Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Derfor elsker alle Elbæk men ingen Aalbæk

Foto: Ida Marie Odgaard og Kasper Palsnov.  
Læs mere
Fold sammen

Alle elsker Elbæk. Ingen elsker Aalbæk. Det har sin forklaring.

De er forskellige. Væsensforskellige, vel at mærke. Det er »same same but different«, siger de kloge. Lad mig forklare de forskelle, som gør en forskel.

Aalbæk er klam. Elbæk er kreativ. Den ene hedder Ålen. Den anden har et stort grønt Å. Den ene er uden for pædagogisk rækkevidde. Den anden er pædagogen, som rækker ud til alle.

Den ene har meget små tænder og meget lidt hår på hovedet. Den anden har meget store tænder og meget hår på hovedet. Den ene stikker en mikrofon i trusserne på de ansatte. Den anden et kamera.

Den første er i gang med noget klamt grams. Den anden tror da bare, at det er et kunstprojekt. Den ene er selvfed på en ufed selvhøjtidelig måde. Den anden er selvfed på en fed uhøjtidelig måde.

Den ene sender julekort ud med stiv lem med nissehue. Den anden hjælper med at hænge billeder op med slappe tissemænd på en homobar. Den ene inviterer medarbejdere i nøgensauna og giver smæk. Den anden inviterer medlemmer til swinger-rock i et darkroom uden smæk.

Den ene har samlet alverdens gøglere for at lave en film. Den anden har samlet alle gøglerne for at lave politik. Den ene har en god ven med fobier. Den anden har en god ide til at helbrede alle fobier.

Den ene spiller dårligt på klaver. Den anden danser dårligt. Den ene beder folk om at muge ordentligt ud i hønsegården, før de bliver fyret. Den anden fyrer folk, der ikke muger ordentligt ud i medierne. Den ene griner ondt. Den anden griner hyggeligt.

Den ene har en svømmepøl og kalder sine elever »småtter«. Den anden har en højskole og kalder sin elever kaospiloter. Den ene lever af folks skattepenge. Den anden lever af folk, som ikke betaler skat.

Den ene går i badekåbe og ryger cigar. Den anden går i badutskørter og dyrker yoga. Den ene bliver korsfæstet i »Deadline«. Den anden helgenkåret i »Deadline«.

Den ene er et udtryk for gammeldags ledelse. Den anden er udtryk for hypermoderne hyperkompleks selvledelse. Den ene er detroniseret. Den anden er elektrificeret.

Den ene har fået mundkurv på. Den anden har fået sympati på Facebook. Den ene kan aldrig tilgives. Den anden kan blot skrive: Jeg fejler aldrig med vilje eller med ond vilje, og så er det ikke længere en fejl.

Den ene er færdig. Den anden er en fest, for han skriver jo bare: Jeg er en fejlbarlig politiker, jeg er et fejlbarligt menneske, og jeg står i spidsen for et uperfekt Alternativet.

Sådan skal det være. Det er stadig bedre end alternativet. Elbæk råber selv igen og igen fra dansegulvet omgivet af kaospiloter i grønne sparkedragter: If I Can’t Dance, I Don’t Want To Be Part Of Your Revolution.

Jeg har bare lyst til at råbe tilbage: If I Can’t Spot The Difference, I Don’t Want To Be Part Of Your Revolution. Det gør nemlig en forskel for mig, at forskellen ikke gør den store forskel.

Timme Bisgaard Munk er redaktør, ph.d.