Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Jeg betaler 35 kr. i timen til Gonzalo. Det er ikke ondskab, det er kapitalisme«

»Nu har jeg haft en times spanskundervisning hver morgen i to måneder med Gonzalo fra Venezuela. Han er uddannet skolelærer, taler spansk og engelsk, han har altid tid og endnu bedre: Det koster kun 35 kr. i timen.«

Jeg betaler 35 kr. i timen til Gonzalo fra Venezuela, når han underviser mig i spansk. Det er ikke ondskab, det er kapitalisme. Gonzalo er ikke rig, men med min hjælp er han lykkelig.

I sommer besluttede jeg at lære spansk. Jeg kontaktede forskellige spanskundervisere herhjemme, men som studerende havde jeg ikke råd til en lærer, der skulle have over 200 kr. i timen, som kun tilbød holdundervisning og kun om eftermiddagen, hvor jeg selv går i skole. Gudskelov fandt jeg hjemmesiden www.italki.com, hvor man kan hyre lærere fra hele verden, og hvor al undervisning foregår via Skype.

Nu har jeg haft en times spanskundervisning hver morgen i to måneder med Gonzalo fra Venezuela. Han er uddannet skolelærer, taler spansk og engelsk, han har altid tid og endnu bedre: Det koster kun 35 kr. i timen.

Selv i Venezuela er det en lav timeløn. Havde han boet i Danmark, var Pernille Skipper, Pia Olsen Dyhr og andre kystbanesocialister faret i flæsket på os begge og anklaget os for social dumping, udnyttelse af arbejdskraft og alt muligt andet.

I begyndelsen havde jeg da også dårlig samvittighed over at betale ham en timeløn, der er mindre værd end en durumrulle på Nørrebro.

Men efter at have lært ham at kende er det gået op for mig, hvor meget undervisningen betyder for ham. Gonzalo har intet fast arbejde. Han lever med sin kone og datter i et af Sydamerikas fattigste lande, og han har ikke råd til at rejse. Alligevel er der de seneste måneder, i det værelse, som han normalt underviser mig i, kommet flere og flere bøger i bogreolen, aircondition i loftet, og endda (skrækkelige!) pastelfarvede plakater på væggene.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Efterspørgsel presser prisen op

Den slags betyder intet for mig, jeg får hurtigt råd, hvis jeg bare springer en øl over i byen eller snupper en weekend hos mine forældre.

Men jeg kan ikke undgå at føle glæde, når han jubler på computeren, og viser mig den børnebog, han har købt til sin søn for de penge, han har tjent på at undervise mig og andre. For jeg er ikke den eneste, der benytter mig af undervisningen. Hundredvis af elever har modtaget undervisning af Gonzalo i løbet af de seneste måneder.

Den store efterspørgsel presser lønnen opad. Når han oplever tilstrækkelig stor efterspørgsel efter undervisningen, bliver det pludselig ikke længere forbrugerne, men Gonzalo selv, der bestemmer prisen. Allerede nu overvejer han at hæve salæret, så det fremover koster 40 kr. pr. undervisningsgang.

Det samme sker, når millioner af kinesiske børnearbejdere trækkes ud af fattigdom og ind i middelklassen, fordi vestlige forbrugere benytter sig af social dumping, hver gang vi køber nye T-shirts, telefoner og teddybamser. Vores tørst efter ting, vi kan eje, er umættelig, derfor fortsætter efterspørgslen med at løfte priser og reallønninger i vejret.

Social dumping giver et bedre liv

Ja, Gonzalo er fattig, og platte plakater og billige børnebøger betyder måske ikke alverden.

Men det er mere, end de fleste har råd til i et land, hvor der er mangel på selv basale fødevarer. Og han er ikke den eneste. Ansatte i Ryan Air, polske håndværkere og kinesiske børnearbejdere oplever vel det samme i større eller mindre grad. Hvad der er social dumping for os, er for dem opskriften på et bedre liv.

Med hvilken ret tager vi deres muligheder fra dem?