Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Dansk europa-rekord i dummebøder

Morten Engelbrecht, Letbanker.dk Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan vil man i Danmark fastholde og tiltrække nye brugere af den kollektive trafik, når man i fremtiden vil indføre et rejsekortsystem, der er svært for mange forbrugere at håndtere?

De sidste nye tal viser, at Rejsekortet A/S har udskrevet over 2.600 dummebøder dagligt til rejsende i tog, metro og busser, som har glemt at stemple ud med deres rejsekort. Hertil kommer et uvist antal rejsende, der har fået bøde for at glemme at tjekke ind igen, når de f.eks. skifter fra tog til metro.

Det har givet Rejsekortet A/S en ekstra indtjening på over 40 millioner kr. i 2014 indtil nu. Jeg kender ingen andre billetsystemer, der henter så mange ekstra penge op af borgernes lommer i forhold til befolkningens størrelse.

Alligevel stopper salget af de populære klippekort til februar, selv om det er et system, der er meget brugervenligt. Alternativet til f.eks. de mange ældre, der ikke kan håndtere Rejsekortet med dets faldgruber, er i fremtiden, at de f.eks. skal købe en billet til to zoner i hovedstadsområdet til 24 kr. Prisen for nøjagtig den samme ydelse er med et klippekort 15 kr. Hvis de ønsker at køre med Metro alene, kan de ikke købe billetter på stationerne.

Prag har et forbilledligt billetsystem. Det erfarede jeg i sommer, da jeg var på ferie. Som turist kan man købe en- eller tredagesbilletter, der koster ca. 35 kr. om dagen til ubegrænset kørsel. Billetterne kan købes på metrostationer eller i kiosker.

De skal blot stemles én gang i forbindelse med den første rejse. Så kan man køre ubegrænset uden problemer med at tjekke ind eller ud. Prag har 1,4 milion indbyggere og er dermed på størrelse med Storkøbenhavn. Derfor er en direkte sammenligning mulig.

Byen har 21 sporvognslinjer og tre metrolinjer, som transporterer ca. 500 millioner passagerer om året. Foruden et brugervenligt betalingssystem, har Prag et moderne kollektivt bytrafiknet, som tiltrækker mange bilister. Det begrænser trængslen og forureningen i byen i lighed med 200 andre europæiske byer.

Det man oplever i Prag og i mange andre storbyer i Europa er en hurtig ind- og udstigning af sporvogne og busser uden at tjekke ind eller ud. Foruden et brugervenligt kollektivt bybanenet har man et brugervenligt periodekortsystem, hvor pendlerne kan indbetale via betalingsservice til ubegrænset kørsel. Man kan betale for en, tre, fem eller 12 måneder ad gangen. Unge, studerende og pensionister betaler halv pris, og ældre borgere over 70 år kører gratis.

Der er selvfølgelig periodevis billetkontrol, men indbyggerne tager deres bybanesystem og betalingsformen hertil som en naturlig del af hverdagen, uden at vide, hvilke trængsler deres europæiske medborgere i Danmark er udsat for.

Tænk hvis man havde indført Rejsekortet i Prag, med de mange passagerer der ved hvert sporvogns- eller busstoppested stiger på og af. Sikken et kaos ved ind- og udtjekning.