Berlingske Tidendes redaktørerklæring fra 1948

Dette er bestyrelsens og chefredaktionens redaktørerklæring fra 1948. Den tiltrædes af alle nyansatte redaktører i Det Berlingske Hus og kan betragtes som Berlingske Tidendes frihedsbrev.

Erklæring

Gennem to hundrede år har Det Berlingske Hus udgivet blade, som skulle kunne finde plads i danske hjem, bringe hurtige og pålidelige oplysninger om begivenheder i ind- og udland og yde redelig vejledning i drøftelsen af tidens spørgsmål.

I overensstemmelse med disse traditioner ledes de Berlingske blade i national og demokratisk ånd, i ærbødighed for kristendommen og i troskab mod fædreland og kongemagt.

Bladenes grundsyn er konservativt. De er ikke og bør ikke være bunden af tilslutning til noget politisk parti. Redaktionen er i enhver henseende frit stillet under værdsættelsen af det offentlige livs foreteelser, idet mådehold iagttages og god tone overholdes, ligesom der kræves redelighed og alsidighed ved oplysning af læserne.

Forudsætningen for pressens virksomhed i offentlighedens tjeneste er den for demokratiske stats- og folkesamfund gældende ytringsfrihed, og de Berlingske blades ledelse vil med alle til rådighed stående midler søge at værne denne mod angreb, fra hvilken side de måtte komme.