Caspar Eric vidste godt, at hans første bog ville blive en succes: »Jeg undrede mig over, hvorfor der var så meget kedelig poesi«

Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag den bogaktuelle digter Caspar Eric.

»Jeg er jo født skindød. Det er en rimelig formativ oplevelse at dø. Og at leve også,« siger  Caspar Eric, som lever med Cerebral parese (spastisk lammelse). Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad misforstår folk oftest ved dig?

»Christina Hagen (forfatter, red.) holdt en tale, da hun modtog Otto Gelsted-prisen fra Det Danske Akademi, hvor hun sagde, at jeg fik for gode anmeldelser, og at jeg var streng. Det blev trykt i Information, og det gik mig meget på. Fordi jeg tænkte: »Hvor er det, du har set mig være streng? Hvad er det egentlig for noget?« Det sidder meget i mig, for jeg går meget op i ikke at være det.

Folk tror også, at jeg ikke er glad for livet, fordi jeg aktivt går og siger »jeg synes, det er noget pis!« – og det er det også. Den måde, vi for eksempel behandler folk med anderledes kroppe på. Det tror jeg godt, folk kan misforstå – som om jeg ikke synes, her er dejligt at være. Jeg tror, at alle, der har haft en anderledes krop, kan forstå, at det kommer ud af kærlighed, når man kræver noget mere. Og af troen på folk.«

Hvordan håndterer du bedst skuffelse?

»Dårligt. Med planer om hævn. Men det kan også være en god ting. Hvis jeg bliver skuffet over noget, er mit instinkt at få kontrollen over situationen tilbage. Eller at skabe en ny situation, hvor skuffelsen ikke betyder noget.«

Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?

»Mit handicap (cerebral parese, red.). Det har gjort mig stædig og gjort, at jeg ikke tager noget bullshit. Men det har også gjort, at jeg forstår nogle ting, som andre ikke forstår. Et perspektiv. Jeg har altid vidst, at jeg skulle kæmpe lidt hårdere for at blive accepteret.

Caspar Eric er Født i1987 i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Jeg skal løbe lige så meget som den i folkeskolen, der løber mest til motionsdagen. Og jeg skal ikke pive, og jeg skal ikke sige noget om, at det er flot, at jeg gør det.

Jeg er jo født skindød. Det er en rimelig formativ oplevelse at dø. Og at leve også. Der er også dage, hvor jeg helt pladderromantisk tænker på, hvor fedt det er, at jeg overlevede. Tænk på, hvor vildt det er. Hvor vildt livet er. Hvor er det vildt, at jeg er her. Vi er her!«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»Jeg har mange ar, fordi jeg jo er blevet opereret mange gange. Jeg blev opereret første gang, da jeg var tre år – i akillessenerne. Og da jeg var otte i akillessenerne og i haserne. Og senere fik jeg en knæskade, fordi jeg spillede badminton og gled. Jeg har en masse ar, der fortæller en historie om, at jeg har været inde i hospitalsvæsenet, siden jeg var helt lille.

Jeg har et trygt forhold til Rigshospitalet. Jeg føler ikke, det er en ven, men jeg føler, jeg har et intimt forhold til det. Jeg kan godt lide at gå derinde. For mig er det følelsen af at have været professionel omkring noget, da jeg var helt lille, som andre var rigtig bange for.«

Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?

»Viljestyrke. Altså, hvad er det? Ingen ved, hvad det er. Det sådan noget, folk bare siger. Arbejdsomhed er godt. Vedholdenhed synes jeg også er en god dyd nogle gange. Men folk taler om viljestyrke som noget, man skal kultivere i sig selv, men hvad er det egentlig?«

Hvad har du lært af at blive ældre?

»Jeg er stoppet med at ryge. Jeg kommer ikke til at gøre det igen. Jeg har bare læst »Endelig ikke-ryger« af Allen Carr, og hvis du en dag vil stoppe med at ryge, så læs den.

Caspar Eric har vundet Munch-Christensens Kulturlegat, 2015, og Michael Strunge-prisen, 2016. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Det har jeg lært af at blive ældre. At det kan jeg godt. Jeg ved, at jeg godt kan lave om i mit liv. Jeg kan aktivt præge mit liv i den retning, jeg gerne vil. Meget af mit liv har jeg gået og tænkt, at ting bare skete, at man ikke havde nogen agens, at samfundet var fucked, og at ingenting gjorde en forskel.

