Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hykleriet om mangfoldighed

Identitetspolitiske krav om »mangfoldighed« og kvoter kommer fra alle sider, men mest fra venstrefløjen – og primært hvor der enten er økonomiske særinteresser på spil, eller hvor det i praksis er ligegyldigt.

Peter Kurrild-Klitgaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

Et spøgelse går igennem Vesten. På universiteter og over for virksomheder kræves, at der skal være »mere mangfoldighed« – og kommer det ikke af sig selv med det gode, må der regler og lovgivning til, så folk kan tvinges til at vælge rigtigt.

Præcis, hvad der menes med »mangfoldighed«, henstår til gengæld ofte lidt i det tågede. Hvilket sikkert er praktisk, for så længe det efterlades uspecificeret, er det et af den slags plus-ord, som ledere kan promovere sig på at ville fremme, og konsulenter kan tjene penge på, og når hverken mål, midler eller sammenhænge specificeres, bliver det også svært at mobilisere nogen skepsis. En folkelig demonstration imod abstrakt »mangfoldighed« er i sagens natur svær at visualisere.

Så hvad menes der? Der tales en del om mangfoldighed, når det gælder køn. Men de mange, der gerne vil have f.eks. kønskvoter i virksomhedsbestyrelser, synes pudsigt uinteresseret i at udstrække samme krav, når det gælder etnicitet eller religion.

På universiteterne lyder der nu, i kølvandet på »Sombrerogate«, spinkle røster hist og pist om, at der ikke blot skal være respekt for forskellighed, men også skal fremmes mangfoldighed – inklusive ved ansættelser og pensum. Men snakken begynder og slutter på universiteterne som regel der – ved noget med køn og etnicitet og måske seksualitet. Men der, som jo egentlig er det frie åndslivs udfoldelsesrum, bliver der ikke talt om behov for pluralisme i f.eks. politiske og ideologiske holdninger eller i analytiske tilgange.

Det er som om, at mangfoldigheden kun gælder de ting, der kan ses med det blotte øje. Måske lidt pudsigt al den stund, at der mange steder i universitetsverdenen, især inden for dele af humaniora og samfundsvidenskab, er en holdningsmæssig diversitet omtrent på linje med den i politbureauet i det hedengangne Sovjetunionen. Uden synderlig sammenligning i øvrigt.

Der er også under overfladen en bemærkelsesværdig skævhed i kravene. Man ser f.eks. ikke mange forlange lige mange mænd og kvinder blandt brandmænd eller soldater eller kræve kvoter blandt hjernekirurger eller flypiloter. Man hører heller ikke mange krav om flere »hvide« danskere blandt grønthandlerne.

»Ingen gider kæmpe for kvoter, så også hvide mænd kan blive repræsenteret blandt rengøringsassistenterne.«


Hvorfor er det f.eks. lige ved professorater på universiteterne, at så mange har været så optaget af at begunstige »det mindrerepræsenterede køn« og ikke nær så meget ved de lavere rangerende stillinger? Hvis der er – eller var – en kønslig ikke-repræsentativitet, og det vitterligt var den, man ville gøre noget ved, så burde det vel være i »indtaget«, man satte ind?

Og hvorfor er det lige i børsnoterede virksomheders bestyrelser, at man skal begynde med kvotering på baggrund af andet end kvalifikationer og ejernes ønsker?

To hypoteser

Her er to hypoteser, der trækker i hver sin retning, men som tilsammen måske kan forklare den paradoksale selektivitet i de ellers så moralsk højstemte krav.

Det ene kunne være, at kravene indskrænker sig til lukrative stillinger og primært fremsættes af personer, der forventer, at det vil begunstige dem selv. Et professorat bringer en op i den højere del af indkomstfordelingen, og en bestyrelsespost i en stor børsnoteret virksomhed kan give en endog ganske pæn ekstra indkomst. Ingen gider kæmpe for kvoter, så også hvide mænd kan blive repræsenteret blandt rengøringsassistenterne.

Er den hypotese rigtig, handler det nok mindre om solidaritet og lighed end om den højere, veluddannede middelklasses ben. På den måde er disse særinteressers krav om særbehandling ikke anderledes end industrier eller håndværk, der i århundreder med privilegier, tariffer, subsidier, handelshindringer o.l. har prøvet at opretholde kunstige markedsandele.

En anden faktor kunne være, at man primært er interesseret i at lægge vægt på andet end kvalifikationer de steder, hvor manglende kvalifikationer dybest set er ufarlige.

En god professor er bedre end en dårlig, og et godt pensum er bedre end et skidt, o.s.v., o.s.v., men dybest set er den marginale effekt lig nul. Ingen fly er faldet ned, ingen dyrearter er udryddet, og ingen virksomheder er krakket, fordi den ene eller anden blev forfremmet fra lektor til professor i statskundskab eller fransk litteratur, eller fordi et fags indhold partout skulle indeholde mindst 33 pct. postkolonialistiske forfattere.

Det samme – at være ligegyldigt – kan næppe siges om det at være f.eks. hjernekirurg eller flypilot. De fleste patienter eller passagerer ville nok blive utrygge ved at få at vide, at den, hvis hænder ens liv er lagt i, har fået det, ikke fordi vedkommende var bedst kvalificeret, men af helt andre, uvedkommende årsager.