Tegneren der kom for sent til sin egen død

Tegneren og redaktøren Renald Luzier, som overlevede attentatet i Paris ved et tilfælde, beklager, at den globale opmærksomhed har forvandlet Charlie Hebdo til noget, det aldrig har været.

Tegneren Renald »Luz« Luzier (tv.) trøster en kollega under antiterrormarchen i søndags i Paris. Luz sov over sig og kom ikke til det redaktionsmøde, der endte med massakren på satirebladet Charlie Ebdo – nu er han manden bag forsiden på det første nummer af bladet efter blodbadet. Foto: Eric Feferberg/AFP
Læs mere
Fold sammen

Onsdag den 7. januar vågnede tegneren og Charlie Hebdo-redaktøren Renald Luzier op på sin 43. fødselsdag. Han tog sig god tid og ankom derfor senere til sin arbejdsplads og det ugentlige redaktionsmøde end normalt.

Dermed blev Renald Luzier, af vennerne og i spalterne kaldet Luz, en af de første der ankom til bladet efter skudangrebet, der efterlod tolv af hans kolleger døde. Ved et rent tilfælde undgik han, hvad der med stor sandsynlighed var blevet hans egen henrettelse.

I dagene efter attentatet har Renald Luzier ikke været i tvivl om, hvorvidt Charlie Hebdo skulle fortsætte sin antiautoritære og respektløse redaktionelle linje, og onsdag udkommer satiremagasinet med en tegning på forsiden, der signalerer størst mulig trodsighed. Forsiden består af Luziers tilbagevendende figur, en skægget turban-prydet figur, der måske, måske ikke, forestiller muslimernes profet.

På trods af sit åbenlyse mod, kom Renald Luzier dog til at vise, at der naturligvis er en menneskelig side til heroismen, da han lod tårerne strømme frit.

»Alle siger »Jeg er Charlie« til mig, men jeg har aldrig følt mig så alene. Alle mine venner er døde,« græd han.

Trods beslutningen om at trykke dagens udgave af Charlie Hebdo i tre millioner eksemplarer har Renald Luzier det svært med den enorme opmærksomhed, der nu tilflyder hans gøren og laden, og det skyldes ikke den åbenlyse risiko som den medfører.

»En tung symbolik er blevet lagt på vores skuldre, en symbolik der ikke findes i vores tegninger og som er ude af vor kontrol,« sagde han til rock- og kulturmagasinet »Les Inrockuptibles«, et andet blad han selv har været med til at starte op.Renald Luzier betoner dermed den kontrast, der er mellem Charlies Hebdos tegninger, der både kan være fækale, genitale og infantile, og den hædersplads i ytringsfrihedens tempel som bladet er blevet tildelt af verdens opinionsdannere.

»Vi er blevet pålagt et symbolsk ansvar, som ikke er en del af Charlies tegninger. I modsætning til tegnere i den angelsaksiske verden eller Plantu (»mild« fransk tegner, red.), ønsker Charlie at bekæmpe symbolisme. Fredsduer og andre metaforer om en verden i krig er ikke vores kop te. Vi skildrer konkrete detaljer i fransk politik ud fra en særlig fransk humor,« siger Renald Luzier, der sammenligner Charlie Hebdos arbejdsmetoder og tone med rockens rebelske punkbevægelse.

En kynisk idealist

Trods sin relative unge alder, er Renald Luzier helt på linje med sine afdøde, ældre kolleger. Han er rundet af ungdomsoprøret, der i Frankrig nærmede sig borgerkrigslignende tilstande i maj 68, og er vokset op på en venstrefløj, der er blevet stadigt mere kynisk i forhold til idealerne.

Punkattituden har aldrig fornægtet sig, og den viste sig blandt andet, da Luz under mindemarchen ikke kunne tilbageholde et stort grin, da en due lagde en klat på Frankrigs præsident, François Hollande.

I samme ånd afviste Luzier også straks et forslag om, at anbringe de dræbte tegnere i Frankrigs nationalmausolæum, Panthéon, hvor også Voltaire, Victor Hugo og Madame Curie hviler.

»Det ville være stik mod alt, hvad Charlie står for. Og at blive anbragt i Panthéon ændrede ikke noget for Madame Curie,« sagde han.