Når man bliver jagtet rundt i manegen af journalister tilstrækkeligt længe, er det i og for sig forståeligt, at man som politiker bliver lidt blød i koderne. Det er jo også det, der er meningen med visse publicisters samt politiske modstanderes kalkunjagt – f.eks. at lokke DFere til at tage afstand fra hinanden eller i hvert fald at slå brecher ind i VOK-samarbejdet. Det er lidt trist, når det lykkes, men det kræver stædighed og integritet at undgå det.
Hovedstrategien i jagten på Lars Hedegaard har nærmest været den at hugge hovedet af budbringeren. Så længe man kan udnytte hans uforsigtighed til at diskutere hans eventuelle overdrivelser, slipper man jo for at diskutere det, sagen handler om: islams formørkede kvindesyn. Og denne afledningsmanøvre skal i virkeligheden tjene til forsvar for islams kvindenedværdigelse. Weekendavisens medarbejdere har gjort dette forsvar til deres speciale.
Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.
Læs også: Pia K. banker Langballe på plads
Det sidste vil man kunne læse om i Kristina Aamands gribende bog Mødom på mode. Hvis man da overhovedet læser. Problemet er jo, at læsning om emnet islam nyder ringe fremme i de kommenterende kredse.
Læsning komplicerer nemlig tingene helt urimeligt – f.eks. læsning af Lars Hedegaards og Mogens Camres »1400 års krigen«. Det er langt enklere at danne sig en mening om islam uden alt det trættende bogstof. Og når man så på et minimalt vidensgrundlag taler med om den adfærd, Koranen inspirerer sine troende til, skal man bare huske at føje til: »Det har i hvert fald ikke noget med religion at gøre«. Så er man på den sikre side.
Og så har man også vist lidt hjælpsomhed over for en bekendende muslim som Kamal Qureshi, der må formodes at have et vist besvær med at undgå at tage stilling til sine trosfællers uhyrligheder.
Læs også: Henriette Kjær: Vælgerne må sige nok er nok
Man vil sikkert også få højlydt medhold hos venstremanden Eyvind Vesselbo, som angriber Dansk Folkepartis »tone«, hver gang han bliver frustreret over at være uden for indflydelse, fordi ingen i Venstre har turdet betro ham en udlændingepolitisk post.
Kort sagt: Tal altid om noget andet end sagen! Så vil islamiseringen af Europa ske til akkompagnement af interessante gætterier vedrørende islamkritikkens påståede indbyrdes konflikter.
I tolerancens navn baner man vej mod det store mål – at vore børnebørn kan nyde et sharia-samfunds velsignelser. Måske vil de samme børnebørn indimellem undre sig lidt over deres bedsteforældres debat-prioriteringer.
