Sverige evakuerer tolke og andre ansatte ud af Afghanistan

En gruppe afghanske statsborgere, der har tilknytning til Sverige, er lørdag blevet evakueret fra Afghanistan.

Tusindvis af mennesker søgte i august mod lufthavnen i Kabul i håb om at blive evakueret (Arkivfoto). Asvaka News/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sverige har lørdag evakueret endnu en gruppe afghanske statsborgere, der har tilknytning til Sverige, fra det Taliban-styrede Afghanistan.

Det oplyser udenrigsminister Ann Linde til det svenske nyhedsbureau TT.

Blandt dem er tidligere ansatte i det svenske forsvar - herunder tolke.

Mange lande har evakueret både egne og afghanske statsborgere, efter at den militante gruppe Taliban i august overtog magten i landet.

Det oplyses lørdag ikke, hvor mange personer Sverige har evakueret. Det fremgår heller ikke, præcis hvor i Afghanistan de er blevet evakueret, eller hvor de skal hen.

- Af sikkerhedsmæssige grunde kan vi ikke oplyse nogen detaljer om, hvordan vores arbejde udføres. Vi arbejder på at hjælpe andre grupper med tilknytning til Sverige med at komme ud af Afghanistan, skriver Ann Linde.

Taliban overtog magten i Afghanistan 15. august.

Det skete, da gruppen indtog landets hovedstad, Kabul, i kølvandet på at have indtaget en stribe provinsbyer på kort tid.

I dagene efter Talibans indtog udspillede der sig dramatiske scener i blandt andet den internationale lufthavn i Kabul.

Tusindvis af mennesker søgte hen til lufthavnen i et forsøg på at blive evakueret. De frygtede en fremtid under den militante talibanbevægelse.

Taliban har hævdet, at gruppen ikke vil holde landet i lige så stramt et greb, som det var tilfældet, sidst bevægelsen var ved magten. Det var fra 1996 til 2001.

Der har dog alligevel været ubehagelige meldinger fra Afghanistan.

Blandt andet blev fire lig hængt offentligt til skue fra kraner i den vestafghanske by Herat sidst i september.

/ritzau/TT