Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

I pensionist-Danmark skal der ikke være for meget uorden

Byline billede - Bent Winther
Læs mere
Fold sammen

Nu må du altså se at komme i gang, ud af sengen, find et arbejde, noget at rive i, festerne er forbi. Kort sagt: Virkeligheden banker på.

Min søn på 19 år blev student i sommer og holder sabbat. Lidt for bogstaveligt virkede det til i mange uger, så de faderlige klicheer stod i kø. Når man selv blev student i 1980erne, hvor de mest anvendte gloser var »sultecirkulære«, »dum i arbejde« og »no future«, så ved man trods alt et og andet om at søge job som ufaglært og med studenterhuen trukket godt ned over ørerne. Du skal sende så mange ansøgninger som muligt, som et stort net, du spreder ud, og pludselig er der bid. Og så må du gå rundt og banke på alle de steder, hvor det kan tænkes, at de vil ansætte en som dig. Og sætte sedler op i Irma, rådgav jeg.

Okay, okay, sagde han. Pengekassen var smækket i – både den hjemlige og den store SU-kasse. Så han gik i gang, mens vi andre holdt vejret.

Næste gang jeg lidt forsigtigt spurgte til, hvordan det gik med at blive selvforsørgende – efter cirka en uge – havde han tre job. Et på en cafe, et som telefonsælger og et på en skole. Hvis han havde gjort sig bare lidt større anstrengelser havde han haft ti eller 50 job. Det på cafeen droppede han efter kort tid. Lønnen var for lav i forhold til anstrengelserne.

Mangel på arbejdskraft

Det er godt for min søn at være ung i en tid, hvor alle vil have ham. Men for et samfund er det ikke sundt. Det er en katastrofe.

De, der siger, at Danmark ikke er på vej mod en hård økonomisk opbremsning, overophedning og alvorlige flaskehalse, tager fejl. De har i hvert fald ikke forsøgt at få fat i en håndværker for nylig.

Alle tegn i sol og måne, statistikker, rundspørger, og hvad vi ellers har, peger i den samme retning. Når cafeen finder ud af, at de ikke kan få nogen til at vende burgere og brygge kaffe, bliver de nødt til at sætte lønnen op, og det samme gør de på byggepladsen og alle andre steder. Med højere løn stiger huspriser og alt muligt andet. Og sådan fortsætter det, indtil boblen brister. Det skete i 2000erne, og det er ved at ske igen.

Hele 43 procent af VVS-virksomhederne i Danmark kan ikke få de ansatte, de gerne vil, viste tal i denne uge fra Danmarks Statistik og Dansk Erhverv. Manglen er mere end fordoblet siden efteråret 2015. Og den rammer flere og flere brancher – også områder, som ikke kræver særlige kvalifikationer. Inden for rengøring og i restaurationsbranchen siger hver fjerde virksomhed, at de har problemer med at få de medarbejdere, de har brug for.

Den er altså gal. Så gal, at alarmklokker burde bimle så højt, at de overdøver både bryllupsreceptioner på Rådhuset og skyderier på Tagensvej.

Men ingen tager det rigtigt alvorligt. Ingen lider nemlig nød. Jo, der er sure økonomer og erhvervsorganisationer, der råber op, og nogle virksomheder må flytte produktion til andre lande, sige nej til ordrer eller lukke for cafeburgere i ulige uger. Men ingen sulter, ingen må gå fra hus og hjem.

Det går jo godt, der er frit valg på alle hylder, og hvad kommer det os ved? Sidst vi i Danmark befandt os i denne nationaløkonomiske lykkerus, bad statsminister Anders Fogh Rasmussen økonomerne om at skrive deres pessimistiske lærebøger om. Og hvem ved? Måske er den økonomiske optur en permanent tilstand, og måske kan vi rent faktisk købe hele verden en dag.

Det grå guld er nøglen til valgsejr

Men hvis der er mangel på unge, så er der heldigvis mange ældre i Danmark. Både de ældre og dem, der er på vej til at blive det, fylder så meget, at »ældreomsorg« er det emne, der optager kommunalvælgerne aller mest. Det viser en måling, som Epinion har lavet for DR.

Ældreomsorg er det emne, der scorer suverænt højest. Andre målinger har vist det samme, og der er langt ned til nummer 2 på listen, som er »ved ikke.« Derefter kommer skoler, hospitaler og sundhed og alt det andet.

Måske er det netop det, der har grebet den konservative kandidat i Rudersdal, Claus Hjorting. På sin valgplakat har han nøje udvalgt sig et fængende slogan. »Nedsæt kirkegårdstaksterne« er Hjortings mærkesag ifølge lygtepælene.

Det nationale forskningscenter VIVE udgav for to uger siden en undersøgelse af, hvordan befolkningen har udviklet sig fra 2007-2017. Tal der for en kommunalpolitiker i Rudersdal og andre steder må være som piskefløde for en sulten hankat:

Antallet af børn mellem nul og fem år er i perioden faldet med otte procent. Antallet af børn i skolealderen er faldet med 2,5 procent. Men. Og hold nu fast. Den vildeste vækst er sket i gruppen af borgere på 65 år og derover. Den er vokset med 31,2 procent over de seneste ti år.

Det er dem, I skal satse på, alle I håbefulde byrådskandidater. Det grå guld kan meget vel forvandles til jeres eget guld på valgdagen. I nogle områder af landet udgør de ældre næsten halvdelen af vælgerne.

Men hvordan ser pensionistdanmark så ud? Vil pensionistdanmark prioritere uddannelse til unge, at børnefamilier får flere børn, at vi importerer mange flere udlændinge til at arbejde i Danmark? Lige nu er her over 200.000, og der er brug for mange flere.

Eller tænker pensionistdanmark: Bare det holder min tid ud. Gid taksterne på kirkegården sættes ned, og alt er pænt, roligt og ordentligt, som det altid har været.

Bent Winther er samfundsredaktør på Berlingske.