Det med at stoppe med at ryge, det er det mest empowering, jeg nogensinde har gjort. Det føles, som om jeg er blevet en person igen. Og jeg er også blevet megairriterende.«

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

»Mit talent er, at jeg har noget at bevise. Jeg er meget disciplineret omkring arbejde, og jeg synes, at det er vigtigt, det jeg laver. Jeg tror på, at det er vigtigt, selvom det er poesi. Det er mit talent, og det har jeg vidst længe, at jeg havde. Men jeg har bare ikke vidst, hvad det skulle. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive digter, men jeg kan godt se nu, at det giver god mening.

Jeg vidste godt, at »7/11« (debutbogen, red.) ville blive en succes. Men det var, fordi jeg undrede mig over, hvorfor der var så meget kedelig poesi. Så jeg tænkte, at når jeg lavede det her, ville det blive fedt. Folk ville komme til at synes, at det var fedt.

Jeg synes, jeg er en vigtig stemme i dansk litteratur. Jeg synes, jeg fortjener at være der, hvor jeg er. Og jeg tror også, jeg er vigtig i fremtiden. Og jeg bliver sur over, når folk ikke sætter pris på det.«

Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

»Det er jeg glad for, at jeg ikke ved. Jeg er blevet friet til af min kæreste. Vi skal giftes. Det ved jeg ikke om er en erfaring. Vi har nu aftalt, ud af kærlighed, at vi skal være os to resten af livet. Og den erfaring, at det kan ske, det har ændret noget for mig. Måske havde jeg ikke kunnet stoppe med at ryge, hvis ikke hun havde gjort det.

Caspar Eric debuterede i 2014 med digtsamlngen »7/11«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Eis.

Hvis hun kan fri, som er noget, vi begge troede, hun aldrig ville gøre, så kunne jeg også godt stoppe.«

Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?

»Åh, jeg har lyst til at vælge en rigtig én, som ikke er »Endelig ikke-ryger«, men jeg har lyst til at sige dén, er det ikke irriterende? Et andet sindssygt svar ville være »7/11«, min egen første bog, som jo har haft afgørende betydning for mig. Men der er også Michael Strunges »Vi folder drømmens faner ud«, som min dansklærer i gymnasiet lidt gav mig lov til at stjæle. Det var den digtsamling, hvor jeg opdagede, at digte var fede.«

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?

»Lad være med at sælge eller bytte dine Magic Cards. De bliver mange penge værd, og det er okay, at du er en gigantisk nørd. Nørderne vinder. De folk, du elsker nu, er allesammen nogle fucking nørder. Og de rocker din verden og fylder den med fede ting.«

Hvad er den største tilgivelse, du har fået?

»Det er sikkert noget, jeg ikke ved. Jeg er sikkert blevet tilgivet, hvor jeg ikke ved det. Og jeg har en fornemmelse af, at en del af tilgivelsen er, at jeg ikke ved det. Men jeg er også dårlig til at tilgive, så jeg er også dårlig til at se det.«

Hvad må man ikke udsætte dig for?

»At svigte min tillid. Man må ikke gøre det, for jeg skærer bare folk ud af mit liv. Og det er jo ikke godt for mig selv heller. Jeg kan ikke finde ud af at håndtere det, så ikke svigte mig.

Foto: Mathias Eis.

Ellers skulle det være sådan noget med at rulle mig ned ad en bakke med nyslået græs, for jeg har voldsom høallergi. Det ville være det strengeste, man kunne gøre ved mig. Også fordi mine ben jo er ret skrøbelige. Det ville være det værste.«

Hvis du kunne bytte liv med en nutidig eller historisk person, hvem skulle det så være?

»Altså hele livet? Ej, hvor er det lang tid. Jeg tror ikke, det er fedt at være i nogens liv hele livet. Efter fire dage ville jeg fortryde valget. Hvis jeg valgte Ramses 2. – den største farao – ville jeg efter fire dage tænke: »Nej, hvor er det dumt. Der er ingen toiletter; der er ingenting. Alle bliver kun 28 år. Han skal have den der ting på hovedet hele tiden, og alle vil dræbe ham. Hvad tænkte jeg dog på?««

Er der nogen, du har lyst til at sige undskyld til? Og hvorfor?

»Alle mulige. Fordi jeg har været en idiot på alle mulige tidspunkter. Jeg går tit hjem og tænker, at jeg burde sige undskyld, men så er der også noget i mig, der synes, det er for sent, eller at jeg ikke rigtig gider, eller at man ikke kan gå rundt og sige undskyld hele tiden.«