København sidder med løsninger på kriminaliteten

Københavns Kommune har i en bestilt rapport fra fagfolk fået 57 anbefalinger til, hvordan den kriminalpræventive indsats kan forbedres. Men knap en tredjedel af forslagene har kommunen valgt ikke at lytte til.

Brændende biler og containere i gaderne, fik kommunen til at bede fagfolk om råd til at styrke den kriminalpræventive indsats. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Biler brænder. Flammer blafrer op af containere. Brosten flyver gennem luften med sigte mod biler og busser. Det var situationen i Tingbjerg i København i weekenden, hvor unge igen gjorde hverdagen usikker for københavnerne. Men faktisk er det muligt at løse problemerne.

I en rapport fra LG Insigth sidste sommer, som Københavns Kommune bestilte på baggrund af de gentagne uroligheder med de unge, skriver fagfolk 57 forslag til løsninger.

Men 20 af anbefalingerne har kommunen ikke gennemført. Det fremgår af det seneste interne arbejdspapir på området fra Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, som berlingske.dk er kommet i besiddelse af.

- Kommunen går i forsvar lidt for mange steder i stedet for at tage kritikken til sig, siger sociolog og professor Dominique Bouchet, Syddansk Universitet, som har forsket i organisationer og ungdomkulturer, efter han har læst rapporten og arbejdspapiret igennem.

Han mener dog, at det iværksatte arbejde virker seriøst.

Samarbejde er vejen frem
Fagfolk fremhæver i rapporten, at skoler, sociale myndigheder og politiet (SSP) i højere grad bør samarbejde med frivillige aktører for at forbedre indsatsen, men det har SSP ikke prioriteret, fremgår det af arbejdspapiret.

Ligeledes har kommunen heller ikke valgt at forbedre koordineringen i forhold til større boligsociale tiltag, som de kriminalpræventive aktører har foreslået i rapporten.

- Der er begrænset ressourcer i vores budget. Der er kommet flere børn, så der skal bygges flere daginstitutioner, og der er kommet flere handicappede. Det koster alt sammen penge. Jeg synes, vi er kommet rigtig godt i gang, men det er klart, at arbejdet langt fra er slut endnu, siger Anne Vang (S), medlem af økonomiudvalget.

Problem i systemet
I rapporten fra LG Insigth står der også: De kriminalpræventive aktører vurderer, at der i Københavns Kommune er godt 20-30 unge, der udgør en alvorlig risiko for eget og andre borgeres liv og helbred. Disse unge bør identificeres, og der bør iværksættes dækkende indsatser over for dem, hedder det i rapporten.

Men Socialforvaltningen kan ikke genkende problemet, og det undrer Bouchet.

- Der er et problem i systemet. Man prøver at neddæmpe det, der kan ligne en kritik, og prøver at gå i forsvar i stedet for at undersøge det nærmere. Man burde identificere de steder, hvor man går i forsvarsmekanisme, det vil give pote.

Anne Vang mener dog, kommunen har fået styr på de unge, og siger:

- Nogle af punkterne, som ikke er blevet sat i gang endnu, vil blive taget op i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2010.