Ny Charlie Hebdo-video: Terroristerne skyder sig til flugten

En ny video fra Charlie Hebdo-angrebet viser med al tydelighed, hvor koldblodige og rolige de to terrorbrødre var under angrebet på satiremagasinets redaktionslokaler.

 

En videooptagelse fra et vindue i nærheden af redaktionen viser, hvordan Kouachi-brødrene koldblodigt skyder løs mod en politibil, der spærrer deres flugtvej.

Videoen er endnu en brik i det puslespil, som er ved at blive samlet om brødrenes flugt fra terrorangrebet. Den kan give seeren en del af forklaringen på, hvorfor det ikke lykkedes politiet at stoppe terroristerne umiddelbart efter angrebet.

Den viser i hvert fald ganske klart, at de svært bevæbnede brødre ikke havde til sinde at lade sig stoppe. Og at de ikke bekymrede sig om at tage menneskeliv for at slippe væk.

Videoen er angiveligt optaget lige efter angrebet på satire-magasinet i onsdags. Man kan se to hætteklædte mænd bevæbnet med kalashnikov-rifler. De står ved den sorte Renault Clio, de brugte som flugtbil. Bagruden er på det tidspunkt allerede skudt i stykker. Her skifter de magasiner i deres rifler og veksler et par ord. Den ene af dem råber »Vi har hævnet profeten Mohammed« gentagne gange.

Pludselig hopper begge ind i bilen igen og kører videre. Kameraet ryster voldsomt. Da fotografen igen fanger bilen, holder den stille på en smal vej. En politibil med blå blink holder 20-30 meter nede af vejen og spærrer.

Ud hopper begge terrorister åbner ild mod politibilen. Den sætter i bak for at slippe væk, men terroristerne kører efter den. Med passageren hængende ud af vinduet kører terroristerne mod politibilen. Skyder flere gange og tager så flugten.

De to brødre dræbte 12 mennesker i angrebet på Charlie Hebdo. Dagen efter skød og dræbte Amedy Coulibaly en politikvinde.

Både Said og Cherif Kouachi døde fredag, da politiet stormede den bygning, de havde forskanset sig i. Også Amedy Coulibaly døde i det supermarked, hvor han holdt en række gidsler. Fire af hans gidsler overlevede ikke.

Du kan se videoen herover.