Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Fagbevægelsen kan ikke overleve på klassiske værdier som solidaritet og fællesskab alene.
Uden flere og bedre individuelle produkter på hylderne er kampen tabt. Sådan lyder det nu fra ét af LOs største forbund HK. Talerne om de historiske sejre har ikke formået at stoppe medlemsblødningen, men har tværtimod fastholdt fagbevægelsen i en fjern fortid, lyder det.
»Vi må indse, at det ikke er nok bare at tilbyde medlemmerne en overenskomst. Derfor bliver vi nødt til at bygge oven på med langt bedre individuelle tilbud, så medlemmerne direkte kan se, hvad de får ud af deres kontingent,« siger HK-formand Kim Simonsen forud for forbundets kongres.
Han vil stoppe medlemstabet med tilbud om blandt andet personlig karriererådgivning, chatfunktioner og en udvikling af de lønforsikringer, som HK i dag tilbyder. For indholdet skal forbedres, mener han.
»Du kan ikke vinde på bedre kommunikation, hvis ikke indholdet af det, du sælger, er godt nok. Det har vores ikke været, og det skal vi forbedre nu,« siger formanden, der går til valg på at stoppe medlemstabet.
Afviser gul kopi
Det er ikke kun lønmodtagernes individuelle behov, der de senere år har gjort det svært for fagbevægelsen. Det har også kampen for at få et bestemt politisk parti til magten.
»Vores traditionelle tilhørsforhold til Socialdemokraterne er ikke længere nogen garanti for en politik, der udelukkende er i medlemmernes interesse,« siger Kim Simonsen, som nævner den øremærkede barsel, efterlønnen og forkortelsen af dagpengeperioden som de største skuffelser.
Men på trods af de nye toner er det forkert at tro, at alle tanker om solidaritet og historie er glemt. Fagbevægelsen skal fortsat forhandle overenskomster, og HK har ikke i sinde at konkurrere på prisen med de billigere, gule fagforeninger.
»Det her handler ikke om at kopiere de gule. Deres produkt har ingen værdi, for de har ikke noget fællesskab og ingen overenskomster at bygge videre på. Men de har været dytige til at markedsføre sig. Vi skal også være bedre til at vise folk, hvad vi kan,« siger han.
Fagbosser bakker op
Udmeldingerne vinder genklang hos andre LO-forbund, der erkender, at de ikke har været gode nok til at vise medlemmerne, hvad de kan få for kontingentkronerne. Blandt andet Dansk Metal, der har haft fokus på personlig medlemsservice i nogle år – senest med sin egen jobformidlingsservice.
»Vi har udviklet vores forskellige servicetilbud i flere år efterhånden, så det her er ikke nyt. Men det er rigtigt, at vi ikke har været gode til at synliggøre vores tilbud over for medlemmerne og offentligheden. Vi kommer til at gå meget mere i den retning fremover, for vi står nu med et markant pres fra de gule fagforeninger, som både danske politikere og EU har hjulpet godt på vej,« siger Claus Jensen og peger på blandt andet fradraget fra faglige kontingenter, og EUs forbund mod eksklusivaftalerne.
FOA-formand Dennis Kristensen, der med sine offentligt ansatte medlemmer skiller sig ud i LO, har ofte revset sine kollegaer, som, han mener, har sovet i timen. Her vækker HK-udmeldingen stor begejstring.
»Jeg har sagt i mange år, at vi har været for selvfede, og det er jeg glad for, at HK også synes. Vi har også i FOA skarpt fokus på service og medlemstilfredshed,« siger Dennis Kristensen.
Han glæder sig samtidig over, at HK nu løsner på båndene til Socialdemokraterne, selv om partistøtten formelt blev afskaffet med Ny LO-strategien i 2003.
»Medlemmerne skal ikke være afhængige af, hvad formanden stemmer,« siger han og understreger, at overenskomsterne stadig er kernen i FOAs arbejde.
Hos det mindre industriforbund Fødevareforbundet NNF er det kollektive fortsat i højsædet.
»Vi har nogle helt andre medlemmer end HK. For os handler det i øjeblikket om at kæmpe for flere arbejdspladser, for det er den største årsag til vores medlemstab. Vi har selvfølgelig også fokus på medlemsservice, men den overordnede kamp for arbejdspladser har vi valgt at kæmpe kollektivt for,« siger forbundsformand Ole Wehlast.