Israelsk fly bomber tunnel i Gaza

Israelsk kampfly bomber en tunnel fra Gaza under grænsen til Israel som svar på selvmordsaktion i byen Eilat.

Et israelsk kampfly bombede natten til tirsdag en tunnel på grænsen mellem Gaza og Israel tilsyneladende som svar på, at en palæstinensisk selvmordsbombemand dræbte tre personer i byen Eilat ved Det Røde Hav.

- Palæstinenserne var ved at forberede et angreb på Israel gennem tunnelen, oplyser en talsmand for det israelske militær.

Tunnelen var gravet tæt ved grænseovergangen Karni, hvor hovedparten af varer mellem Gaza og Israel traansporteres.

Øjenvidner sagde, at flere eksplosioner kunne høres fra tunnelen, efter at det israelske fly havde ramt den. Det tyder på, at der var ammunition i tunnelen.

Der er ingen oplysninger om skadede eller omkomne ved bombeaktionen

/ritzau/