Orkanen Ian når South Carolina efter dødstogt gennem Florida

Indbyggere i South Carolina, Georgia og North Carolina er blevet advaret om livsfarlige stormfloder og vinde.

En bilist ses her køre gennem et oversvømmet vejkryds i det nordlige Charleston i South Carolina fredag. Meg Kinnard/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En genopstået orkan ved navn Ian er fredag eftermiddag lokal tid gået i land i den amerikanske delstat South Carolina som en kategori 2-orkan.

Det sker, efter at den har slæbt et spor af død og ødelæggelse efter sig på tværs af Florida-halvøen.

Ian gik i land klokken 14.05 lokal tid nær byen Georgetown, der ligger lige nord for den historiske by Charleston, oplyser USAs Nationale Orkancenter (NHC).

Orkanen ventes at medbringe livstruende oversvømmelser, stormfloder og vinde til både South Carlina, Georgia og North Carolina.

Myndigheder i alle tre delstater har advaret indbyggerne om at forberede sig på farlige forhold.

Ian ramte Floridas golfkyst onsdag som en kategori 4-orkan og dermed en af de kraftigste orkaner, der nogensinde har ramt USAs fastland. Den krydsede derefter delstaten og forvandlede strandbyer til kaos med katastrofale oversvømmelser og vinde.

Ifølge direktøren for Floridas katastrofeberedskab, Kevin Guthrie, er der meldt om mindst 21 dræbte i delstaten forbindelse med Ians hærgen. Han understreger, at det ikke er alle disse dødsfald, der er endeligt bekræftet.

Natten til torsdag lokal tid blev Ian nedklassificeret til en tropisk storm, men på vej mod South Carolina har den altså igen ramt orkanstyrke.

Det er ventet, at Ian vil svækkes hurtigt, når den bevæger sig ind over South Carolina. Ifølge NHC vil der ikke være meget tilbage af stormen, når den bevæger sig over det vestlige North Carolina eller Virginia sent lørdag aften lokal tid.

Georgetown har en befolkning på omkring 10.000 og er et yndet turistmål. Byen er kendt for sine egetræsgader og har flere end 50 steder, der er registreret som historiske steder. Byen blev stærkt beskadiget under orkanen Hugo i 1989.

Selv inden Ian gik i land på South Carolinas kyst, styrtede regnen voldsomt ned i Charleston. Videooptagelser på sociale medier viser oversvømmede gader i havnebyen, der er særligt sårbar over for netop oversvømmelser.

En rapport fra november 2020 viser, at omkring 90 procent af alle Charlestons beboelsesejendomme er sårbare over for stormfloder.

/ritzau/Reuters