Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Ane Cortzen: Vores ting bor bedre, end vi gør

København kæmper med trængsel og stigende boligpriser. Alligevel bruger vi dyrebare kvadratmeter med god beliggenhed til bygninger, hvor vi opbevarer de ting, vi ikke selv har plads til.

Der bør slet ikke ligge lagerhoteller på værdifulde kvadratmeter inde midt i byen – uanset deres udformning. Her skal der leves, ikke opbevares. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Der er noget forkvaklet over, at vi mennesker har det med at samle os i tætte bunker på planeten. Byerne vokser og vokser, mens der bliver mere og mere øde ude på landet. Det er jo ikke en ny udvikling – der er altid blevet vandret mod byen, hvor mulighederne for vækst og succes findes. Men det er en udvikling, som har stået på så længe og så massivt, at det begynder at være mere end problematisk.

I 1800-tallet boede kun tre procent af verdens befolkning i byer. I slutningen af det 20. århundrede var det tal steget til 47 procent. FN anslår, at i 2030 vil tre ud af fem mennesker bo i byen.

Ane Cortzen Fold sammen
Læs mere

Lige nu er der 47 såkaldte megabyer – byer, hvor der lever mere end ti millioner mennesker. Kina alene har 15 megabyer, Indien har seks. I de største megabyer, Tokyo, Jakarta og Shanghai, bor der mere end 30 millioner indbyggere.

Det siger sig selv, at vi ikke kan leve så tæt uden en række massive problemer til følge. Slum, kriminalitet, hjemløshed, trafikpropper og luftforurening vokser markant. Boligpriserne stiger urimeligt, de grønne områder skrumper, livet mellem husene forringes.

København er med sine 1,3 millioner indbyggere endnu meget langt fra at være en megacity – også selv om befolkningstallet er steget med over 20procent siden 2009. Byen bryster sig da også af at være en af de grønneste og mest »livable« steder i verden. Vi cykler rundt som gale, bader i havnen og soler os i Kongens Have, mens børnene leger trygt ved siden af. Alt er så fint. Og så alligevel ikke. For også København kæmper med stigende boligpriser og trængsel.

» Vi, der bor i byen, har for mange ting og for lidt plads.«


Et symptom på dette, er de allestedsnærværende lagerhoteller, som i disse år dukker op overalt. Vi, der bor i byen, har for mange ting og for lidt plads. Derfor betaler vi velvilligt mange hundrede kroner om måneden for, at et firma i byen kan bruge kvadratmeter på at opbevare nogle af alle de ting, som vi ikke selv har kvadratmeter nok til at opbevare. Temmlig ironisk. Og for at det ikke skal være løgn, er nogle af de nyeste bygninger som lagerfirmaet Pelican har ladet opføre – blandt andet ved Kastellet og i Nordvest – bygninger af høj, arkitektonisk værdi, udført med sans for gedigne materialer og smukke bygningsdetaljer. Begge huse er mesterligt tegnet af Entasis Arkitekter, og der er tydeligvis ikke sparet på noget. Modsat de utallige boligbyggerier, som skyder op overalt, hvor kvaliteten virkelig er foruroligende lav, både hvad angår materialevalg og rummelighed. Og her skal der vel at mærke bo mennesker og ikke ting.

Det burde i den grad forholde sig stik modsat. Der bør slet ikke ligge lagerhoteller på værdifulde kvadratmeter inde midt i byen – uanset deres udformning. Her skal der leves, ikke opbevares. Jeg tvivler på, at mormors mågestel, de aflagte sommerdyner og den gamle dartskive sætter pris på fint formede facader og friarealer beplantet med højstammede træer. Det er til gengæld tiltag som fint kunne anvendes blandt de nyeste af Københavns boligkvarterer med stor taknemmelighed til følge.