Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Frigør læreren – fra sig selv

Læs mere
Fold sammen

Da den franske forfatter Albert Camus havde modtaget Nobelprisen i litteratur i 1957, var det første, han gjorde, efter at have fortalt sin mor det, at skrive et smukt brev til sin lærer, Hr. Germain. Her priser han Germains generøsitet og viser sin taknemmelighed. Ja, han slutter sit brev med ordene: »Je vous embrasse, de toutes mes forces«. Sådan giver en nobelpristager i litteratur en bjørnekrammer.

Det har ofte slået mig, at litteraturens og for den sags skyld filmens verden er rig på lærere. Fra Scherfigs lektor Blomme over Martin A. Hansens Johannes Vig til Keating i Peter Weirs film »Døde poeters klub«. Men det er altid som solister, de optræder.

Sådan har det også været i megen pædagogisk forskning og i perioder med påstanden om, at den fantastiske lærer eller bare den dygtige lærer finder sin ægthed eller endog sin evne hos sig selv, i personligheden, og ikke i faget gennem uddannelse. Altså ikke bare en ener, men en helt særlig personlig ener. De former sig ofte i de særlige figurer, der har historisk klangbund og genkendelighed.

Efter præsten som den kyndige autoritet, der myndigt leder eleverne ind i fremmed land og hiver dem op. Efter moderskikkelsen, der med egen husholdning altid går ned i knæ og med reform­pædagogisk omsorg frigør eleverne. Eller som den selvstændige erhvervsdrivende, der passer sit og løser opgaven.

Men måske burde vi frigøre læreren fra sig selv. Frisætte dem til hinanden. Lægge vægt på undervisningen som en kollektiv metier, som holdsport. På læreren som repræsentant for en profession, som er mere end individer, der deler vilkår og værdier, men som hele tiden er hinandens kritiske »peers«. Som samarbejder ved at blande sig i hinandens arbejde. Som vinder råderum gennem overbevisende fælles dygtighed. Og ad den vej udvikler kollektive normer og vertikale rangordner for godt og skidt – bl.a. som et passende modstykke til galvaniserede koncepter og metodisk standardisering hjemtaget fra det pædagogiske markeds store tagselvbord af fikse koncepter.

Men vores (velbegrundede) betagelse af eneren spærrer. Vi ser ikke arbejdsfællesskabet – fra rengøringsassistenten over pædagogerne og de andre lærere til lederne – men eneren, der er sin egen årsag og virkning. Hvilken lærer har ungerne fået i dansk? Åh, I er heldige. Karen er bare god.

I dag får lærere og undervisere mere og mere feed back fra elever og studerende. Evalueringsbølgen er kundernes bevægelse, og den er ved at blive endda særdeles magtfuld med big data.

Det er imidlertid et ensidigt svar, der har brug for et modsvar i professionelle normer og mekanismer til fagfællekritik, meritering og specialisering. Men »systemet« har ikke rigtig opdaget det, selv om det uden tvivl findes i lokale lommer og institutioner, hvor det ikke udtrykker et generelt princip, men derimod en særegen situation.

Alle i dansk politik vil have bedre undervisning, men taler mest om forskning. Det regner med priser, talentprogrammer og konkurrencer, der angår forskning. I ministeriets opmærksomhed. I TV som ph.d.-cup på DR2. Som fetering af stjerneforskere, forskerspirer osv. Til de gode undervisere er der en gylden pegepind, ja, man kan måske endda blive frikøbt fra undervisning som belønning.

Der er megen forskning om undervisning, mere og mere data og en syndflod af koncepter, men der findes ikke et overbevisende systematisk træk, der dels hylder gerningen som en fælles bestræbelse, dels skaber tilskyndelser i karrieren og bringer undervisere og lærere sammen som hinandens kritikere i en fagfællernes kultur. Ikke alene kultur og politik spærrer. En satsning på undervisning koster, men vil holde meget mere end det lover.