Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Mand får 12 års fængsel for forgiftet babymad i Tyskland
Fem glas med forgiftet babymad blev sidste år placeret på hylderne i forskellige supermarkeder i den tyske by Ravenburg.
Hvert glas indeholdt nok af den farveløse, giftige væske ethylenglycol til at slå et barn ihjel. Men så galt gik det aldrig.
En dengang 53-årig mand blev anholdt i sagen, og mandag blev han idømt 12 år og seks måneders fængsel for fem forsøg på manddrab og for afpresning.
Efter at have placeret den forgiftede babymad kontaktede gerningsmanden nemlig de forskellige butiksbestyrere og forlangte 11,7 millioner euro for at stoppe sine gerninger. Det svarer til cirka 87 millioner kroner.
Manden tilstod hurtigt pengeafpresningen, men har sagen igennem afvist anklagerne om drabsforsøg.
I retten understregede anklager Peter Vobiller, at det var takket være en intensiv efterforskning, »men også, for at være ærlig, en stor portion held«, at ingen børn døde af den forgiftede mad.
Den nu 54-årige gerningsmand har begrundet sine handlinger med, at han dengang indtog store mængder alkohol og smertestillende piller, og at han led af personlighedsforstyrrelsen borderline.
Hvis man har borderline, handler man ofte impulsivt og har voldsomme, svingende følelser. Men at gerningsmanden skulle lide af borderline har ikke været muligt at få bekræftet af fagpersoner. Tværtimod.
Forud for retssagen gennemgik den nu dømte mand flere psykologiske test. Ingen af testene påviste »nogen seriøs personlighedsforstyrrelse«.
I stedet har de vist, at han udviser tegn på at være »overdrevet narcissistisk«.
Den 54-årige har nu en uge til at anke dommen.
/ritzau/dpa
Saudi-Arabien afviser oliekaos i tilfælde af sanktioner
Saudi-Arabien har ingen planer om at dæmpe sin produktion eller eksport af olie, såfremt det internationale samfund skulle indføre sanktioner mod landet.
Det siger landets olieminister, Khalid al-Falih, til det russiske medie Tass ifølge NBC News.
Flere politikere i bl.a. USA har talt om at straffe Saudi-Arabien for drabet på journalisten Jamal Khashoggi.
Saudi-Arabien indrømmede i weekenden, at journalisten, der fra sit eksil i USA var en af kongedømmets største kritikere, blev dræbt under et besøg 2. oktober på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i Tyrkiet.
Indrømmelsen har ikke fået stormen af international kritik mod styret i Saudi-Arabien til at aftage i styrke.
Især den magtfulde kronprins Mohammed bin Salman er i strid modvind.
Kronprinsen har afvist at have haft kendskab til drabet på Khashoggi, men USAs præsident, Donald Trump, er en blandt flere verdensledere, som efterlyser flere svar fra ørkenstaten.
»Jeg er ikke tilfreds med det, jeg har hørt,« sagde Trump mandag til journalister i Det Hvide Hus.
Trump har tidligere truet med »meget hårde« repressalier, hvis der fremkommer beviser på, at drabet skete på ordre fra bin Salman.
Skulle det ende med, at USA og andre lande indfører sanktioner mod Saudi-Arabien, vil landet som verdens største olieeksportør have mulighed for et effektivt modsvar ved at begrænse udbuddet af olie.
Ifølge flere økonomer ville det kunne få prisen på olie til at skyde så voldsomt i vejret, at det kan lamme verdensøkonomien.
Men den bekymring lægger Khalid al-Falih tilsyneladende til ro.
Over for Tass fastslår olieministeren, at alle »rationelle« mennesker ved, hvor vigtig en råvare olie er for hele verden.
»Hvis oliepriserne bliver for høje, vil det sænke tempoet i verdensøkonomien og udløse en global recession,« siger Khalid al-Falih.
En tønde olie af typen Brent koster aktuelt godt 76 dollar.
Analysefirmaet Oxford Economics vurderer ifølge NBC News, at skulle prisen stige til 100 dollar, som følge af sanktioner mod Saudi-Arabien, vil det barbere cirka en tredjedel af den globale økonomiske vækst i 2019 og 2020. Desuden vil inflationen stige kloden over.
