Multietnisk hellig krig: Europæiske korsfarere blandede sig lystigt med de lokale

Genforskere beviser definitivt, at ikke kun hvide europæere kæmpede på korsfarernes side under middelalderens religionskrige om kontrollen med Det Hellige Land.

Saracenere angriber en gruppe europæiske korsfarere under et »korstogs-spil« i Israel. I virkeligheden var fronterne ikke trukket så hårdt op, i hvert fald i etnisk forstand, viser ny forskning. Fold sammen
Læs mere
Foto: MENAHEM KAHANA

Det er for mange af os med korsfarere og saracenere lidt ligesom med cowboys og indianere eller røvere og soldater:

Der er tale om to knivskarpt adskilte religiøse og etniske grupper. På den ene side kristne europæere iført ringbrynje og med kors på skjoldet, på den anden mellemøstlige turbanklædte muslimer fægtende med krumsabler.

Historikere og andre fagfolk har imidlertid længe haft en stærk formodning om, at virkeligheden under middelalderens århundredlange krige om kontrollen med Det Hellige Land var langt mere broget. Og nu leverer ny forskning offentliggjort i fagtidsskriftet American Journal of Human Genetics for første gang videnskabelige beviser for, at de har ret.

En gruppe af britiske, libanesiske og belgiske genforskere har kortlagt arvemassen hos ni menige korstogssoldater fundet i en massegrav fra 1200-tallet nær havnebyen Sidon i det sydlige Libanon, der var en del af korsfarer-riget Jerusalem. Og resultaterne afslører mildest talt lidt af hvert, hvad angår soldaternes herkomst.

Kun tre af dem var »rene« europæere, fra det nordlige Spanien og den italienske ø, Sardinien. Fire ligner i genetisk forstand til forveksling den aktuelle befolkning i området og var formentlig lokale. De sidste to var blandet op af DNA fra libanesere, baskere og beduiner – de sidstnævnte formentlig fra det nuværende Saudi-Arabien.

Korsfareres DNA udvisket af tiden

Det er velkendt, at korsfarernes ledere giftede sig med lokale som led i politiske alliancer. Men selv om sandsynligheden talte for, at fodsoldaterne fulgte deres eksempel, er det første gang, der er fundet videnskabelig bevis for det.

»Vores resultater viser, at jævne folk (blandt korsfarerne. red.) også blandede sig med lokalbefolkningen, og at deres sønner senere deltog i kampene,« siger en af forskerne, Marc Haber fra Wellcome Sanger Institute i Cambridge, til The Guardian.

Det kunne naturligvis også tænkes, at soldater fra begge sider blot var endt i samme massegrav. Men Marc Haber tror det ikke.

»Vores tolkning er, at de kæmpede sammen og ikke mod hinanden. Vi ved fra historien, at de arabiske hære, som lå i krig med korsfarerne, kom fra steder som Syrien, Tyrkiet, Irak og Egypten, hvor folk er genetisk forskellige fra de mellemøstlige soldater i massegraven,« siger han.

Det første korstog drog, på opfordring fra paven, afsted mod Det Hellige Land i 1096 under ledelse af franske og belgiske adelsmænd. Og i 1291 faldt den sidste af korsfarernes enklaver nær den israelske by Acre, hvorefter de sidste europæere blev fordrevet.

En relativt kort periode, der ikke har sat sig varige genetiske spor i den libanesiske befolkning, lyder en anden af forskerholdets konklusioner. Også fordi korsfarerne, selv om de formåede at skabe omfattende ravage, faktisk ikke var særlig mange. I hvert fald ikke de europæiske af dem.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa