Jagten på verdens værste forbrydere

Det er nu fem et halvt år siden, at Den Internationale Straffedomstol blev etableret med det formål at retsforfølge de ansvarlige for folkedrab og krigsforbrydelser. Men indtil videre har den ikke fældet en eneste dom. For domstolen er født med

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Begejstringen og jublen var til at tage at føle på blandt de regeringer og menneskerettighedsgrupper, der i årevis havde arbejdet på at få stablet en international domstol på benene. Omsider var det lykkedes.

11. april 2002 nåede domstolens tilhængere de 60 deltagerlande, som var nødvendige for at realisere drømmen om en permanent international domstol, der kan retsforfølge denne verdens værste forbrydere: De ansvarlige for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Nyskabelsen i den internationale retsorden blev kaldt Den Internationale Straffedomstol (ICC), som har beføjelser til at retsforfølge alle – uanset rang og stand. Den immunitet, som normalt beskytter statsledere og deres ministre, anerkendes ikke af straffedomstolen.

Domstolen har nu 105 lande bag sig, og chefanklageren, Luis Moreno-Ocampo, efterforsker nu forbrydelser i fire lande, der alle er afrikanske.

Den mest kendte af de forbrydelser som efterforskes er krigsforbrydelserne i Sudans konfliktramte Darfur-provins. Den amerikanske regering har direkte kaldt de overgreb, som Sudans regeringsstyrker i samarbejde med en brutal milits retter mod civilbefolkningen, for et folkedrab, og i april i år udstedte ICCs chefanklager en arrestordre mod en fremtrædende minister i den sudanske regering og en af militsens ledere.

Hvem skal arrestere?
Så langt så godt. Men nu er det så, at straffedomstolens indbyggede svagheder begynder at vise sig. For chefanklageren råder ikke over en politistyrke, så han kan arrestere de tiltalte. Han er afhængig af, at myndighederne i det land, hvor den tiltalte opholder sig, vil samarbejde.

Og det har regeringen naturligvis ikke en interesse i, eftersom den er under anklage for forbrydelserne. Da Sudan ydermere er et af de lande, der ikke har sluttet sig til Den Internationale Straffedomstol, kan man ikke ad den vej pålægge regeringen i Khartoum at udlevere de to tiltalte.

Til gengæld kan FNs Sikkerhedsråd lægge pres på Sudan, fordi det er rådet, der for et par år siden besluttede at lade straffedomstolen efterforske forbrydelserne i Darfur. Normalt kan chefanklageren ellers af egen drift tage sager op, men da Sudan ikke har tilsluttet sig ICC, var det nødvendigt at gå via FNs Sikkerhedsråd.

Her er der imidlertid ikke umiddelbart planer om at straffe regimet i Sudan med sanktioner for at få udleveret de to krigsforbryder-tiltalte. For ønsket om at få retsforfulgt de uhyrlige forbrydelser i Darfur kolliderer med bestræbelserne på at opnå en fredsaftale i den konfliktramte provins.

Det er et problem, som straffedomstolen også er løbet ind i Uganda, hvor chefanklageren vil retsforfølge fem medlemmer af oprørsbevægelsen Lord Resistance Army – herunder den excentriske leder Joseph Kony – for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Men selv den stamme i det nordlige Uganda, som forbrydelserne især er gået ud over, mener, at ICCs retsopgør gør det umuligt at opnå en fredsaftale med oprørerne. For hvorfor skulle de slutte fred, når de ved, at de så ender på anklagebænken.

I Sudan ser eksperter en direkte sammenhæng mellem straffedomstolens efterforskning og modstanden fra landets regering mod, at der udstationeres en FN-styrke i Darfur. Sudans styre frygter, at FN-soldaterne vil blive brugt til at arrestere de krigsforbryder-mistænkte.

Vigtige lande står udenfor
Der kan også være alle mulige andre realpolitiske hensyn, som straffedomstolens chefanklager løber ind i. I Darfur er det eksempelvis en kendt sag, at især Kina holder hånden over styret i Sudan på grund af økonomiske interesser i landet.

Samtidig er det et faktum, at nogle af denne verdens toneangivende stater ikke ønsker at lade sig underkaste domstolens jurisdiktion. Det gælder blandt andre Kina, Rusland og Israel, der ellers med konflikterne i Tjetjenien og i de palæstinensiske områder kunne være leveringsdygtige i sager til domstolen.

Heller ikke Indien er med, og først og fremmest så står USA udenfor. Den amerikanske regering ser straffedomstolen som en trussel mod USAs suverænitet, og med USAs – ofte upopulære – militære engagement rundt omkring i verden frygter Washington, at USA vil blive offer for en strøm af politiske motiverede retssager.

Det er i sig selv en alvorlig mistænkeliggørelse af institution, som mange af USAs allierede – herunder alle EU-landene støtter 100 procent. Især da der i straffedomstolen er indbygget kontrolmekanismer, der kan frasortere useriøse og politisk motiverede anklager. Samtidig er det et afgørende princip i domstolens virke, at den kun kan tage en sag op, når et land enten ikke selv kan eller ikke selv vil løfte opgaven.

USAs modstand, der også bygger på, at chefanklageren har magt til at indlede en efterforskning på eget initiativ, er så stor, at de amerikanske myndigheder aktivt forsøger at underminere den. USA har i de seneste fire-fem år indgået en særlig aftale med en række lande, som betyder, at de ikke udleverer amerikanske statsborgere til straffedomstolen. USA har nu en sådan aftale med 101 lande, og hvis et land stritter imod bliver frataget militær og/eller økonomisk bistand.

Er USA på vej ombord?
Problemet med USAs modstand er, at det sender et uheldigt signal til andre lande, eftersom USA i andre sammenhænge optræder som verdens politibetjent med hensyn til demokrati og menneskerettigheder.

Optimisterne ser et håb i, at Bush-administrationen i 2005 – ganske vist efter et langtrukkent diplomatisk tovtrækkeri – i FNs Sikkerhedsråd gik med til at lade Den Internationale Straffedomstol retsforfølge forbryderne i Darfur. Og måske kommer USA ombord, hvis demokraterne efter næste valg igen sidder på præsidentposten. USA har således været tættere på ICC, mens Bill Clinton var præsident. Som en af sine allersidste embedshandlinger skrev han under på aftalen om domstolens oprettelse, men den signatur trak George W. Bush efterfølgende tilbage.

Under alle omstændigheder har verdenssamfundet på grund af et gunstigt globalt klima i årene efter Murens fald nu fået den internationale retsinstans, som mange kun har turdet drømme om siden uhyrlighederne under Anden Verdenskrig og sejrherrernes efterfølgende opgør med taberne ved processerne i Nürnberg og Tokyo.

Skulle den etableres i dag, kunne det formentlig ikke lade sig gøre. For tidsånden fra dengang er væk.

»I dag ville der slet ikke kunne opnås enighed om at etablere en international straffedomstol. Aldrig,« som juraprofessor og nuværende dommer ved Jugoslaviens-tribunalet, Frederik Harhoff, tidligere på året bemærkede i Amnesty Internationals blad.