Brysternes forkæmper

Som professor ved Københavns Universitet forsker Nils Brünner blandt andet i at forbedre behandlingsmulighederne for brystkræftpatienter. Et job, som for ham er det bedst ønskelige. Især når telefonen ringer to gange på en dag, og meddelelserne er glædelige.

Nils Brünner er ikke glad for de administrative byrder, der ligger på en professors skuldre. Foto: Erik Refner
Læs mere
Fold sammen

Der var et ubesvaret opkald på telefonen. I frokostpausen ved seminaret trykkede han på opkalds-tasten til det telefonnummer, som havde ringet forgæves. Et opkald, som viste sig at sprede glæde blandt ham og kollegaerne resten af dagen. Ja, faktisk resten af ugen, måneden, året og de efterfølgende år. En halv time efter ringede telefonen igen. Denne gang tog han den. Endnu et glædesbringende budskab over telefonen.

De to opkald gjorde så stor en forskel, at det var den dag for cirka fire år siden, som professor Nils Brünner betegner som en af de bedste dage i sit job.

Nils Brünner er professor i patologi og biomedicin ved Institut for Veterinær Sygdomsbiologi ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, hvor han primært forsker i brystkræft. Et job, som han betegner som sit drømmejob. Men for at kunne drive forskning skal der penge til. Og derfor var dagen for fire år siden helt speciel.

Det første opkald var en bevilling til et grundforskningscenter på 16 mio. kr. Det næste opkald var 15 mio. kr. fra Strategisk Forskningsråd til et andet center.

»Det var for vildt. Jeg blev fuldstændig forvirret og kunne ikke finde ud af bygningen, selv om der ellers skal meget til at forvirre mig,« siger 61-årige Nils Brünner og fortæller, at det ikke er hverdagskost at få to store bevillinger på én dag.

»Bevillingerne åbnede en masse muligheder for at få forsket endnu mere i kræft,« siger Nils Brünner.

Banebrydende resultat

Det mest banebrydende resultat, han har været med til, er, at hans forskergruppe har bidraget til at skabe grundlaget for, at man i fremtiden vil være i stand til at skræddersy behandlingen af brystkræft og tyktarmskræft til den enkelte patient og dermed forhåbentlig redde liv.

»I dag får kræftpatienter den samme behandling, men den virker ikke i alle tilfælde, mens stort set alle patienter får bivirkninger. I vores forskning afkoder vi generne i kræftknuder, og vi har fundet gener, der mere præcist kan fortælle, hvilken type kemobehandling, der har størst sandsynlighed for at hjælpe den enkelte kræftpatient,« fortæller professoren.

Forskerteamet har på den baggrund udviklet analysemetoder til at finde den rigtige behandling til hver enkelt patient. I øjeblikket er de ved at teste resultaterne i samarbejde med onkologiske afdelinger i Danmark, og Nils Brünner håber, at den nye praksis kan blive anvendt alle steder inden for de kommende år.

Professoren bestemmer

Det er ikke professoren selv, som står begravet med hovedet nede i genprøverne i laboratoriet. Han leder derimod forskergruppen og bestemmer, hvad der skal forskes i. Netop muligheden for selv at kunne bestemme er en faktor, som gør jobbet som professor til et drømmejob for Nils Brünner.

»Jeg vil gerne bestemme, i hvilken retning vi trækker forskning. Når jeg får ideer, gælder det for mig om at motivere medarbejderne til at udføre dem. Hvis jeg kan få dem til at blive lige så begejstrede som jeg selv, så er vi godt på vej,« siger han.

Ideerne til forskningen får han på alle mulige tidspunkter. Når han cykler til og fra job, læser faglige artikler, er til møder, og når han ligger på ryggen og er ved at falde i søvn om aftenen.

»Fint at være professor«

En anden faktor, som han værdsætter højt i jobbet som professor, er friheden.

Nils Brünner er oprindeligt uddannet læge og har arbejdet på kræftafdelingerne på både Bispebjerg Hospital, Rigshospitalet og Herlev Hospital. Efterfølgende har han taget en forskeruddannelse i molekylærbiologi i USA.

»Da jeg mødte på hospitalet, var der sat patienter på, fra vi var færdige med morgenkonferencen til klokken tre halv fire om eftermiddagen. Man kom på arbejde, så behandlede man patienter, og derefter gik man hjem. Det var der ikke meget frihed i. Nu bestemmer jeg selv, hvad jeg laver,« siger professoren, som også er stolt af titlen.

»Jeg synes, at det er fint at være professor. Det er anerkendende at have fået den højeste stilling, der findes inden for forskning. Samtidig giver det lidt mere i løn,« siger han.

Den 61-årige professor fik sin stilling i 2002. Det var syv ansøger til jobbet. Bedømmelsesudvalget kiggede ansøgningerne igennem og fandt Nils og en anden kvalificeret til jobbet. Den anden blev tilbudt et professorat i Odense, hvor han kom fra, og så var der kun Nils Brünner tilbage, fortæller han.

Budgetter keder

Ud over at bestemme, hvad der forskes i, har Nils Brünner også ansvar for undervisningen, som han også selv står for i perioder. Samtidig bruger han meget energi på at vejlede ph.d.-studerende.

»Det er rigtig spændende og giver en masse energi tilbage til mig. Men udfordringen er de tilfælde, hvor det ikke fungerer. Det kan ske, hvis den studerende ikke har motivationen, og indsatsen derved bliver begrænset,« siger professoren, som også bruger en del tid på at søge penge.

»Vi lever primært af eksterne midler, da vi ikke får tilstrækkelige midler til vores forskning fra universitetet. Det er dyrt at lave forsøg og købe udstyr, så jeg bruger meget tid på at skrive ansøgninger. Det er en kontinuerlig proces,« siger han og afslutter med den opgave, som han gerne ville være foruden.

»Jeg er ikke glad for de administrative byrder, der følger med. Administration er for mig som for mange andre forskere et nødvendigt onde. Det er sjovt at få penge og anvende dem til at lave god forskning, men det er mindre sjovt at lave budgetter og regnskaber,« siger Nils Brünner.