Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

Vi er i ly for stormen på udkig efter et lys i horisonten

Uanset hvordan man vender og drejer de finansielle markeder, har 2022 indtil videre været et udfordrende år for investorerne. Stort set alt er faldet i værdi, hvis man ser bort fra råvarer.

Investorerne har i år haft grund til alvorlige miner, og der er ikke meget optimisme at spore rundt omkring. Olieprisen tegner sig dog for et af de ellers få lyspunkter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I slutningen af 2021 var mit udsyn, at 2022 ville byde på en hård begyndelse for markederne. Den fik vi. Dog forventede jeg også, at den massive modvind ville lodde af et stykke inde i året. Dette har endnu ikke været tilfældet – desværre. Tværtimod er stormen taget til og rusker for tiden grundigt i markederne.

Har vi så bedre tider foran os? På den korte bane er svaret nej.

Derfor gør mange investorer også klogt i at søge ly for stormen i stedet for at kaste sig ud i den. Ventetiden kan med fordel bruges på at holde øje med tegn, der kan indikere, at et skifte er undervejs.

Retningen for de finansielle markeder er for tiden dikteret af tre hjørnesten: Vækst og inflation samt hvilken vej for pengepolitikken de største centralbanker følger.

Først væksten. Her ser det udfordrende ud – sagt med et pænt ord – for vi står med en vis sandsynlighed over for en global recession. Vækstkurven er tynget af en række chok, og som jeg ser det, er de afgørende chok den voldsomme stigning i inflationen og den stramning af pengepolitikken, som centralbankerne har gennemført.

Det er temmelig ubehageligt for væksten, at inflationen udhuler forbrugernes købekraft markant. Selv med et stærkt økonomisk comeback efter pandemien – og dermed også stigende indkomster – har for eksempel elprisernes himmelflugt betydet, at omkostningerne for mange forbrugere stiger hurtigere end indkomsten. Med faldende købekraft følger faldende efterspørgsel fra forbrugerne – et hårdt stød til økonomierne og global vækst.

Et andet chok kommer fra verdens toneangivende centralbanker, der hæver renterne. Det virker efter hensigten og dæmper den økonomiske aktivitet. Jeg forventer, at det vil medvirke til at tynge væksten i de kommende kvartaler.

Og hvad så med inflationen?

Det bringer os til den anden hjørnesten, inflationen. Når det kommer til at vurdere udviklingen i inflationen, er markederne delte. For mig at se står vi – i hvert fald i den kommende tid – over for en mere moderat version af det larmende poltergejst, der hidtil har tiltrukket sig opmærksomhed og har drevet markederne i år. Jeg tror på aftagende inflation, fordi vi først og fremmest ser, at problemer på udbudssiden af økonomien endelig aftager.

Dermed er det desværre også slut med de gode nyheder. Dykker man ned under overfladen på økonomien, er konklusionen desværre, at selv om inflationen bliver lavere, så forbliver den over de målsætninger, centralbankerne sætter for den.

Dette vil presse centralbankerne i en bestemt retning, og hermed er vi fremme ved tredje hjørnesten, centralbankernes pengepolitik.

Høgene flyver højest

Forenklet sagt skelner man mellem dem, som går ind for en stram pengepolitik – høgene – og dem som har tendens til lempelig pengepolitik. Her ser vi et klart overtag blandt høgene, for det er stadig rovfuglene, der dominerer.

Alt tyder for mig at se på, at centralbankerne samlet set vil stramme skruen yderligere. Det er værd at lægge mærke til, at selv om man allerede havde gennemført flere stramninger, som tydeligvis var begyndt at udmønte sig i revner i økonomien, valgte den amerikanske centralbank, Fed, på sit møde i juni at hæve renten med hele 0,75 procentpoint.

Med det mest markante enkeltstående rentehop i næsten tre årtier sendte man et klart signal: I nærmest alle økonomiske cykler i mands minde, hvor centralbanken har strammet, har man i det mindste sænket farten, når det begyndte at knage og brage uheldsvangert i udkanten af økonomien.

Ikke denne gang. Denne gang er det åbenlyst anderledes. Centralbankerne er på ingen måde ved at strække våben i kampen mod inflation – og det gør investorerne klogt i at holde sig for øje.

Som jeg ser det, er centralbankernes tro på, hvad væksten kan modstå af tiltag fra deres side, for høj. Min forventning er, at global vækst vil aftage mere, end centralbankerne mener, og derfor vil centralbankernes kurs over de kommende måneder fremstå meget stram.

Svært at skifte kurs

Når vi ser på de tre hjørnesten for markedet – vækst, inflation og centralbankernes pengepolitiske kurs – står vi på et relativt solidt fundament. Det er dog ikke på en positiv måde, for vi står fastlåst og vil have svært ved at skifte kurs, hvis det er påkrævet.

Den høje inflation dikterer centralbankernes retning, mens væksten lider. I det scenario er det på ingen måde rart at være investor i aktiemarkederne – eller for den sags skyld de fleste andre steder.

Og hvornår vender det så? Finansmarkederne vil nok kræve en ende på den nuværende æra med stramninger fra centralbankerne eller klare indikationer på bedring for væksten, før det for alvor vender.

Som jeg ser det, står ingen af disse begivenheder lige for døren – snarere tværtimod, for centralbankerne er på det seneste kun blevet mere høgeagtige.

For at få centralbankerne til at skifte kurs kræver det ganske markante signaler. Inflationen skal ned på et niveau, de kan leve med, og dette vil mest sandsynligt kræve, at arbejdsmarkedet går fra ganske varmt til ret koldt. Det er i så fald langtfra en rar tid, vi står over for.

Olie og gas i hovedrollerne

Er der lyspunkter i mørket? Her er prisen på olie et vigtigt pejlemærke.

Olieprisen har det med at falde, når væksten gør det samme, og dermed kan faldende vækst i det mindste bidrage positivt på denne måde.

Man kan også håbe på, at de væksttiltag, Kinas enorme økonomi udsættes for fra politisk side, vil være med til at stimulere efterspørgslen, der har brug for al den hjælp, den kan få.

Skal man male med den mørke pensel, skal man dog blot se mod Europa. Her har mangel på gas længe været en særdeles reel bekymring, og de seneste uger er frygten kun blevet endnu mere håndgribelig. Står Europa over for en rationering af gas, der vil begrænse industriens aktivitet, står vi med et sæt ganske grumme, globale konsekvenser: Yderligere vækstfald og endnu mere inflation.

Samlet set er det overordnede billede, at det nærmeste, vi kommer lyse udsigter, er sommernætterne, vi ser ind i. De står i skærende kontrast til finansmarkedernes dunkle toner.