Somalia atter truet af sult

Ny tørkekrise truer 1,4 millioner indbyggere i Somalia, som endnu ikke har overvundet følgerne af sidste års katastrofe.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den internationale nødhjælpsorganisation Save the Children slår nu alarm over fødevaresituationen i Somalia.

Reuters citerer lederen af organisationens Somalia-indsats, Sonia Zambakides for, at mindst 1,4 million somaliere, der er flygtet fra krig og fra tørken sidste år, nu er i farezonen for igen at komme til at sulte.

- Sidste års krise efterlod en mængde somaliske familier ude af stand til at modstå konsekvenserne af endnu en tørkekrise, siger Sonia Zambakides.

Det er en dødelig blanding af krig, tørke og sen høst, der nu udløser hjælpeorganisationens alarm.

Ifølge organisationslederen er det nødvendigt i første omgang at donere flere midler til fødevareindkøb, men også til langsigtet at forsøge at hjælpe de somaliske familier til bedre at kunne modstå de tilbagevendende tørkeperioder.

En ny tørkekrise er ligeledes undervejs i det sydlige Etiopien, der sidste år sammen med Somalia blev ramt af den værste tørke i 60 år.

På det tidspunkt var flere end 14 millioner mennesker i landene på Afrikas Horn afhængige af international fødevarebistand. I dag er dette tal godt 10 millioner.