Kenyanske fly bomber al-Shabaab i Somalia

Kenyas luftvåben har mandag bombet to lejre tilhørende den islamistiske oprørsgruppe al-Shabaab i Somalia. Det oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet kommer efter, al-Shabaab torsdag angreb studerende på et universitet i byen Garissa i Kenya, hvor 148 personer blev dræbt.

Målet for bombardementerne mandag var lejre i de to byer Gondodowe og Ismail, der grænser op mod Kenya.

Skydække gør det ifølge en talsmand for kenyansk militær vanskeligt at afgøre, hvor store skader bombardementerne har forrettet.

»Vi er gået efter de to områder, fordi angriberne (fra al-Shabaab, red.) ifølge vores oplysninger kom derfra for at udføre angrebet i Kenya,« siger en kenyansk militærkilde ifølge Reuters.

BNB/Reuters