Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Hvad er der galt med at gøre sig umage?

Jeg havde engang et fritidsarbejde på et hotel i Skive, Hotel Gl. Skivehus var det. Det stod på i årene mellem 7. og 9. klasse. Hver morgen inden skole cyklede jeg fra parcelhuskvarteret ad en sti langs ådalen og ned i byen til hotellet. Jeg tømte skraldespande, fejede gården og tømte nu og da postboksen på posthuset.

Ofte kom jeg igen om eftermiddagen og tømte flere skraldespande og gik til hånde. Jeg husker lugten af madaffald fra restauranten, ligesom jeg erindrer de ældre morgendamer, der rettede an til gæsterne. Tjenerne, receptionisterne, ledelsen og stedets navnkundige ejere. Jeg husker de kendte gæster, der nu og da kom til Skive, bl.a. Buster Larsen stak mig en ti’er da jeg bar hans bagage op på værelset. Jeg synes selv, jeg tjente en god skilling i årene på Gl. Skivehus.

Jeg lærte, at man skulle anstrenge sig. Man skulle gøre sig umage. Uanset om det handlede om at feje gården grundigt, hjælpe gæsterne eller stryge en skjorte. Jeg blev taget alvorligt, tiltroet praktiske evner, jeg helt åbenlyst ikke havde, men kunne oplære. Jeg blev en del af et fællesskab, fordi jeg betød noget.

Når jeg havde tømt skraldespande om eftermiddagen, cyklede jeg ud til håndboldhallen, blev trænet af frivillige kræfter og spillede kampe. I klubben skulle vi have det skægt, vi skulle lære at spille håndbold og være et fællesskab med alle de sociale, fysiske, taktiske og æstetiske dimensioner, der hører til. Også her skulle man gøre sig umage og anstrenge sig. Når vi nærmede os hallen blev de vanlige skel opløst eller vendt på hovedet. På banen suspenderes de sociale, økonomiske og kulturelle skel. Alle skulle løbe hjem og forsvare, selvom man var klar til at kaste blod op. Vi blev ikke pakket ind i vat, og tonen kunne være rå, men omsorgen og fællesskabet var noget nær ubetinget.

Det lyder som en »da far var dreng«-historie (og er det nok også lidt). Men det slår mig her mange år efter, hvor sunde pædagogiske værdier, der var på spil. Jeg skulle ikke anstrenge mig, fordi jeg skulle have en karriere i hotelbranchen eller opnå bestemte kompetencer. I første omgang heller ikke i håndboldklubben. Man skulle også løbe hjem på andetholdet – og ikke for at opnå det rigtige BMI eller høvle nogle kalorier af.

Det handlede om respekt for holdet, for det, man havde med at gøre, og som tjente en højere sag, der gik videre end hoteløkonomi eller personlig vinding. Om skønheden i spillet, om fællesskaber, der kæmper sammen, om ordentlighed og vilje. Det var en slags anstrengelsens poesi, hvor man fik lov til at glemme sig selv og til at blive noget andet, end man var, til at nærme sig punktet uden for en selv. Men uden at miste sig selv. En slags selvforglemmende selvopfyldelse.

Fællesskaberne var sat i scene af ansvarlige, dygtige voksne. Præcis som rigtig mange lærere i skolen, håndværksmestre og andre pædagogiske professionelle også i dag gør det i arbejdet med børn og unge. Men det er som om, det er blevet forlegent at sætte ord på moralske, intellektuelle og praktiske dyder eller karakteregenskaber af denne kaliber i dansk uddannelse, i dansk pædagogisk kultur.

Det kommer til at lyde gammeldags, for nogle undertrykkende. I stedet kommer vi til at pendle mellem karakterfikseret præstation eller yndefuldt meneri. Mellem den ensporede, næsten frygtsomme målrettethed på den ene side og frygten for det mindste motivations- og trivselsudsving på den anden; mellem den overophedede og forpustede løben efter karakter og likes på den ene side og den næsten terapeutiske omsorg for det gnidningsfrie liv på den anden.

Det er ikke alene en skam for de mange – det er katastrofalt for de børn og unge, som vokser op i ugunstige kår.