Kun tre lande vil ifølge Oxford Economics opnå en økonomisk fordel ved en tøndepris på 100 dollar. Det er Rusland, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.
/ritzau/
Trump: Udskældt forslag om transkønnede skal beskytte landet
USAs præsident, Donald Trump, bekræfter tilsyneladende, at hans administration arbejder på at indføre en smal definition af køn, som noget uforanderligt og alene biologisk bestemt.
Forslaget er en del af arbejdet for at beskytte landet, lyder svaret på kritikken fra præsidenten.
Mandag rapporterede The New York Times om et internt notat fra landets sundhedsministerium, som foreslår en juridisk definition af køn som enten mand eller kvinde på baggrund af de fysiske kønsorganer, børn fødes med.
Den fastlagte kønsidentitet skal derefter aldrig kunne ændres i løbet af livet, lyder det i forslaget.
Historien har efterfølgende affødt stærk kritik og demonstrationer arrangeret af fortalere for transkønnedes rettigheder.
På sociale medier er kritikken blevet fremført under hashtagget #WontBeErased (vil ikke slettes, red.) med henvisning til, at forslaget underkender transkønnedes kønsidentitet.
Trump har tidligere lovet at beskytte LGBT-personers rettigheder. Adspurgt om han har droppet sit løfte, svarer præsidenten: »Vi ser på det«.
»Vi har mange forskellige begreber lige nu. De har mange forskellige ting i gang i forhold til transkønnede,« siger Trump.
»Jeg beskytter alle. Jeg vil beskytte vores land,« fortsætter han.
I sundhedsministeriets notat lød det bl.a. at »kønnet, der er skrevet på en persons fødselsattest, som det oprindeligt blev udstedt, skal være et definitivt bevis for en persons køn, medmindre en gentest viser anderledes«.
Forslaget kaldes »et angreb på transkønnedes liv og eksistens« af borgerrettighedsgruppen American Civil Liberties Union (ACLU).
Forslaget er det seneste forsøg fra Trump på at tilbagerulle transkønnedes rettigheder, som blev indført af den forgående præsident Barack Obamas administration.
/ritzau/AFP
Tidligere NFL-spiller løsladt efter 18 års fængsel i USA
Den tidligere NFL-spiller Rae Carruth er efter 18 års fængsel en fri mand.
Det skriver nyhedsbureauet AP.
44-årige Carruth forlod mandag statsfængslet Sampson i Clinton, North Carolina, efter at have afsonet 18 af 24 år for meddelagtighed i drab på sin gravide ekskæreste.
Her undlod han at besvare spørgsmål fra de fremmødte reportere og steg i stedet ind i en hvid firehjulstrækker, der skulle fragte ham til et ukendt sted.
De næste ni måneder må den tidligere NFL-spiller ikke forlade delstaten eller landet uden tilladelse. Det skyldes, at han fortsat er en del af et løsladelsesprogram. Det oplyser talsmand i North Carolina Jerry Higgins.
Herefter er Rae Carruth dog fri til at gøre, hvad han vil.
Rae Carruth havde netop underskrevet en fireårig kontrakt til 3,7 millioner dollar med det amerikanske football-hold Carolina Panthers, da han blev anholdt og senere dømt for at have planlagt drabet på sin gravide ekskæreste.
Ekskæresten Cherica Adams blev skudt fire gange, mens hun kom kørende i en bil. Hun endte i koma, men døde en måned senere af sine kvæstelser.
Kort efter skyderiet havde Adams dog nået at foretage et opkald til alarmcentralen, hvor hun implicerede Rae Carruth.
I opkaldet forklarede hun, at Rae Carruth havde kørt ind foran hende og spærret vejen, hvorefter en anden bil var kørt forbi og havde affyret skuddene.
Barnet i maven blev født ved kejsersnit og overlevede, men pådrog sig en hjerneskade efter at have manglet ilt i 70 minutter.
Rae Carruth har aldrig påtaget sig skylden for drabet, men i et 15 siders langt brev skrev han i februar, at han føler sig »ansvarlig for alt det, der skete«.
Han planlægger at søge forældremyndigheden over sønnen, der i dag er 18 år. Sønnen har siden fødslen boet hos sin mormor.
»Min søn burde vokse op hos mig... Jeg vil have mit ansvar tilbage. Jeg kan stadig gøre en forskel,« står der i brevet.
/ritzau/