Mistænkt for giftmord bliver måske aldrig retsforfulgt

Briterne mener at fundet Litvinenkos giftmorder - det bliver sandsynligvis sværere at få ham udleveret fra Rusland.

LONDON: De gode nyheder er, at Scotland Yard mener at have fundet gerningsmanden bag en af de mest mystiske og omtalte spionmord siden Den Kolde Krig blev afblæst.

De dårlige nyheder er, at den 41-årige Andrej Lugovoj, der er hovedmistænkt for at have dræbt Alexander Litvinenko med stoffet polonium 210, formentlig aldrig kommer for en domstol i Storbritannien for mordet på den tidligere KGB-agent.

Det kræver nemlig, at briterne får ja til en anmodning om at få Lugovoj udleveret, og det er der stort set lige så store chancer for som at undgå sne på Den Røde Plads i Moskva løbet af hele vinteren.

Russerne er nemlig stadig bitre over, hvad de ser som Storbritanniens forsøg på benspænd over for den russiske regerings forsøg på at hente overløbere, og hvad den opfatter som forbrydere tilbage til Rusland, hvor de kan retsforfølges.

Først var det den uofficielle tjetjenske udenrigsminister Ahmed Sakajev, der pudsigt nok var nabo til Litvinenko, som fik asyl i Storbritannien. En domstol fastslog, at selv om russerne mente, at han var terrorist, havde de ikke nok beviser for deres påstande til at få Sakajev udleveret, og briterne gav ham i stedet opholdstilladelse.


Tvist om rigmand

Knap havde den russiske harme lagt sig over dette juridiske slag i ansigtet, inden den blev gal igen. Denne gang var det den stenrige forretningsmand Boris Berezovskij, der søgte tilflugt i London, efter han åbenlyst havde talt for at afsætte Vladimir Putin.

Russerne krævede ham udleveret med henvisning til, at hans udtalelser var på grænsen til kupforsøg, men indtil videre har briterne modstået et massivt pres for at få udleveret manden, der i øvrigt blev en nær ven af Alexander Litvinenko, efter Litvinenko brød med sin tidligere arbejdsgiver KGB for at advare Berezovskij om, at spiontjenesten havde planer om at slå ham ihjel.

En kommende britisk anmodning om at få udleveret Andrej Lugovoj kan udløse et nyt forsøg på at få den rige forretningsmand tilbage for at stå til retsligt regnskab i Moskva i en byttehandel.

Sker det ikke, kan det blive svært for Litvinenkos efterladte enke Mariana at bevare håbet om nogensinde at se sin mands formodede morder for retten.

Politiets omfattende undersøgelser igennem to måneder har ført dem direkte til Andrej Lugovoj, der var til stede på Milleneum Hotel i London, hvor Litvinenko drak en kop te under et forretningsmøde inden han fortsatte til en sushi-bar, hvor der senere blev fundet spor polonium 210.

Lugovoj har nægtet ethvert kendskab til forgiftningen af Litvinenko og blandt andet henvist til, at han rejste sammen med sin kone og børn.

»Det er vanvittigt at tro, at jeg ville håndtere det materiale og bringe mine børn og kone i fare. Der er nogen, der forsøger at få det til at se ud som om jeg er den skyldige,« har han sagt.