Svend Brinkmann er en travl mand. Jeg kunne kun få små 45 minutter i DR-byen med »oraklet fra Randers«. Det så ud til, at det ville blive et af de forhastede interviews, som ofte er en præmis, når man vil tale med folk, der er bud efter og, som Brinkmann, er smurt ud over det meste af samtidens medieflade.
Jeg stressede en anelse, lige indtil Svend Brinkmann kom ind i foyeren i DR-Byen. Så faldt hvilepulsen. Professoren i almenpsykologi udstråler en rolighed og varme. Den snart mangeårige medieeksponering har ikke sat sig i ham. Han virker helt ukrukket og eftertænksom – som en aflang, sindig Buddha. Han virker netop som et menneske, der forstår vigtigheden af at give sig tid til at tænke over tingene, hvilket også er emnet for han nyeste bog, »Tænk«.