Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I’m dancing with the freaks now

Foto: David Chang.
Læs mere
Fold sammen

I dokumentarfilmen »A Different Story« fra 2005 sætter George Michael ord på kampen for at finde fred med sig selv. Han var i skabet i mange år og kunne ikke identificere sig med begrebet stolthed i forbindelse med sin homoseksualitet, for som han siger: »Det er svært at være stolt af noget, der aldrig har bragt dig glæde.«

Ordene ramte mig som var de mine egne, da jeg sad i en biograf i 00erne midt i præcis den samme kamp. Og mens jeg småsnøftede i mørket, gik det op for mig, at når jeg som 25-årig stadig ikke kunne finde ro som homoseksuel, så var det ikke fordi, der var noget galt med mig – der var noget galt med den historie, jeg var blevet fortalt. Det var ikke min identitet, der var forkert, men min opfattelse af den.

For når ens første tanker om seksualitet ikke er forbundet med glæde og nysgerrighed, men med skam og hemmelighed, så er man fejlprogrammeret fra første færd. En fejlprogrammering, der for mit vedkommende var religiøst motiveret, og som i en sidste desperation ledte mig til at opsøge rådgivning hos en præst, der blandt andet foreslog mig at begynde at spille fodbold og undgå at lytte til George Michael og anden popkultur, der promoverede »homofil livsstil«.

Kunne ikke holdes nede

Gudskelov kunne hverken min seksualitet eller George Michael holdes nede. Jeg overgav mig, jeg fandt glæde – og dermed stolthed. Og som den nu afdøde popsanger og glædesprædikant nåede at erkende i sangen »An Easier Affair«, så er det væsentligt lettere ikke at leve sit liv på andres betingelser. »I’m dancing with the freaks now«, proklamerede han med roterende hofter, and »I’m having so much fun!«

I dag indledes Copenhagen Pride Week officielt med hundredvis af debatter og events, og deltagerne vil igen i år møde reaktioner fra mennesker, som ikke kan se, hvad sådan et cirkus skal til for: »Hvorfor skilte med det?«

Jeg vil opfordre alle til at se begrebet stolthed netop som en glædesmanifestation og til at betragte lørdagens parade som hvert eneste LGBT+ menneskes sejrstrofæ over personlige kampe, tabte ungdomsår, svedige håndflader, familiemedlemmers afvisning og tunge tanker om livets værd.

Jeg er heldig. Jeg er »kun« en hvid, homoseksuel mand – nærmest mainstream. Jeg har stadig min familie, og jeg har aldrig for alvor overvejet, om livet var værd at leve. Det samme kan måske ikke siges om den transkønnede eller den lesbiske asylsøger, der går med i paraden.

Men fælles for os er, at vi er stolte. Ikke nødvendigvis af vores egne bedrifter, men af at være nået frem til et liv i åbenhed og sandhed. Vi er stolte af dem, der byggede bevægelsen og kæmpede før os. Og vi går med ikke blot for os selv, men for alle dem, der stadig må leve i mørket. Vi går med for at fortælle en anden historie end den, vi blev fortalt, og for at råde bod på de hemmelige år. Kald det bare et freakshow – det er langt bedre end alternativet.