I rollen som statsministre mangler de begge den teflon, som får kritik og møgsager til at prelle af. Om Nyrup lød det, at fik han øje på en skidt sag, kunne man være sikker på, at han lynhurtigt løb derhen og blev fedtet ind i den. Eller som en af hans nærmeste ministre engang sagde: »Han handler intuitivt« - og så holdt vedkommende en kunstpause, inden tilføjelsen faldt - »forkert«.
I stedet for at sætte dagsordener lod Nyrup sig drive rundt i manegen, små sager voksede sig store, meningsmålingerne var dårlige, og til sin store frustration kunne han ikke håndtere mediepresset. I perioder tonede han derfor frem som en tragisk skikkelse, som sad bøjet over sagsmapperne i Statsministeriet fra tidlig morgen til sen aften. En overmenneskelig arbejdsindsats præsterede han - uden at blive belønnet. End ikke hans faglige indsigt og kompetence nåede rigtigt ud til danskerne.
Det synes næsten unødvendigt at nævne pointen - nemlig, at Lars Løkke Rasmussen på samme vis har arbejdet i døgndrift og kæmpet indædt for at bringe Danmark gennem et af de værste økonomiske tilbageslag siden 1920erne. Han har arbejdet solen sort, og han har præcis som Nyrup indiskutable forcer.
I løbet af de mange interviewsessioner med Lars Løkke Rasmussen, som danner baggrund for min nye bog »I orkanens øje«, var det slående, i hvor høj grad han formåede at analysere en række af de afgørende udfordringer, som det danske velfærdssamfund står overfor. Alligevel opfattes han af mange fortsat som »Lille Lars fra Græsted«, »Vikaren« eller som en famlende Nyrup-figur, for hvem tingene tit går i fisk.
At der er langt til den Anders Fogh Rasmussen, som regerede Danmark med minutiøse drejebøger, skarptskårne budskaber og hård disciplin i VKO-lejren, er åbenbart. Også for de Venstre-folk, som i denne weekend er samlet til landsmøde i Odense Congress Center. De vil selvfølgelig ikke sige det højt, men en del drømmer sig tilbage til de gode dage under Fogh, og de glemmer gerne, at Løkke på stort set alle fronter har haft langt større udfordringer at kæmpe med end forgængeren.
Alt dette ved Lars Løkke Rasmussen. Alligevel kan han finde et enkelt lyspunkt i sammenligningerne med Poul Nyrup Rasmussen. Begge er de politikere af den gamle skole, som selv evner at udtænke løsninger, udforme politiske planer og gennemskue kompliceret økonomi.
I 1990erne fik Nyrup succes med sine indgreb - designet i tæt samarbejde med finansminister Mogens Lykketoft og økonomiminister Marianne Jelved - og han formåede at »knække kurver«, som han formulerede det. Ikke mindst kurven over arbejdsløsheden.
Dagens økonomiske udfordringer er langt større end dengang, men Løkke har grund til at håbe på, at økonomien kommer op i højere omdrejninger, og at det vil smitte af på beskæftigelsen. Det betyder ikke, at udfordringerne er klaret. Tværtimod vil der i en lang periode være behov for en stram styring af de offentlige udgifter og reformer, som kan øge arbejdsudbuddet. Men Løkke kan over for vælgerne påpege, at regeringen har handlet ansvarligt, og han kan genoptage angrebene mod oppositionens økonomiske planer. Det vil ikke i sig selv kunne sikre den valgsejr, som synes længere væk end nogensinde, men et tilbageblik på Nyrups tid viser, at en regeringschef, som står til at indkassere et sikkert nederlag og miste magten, kan vise sig at have flere liv, end både vælgere og iagttagere forventer.
Om Løkke også på dette punkt laver en »Nyrup«, er tvivlsomt. Men han kan håbe, at det værste er overstået efter en elendig start på folketingsåret, og han kan lune sig en smule ved tanken om, at han bestemmer tidspunktet for valget. Som Nyrup demonstrerede, gælder formkurven på valgdagen altid i politik.
