Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Er du klar til den biodynamiske, selviscenesættende krea-lækkerhed?

»Værst er dog, at man henvender sig til »brugerne« på samme måde, som den empatiske, indfølende HR-medarbejde.«

David H. Olsen, museumsinspektør. Fold sammen
Læs mere

Kender du den kommunale trivialnegation? Den siger dig sandsynligvis ikke umiddelbart noget. Men måske du alligevel kender den kommunale trivialnegation, fordi du har været på nogle af de nye kultursteder, hvor den dyrkes. Kulturstederne ses oftest i de byer, der ifølge kommunernes glittede publikationer har rejst sig som en fugl Phønix af egen industrielle aske og nu er avancerede kulturbyer.

Kulturstedet vil symbolsk markere denne overgang ved at være indrettet i en funktionstømt industribygning, der angiveligt giver en helt særlig autenticitet og originalitet til de kreative processer, der nu faciliteres på stedet.

Brugerne vil bestå af yngre mennesker – i den moderne definition af yngre mellem 18-50 år, som alle er ens, nøje tilrettelagt, skødesløst påklædt. Der vil være basketball, strand-volleyball, skateramper eller parkour, der ansporer til aktivitet på samme tilfældige, arrangerede måde.

Der vil være værksteder og kreative start up-virksomheder – måske endda en innovationshub – hvor man kan omsætte de originale ideer til produkter. Fra kultur til faktura.

Der vil være en café med fokus på bæredygtighed og årstidens grøntsager. Ofte vil den være indrettet med et miks af råt, ubehandlet træ, patinerede borde, sorte tavler med håndskrevne menuer og forskellige retrogenstande. F.eks. en pladespiller, der signalerer autenticitet.

Der vil være et eller flere LABs: ArtLAB, ScienceLAB, Innovation LAB, Creativity LAB, FabLAB. LABs skal der til og helst med versaler, så vi forstår budskabet.

Der vil være forskellige deleøkonomiske tiltag.

Du vil kunne nyde din flat white fra den trehjulede scooter i en tilknyttet urban garden med pallemøbler og selvbyggede krydderurteskjulere.

Der vil være en ubemandet økologisk eller biodynamisk bod med grøntsager med meget lange oprindelseshistorier, hvor du kan betale med mobilepay. Det vil blive udlagt som en tillidsskabende øvelse, der skal vise, at vi mennesker kan stole på hinanden. Sådanne boder har i øvrigt stået rundt om på landet så langt tilbage, jeg kan huske – blot ikke omkranset af helt så mange ord og med kontant afregning.

Der vil være åbne kreative kontormiljøer, hvor man kan indhøste tværfaglige synergieffekter og komme i kreativ flowtilstand. Enkeltmandskontorer hører fortiden og triste, jyske, mellemstore produktionsvirksomheder til, hvor man drikker filterkaffe fra Cafax, mens man afventer den uundgåelige udflytning til Kina.

Der vil være grafitti. Ikke spontant opstået tilfældig grafitti, men smagfuld grafitti skabt af kunstnere, der udtrykker, at de er vældig meget imod noget. Her kan man blive fotograferet foran, mens man ser på tværs af kameralinsen og visionært ud i horisonten og signalerer rå krea-lækkerhed.

Mindfulness for alle

Muligvis vil der være en »støvet« kommunal institution, man har ment, skulle være mere street. Oftest et bibliotek eller museum. Men som udgangspunkt vil man ikke beskæftige sig med fortid, kulturarv eller andre altmodisch, innovationshæmmende emner på stedet.

Hvis man gerne vil vide mere om den industribygning, der angiveligt besjæler de kreative processer med uniqueness og autenticitet, går man skuffet derfra. Det handler om nutid, fremtid og innovationsprocesser. Hvis man ikke er nok til stede i nutiden, er der mindfulness for alle hver mandag kl. 8.15, hvor man kan være ekstra meget til stede i nuet.

Du kan som voksent menneske med en kritisk bevidsthed måske have det lidt anstrengt med den street edgy kommune, ligesom det kan gøre lidt ondt at se en 41-årig mand i skatertøj.

Men her er på et dybere niveau tale om lidt af et paradigmeskift for kulturpolitiken. Nedtonet eller helt væk er oplysning, fortid, kulturarv og det at blive placeret i et kulturelt, historisk fællesskab.

Ind er kommet innovationskompetencer, iværksætteri, en følgagtig iver efter at blive forbundet med noget angiveligt kreativt og en seriel tænken ud af boksen på præcis samme måde som alle de andre. Endda serveret i en æstetisk indpakning, som om det er uartig modkultur på kanten af det etablerede, selv om det reelt er trivielle negationer og servil, policy-understøttende medkultur, der skal brande byerne som værende med på bedagede 0’er-tanker om det kreative vidensamfund, hvor produktion bare er noget, der foregår i Kina, mens vi får ideerne i Vesten.

Værst er dog, at man henvender sig til »brugerne« på samme måde, som den empatiske, indfølende HR-medarbejder henvender sig til dig i arbejdslivet: Hvilke værktøjer har du brug for at forløse dine innovationspotentialer? Skulle kulturen i virkeligheden ikke tale til os på en anden måde og give os et andet blik på verden end det kompetencefokuserede selvudviklingssprog, vi allerede kender så godt fra arbejdslivet?

David H. Olsen er museumsinspektør, Danmarks Industrimuseum.