din egen ret belastede baggrund, irriterer det dig at tale om den?

»På ingen måde. Jeg synes, jeg slår alle danskere, jeg nogensinde har talt med, i disciplinen »elendig opvækst«. Da jeg var på drengehjemmet Fårupgård i 80erne, var der tre drenge, der holdt mit hoved nede i et muldvarpeskud og pissede mig ‘i face’, og for at kunne ånde var jeg nødt til at drikke deres pis. Jeg var 13. Jeg har været igennem det værste shit, så når folk kommer med deres fesne digte om, at de er for tykke eller tynde, får det sgu ikke mig op at støde.

Da jeg var på Fårupgård, kom en mand på besøg. Gunnar hed han. Han skulle fungere som skræmmeeksempel. Han havde fået det hvide snit i 1960erne. Han havde stadig sine rockabilly-bakkenbarter, men han kunne ikke længere tale. Han sad bare hele tiden og gryntede og harkede.«

Jeg bemærkede godt, at du i forbindelse med Herlufsholmsagen skrev, at sagen var noget værre lort, men for dig var der intet nyt under solen?

»Altså, hvad folk er blevet udsat for på arbejderklassens mugne institutioner var virkelig slemt. Men det er jo ikke så fascinerende, som når det er prinsens venner, der går balalajka på de svage.«

Guldet

Der er meget blod, pis og lort i mange af digtene. Er der også noget lys?

»Jeg har en veninde, hvis barn som treårig pludselig døde af uopdaget diabetes. Vi tog så bagefter sammen hen til en »rebirther« (en slags healer/terapeut, red.). Han sagde, at hun skulle forestille sig en spand fyldt med lort. Nede på bunden af den spand er der noget vigtig, måske hendes ring, og hun er nødt til at skulle igennem lortet, at skulle erkende lortet, for at »komme til guldet«. Det er en filosofi, jeg godt kan anerkende.«

Hvad kan du selv godt lide at læse?

»Jeg har det lidt gøjseren med meget af den moderne lyrik. Jeg er nok mere til Emil Aarestrup. Hans ord er som søde mirabeller!«

Hvad er det optimale, der kunne ske, når din digtsamling udkommer?

»Jeg håber, min børn læser den og tænker »Hovsa!« Ikke at vi har et helt fortvivlet forhold, men jeg håber, at de vil se mig som et andet menneske eller som noget lidt mere. Bare den sælger 30 eksemplarer, men jeg ved det ikke, det meste af min familie er jo død. Men hvis den sælger rigtigt godt, så sejler jeg rundt i en stor båd i fire år, og så forsvinder jeg omkring Fiji,« siger han og stiller så et spørgsmål, man sjældent hører fra en mand på 54 år:

»Apropos penge, så er jeg er sgu lidt flad. Kan du låne mig en hund?«

Det kan du godt, men så skal du også signere min kopi af din digtsamling.

Vi går over til en hæveautomat ved Forum. Der står en lang kø af unge i 20erne.

»Hvad sker der?« spørger Keith.

»Green Day skal spille,« svarer en tvær teenager.

»Vildt,« siger Keith.

»Dem arrangerede jeg en koncert for i Aarhus i 1991. Jeg tror kun, der kom 30 mennesker!«

Citaterne med fed skrift er fra Keith Lohses første digtsamling, »Mit navn er Keith – en slags digte«. Den udkommer  22. juni og anmeldes samme dag her i Berlingske.