Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Generation én procent

28DEB20140901-191100-3.jpg
Byline af Timme Bisgaard Munk til klumme.
Læs mere
Fold sammen

Når ældre multibillionærer køber lystyachter, spørger de aldrig om prisen. De vil blot vide, om den kan blive bygget færdig, inden de dør. Tid er nemlig ikke blot penge. Kloge af rigdom ved de nemlig, at tid er det eneste sande aktiv. Tid er det dyrebareste, du ejer. Et personligt, ubytteligt, irreversibelt og uerstatteligt gode. Ikke blot hvor meget tid du har, men også hvornår du træder ind i tiden er afgørende for dets værdi.

Vores forældres generation har været heldige, meget heldige. De har, om nogen, haft tiden med sig. Deres livsbane har fulgt efterkrigstidens højkonjunktur. De har tjent millioner og atter millioner på boligbobler, mens deres pensionsopsparing er på størrelse med Joachim von Ands pengetank.

Ikke nok med det har de arvet gigantiske beløb fra deres nøjsomme forældre, der tænkte slægt før selvrealisering. Det grå guld fyrer nu alle pengene af på biler, rejser, rødvin og Marimekko teltkjoler. Når man krydser deres vej til den årlige børnefødselsdag råber de ud i luften: »Du skal jo ikke regne med, at der bliver noget tilbage efter os.«

Nej, det er der ingen, der regner med, for de har da godt nok regnet den ud. De har travlt med at æde deres mursten og pensioner i tide. Her er ingen tid at spilde. For deres liv er og har altid været en stor børnefødselsdag. Der er slik til alle fra start til slut. Det er generation en procent. Den ene procent som har fået alle samfundets værdier, mens de 99 pct. primært unge familier betaler for det.

De gamle skal naturligvis have lov til at feste og fyre den af. Problemet er, når de sidder i en rødvinsrus og snakker om ulighed. Når de forlæser sig på den franske økonom Piketty og vil brandbeskatte virksomheder. Det er nemlig dem selv, som er den problematiske ene procent. Diskussionen om ulighed i Danmark er dybt forfejlet. Forskellen mellem rig og fattig i Danmark er lille. Heksejagten på de få geniale iværksættervirksomheder er pinlig.

Uligheden er mellem generationer, ikke mellem klasser. Det er ikke Lego, Danfoss, Novo eller Mærsk som har stjålet alle pengene. Det er forældre-generationen og de vil ikke give dem tilbage. Den sandhed er tabu i Danmark, på Borgen og til børnefødselsdagen. Muligvis fordi de ældre bliver flere og flere og rigere og rigere.

SANDHEDEN ER BARE, at de unge familier betaler festen og låner pengene for, at de gamle kan feste videre. De nystartede familier, som betaler børnefødselsdagen, kæmper med gigantiske huspriser og et samfund, hvor de erhvervsaktive bliver færre og færre. Hvilket betyder, at de unge familier skal arbejde meget mere for mindre.

Den eneste grund til, at denne dybe generationskonflikt ikke er eksploderet, er de ufatteligt billige boliglån. Hvor børnechecken er det lillebitte plaster på såret, som redder vinterstøvlerne til lillebror. Det er derfor på tide, at generationsaksen bliver politisk. At der opstår en occupy-bevægelse for småbørnsfamilier, som sætter fokus på, hvad der er fair og retfærdigt mellem generationer.

Altså, vi bør begynde at diskutere og forandre den dybe ulighed mellem ung og gammel. Det kunne for eksempel være skattemæssigt og gennem justering af boligmarkedet. For ulighed er dårligt for ethvert samfund og familie.

Vi er en procent os selv og 99 pct. slægt fra den dag, vi kommer ind i tiden. Din tid er familien og slægtens fælles tid. Kun derfor er tiden det dyrebareste, vi ejer sammen.