Godmorgen! I det sydlige Gaza udspiller »menneskehedens mørkeste stund sig«. Men først dagens andre vigtige overskrifter.

Tophistorier 

  1. Tempoet skulle trækkes ud af politik, sagde Lars Løkke Rasmussen (M) før valget sidste år. Nu er det lykkedes, men så er det også galt. Læs Berlingskes politiske kommentator Bent Winthers analyse her.

  2. Mens Danmarks allierede sender fregatter, minerydningsfartøjer, patruljeskibe og overvågningsfly til Østersøen og Nordsøen, har det danske søværn ikke overskud til at håndtere meget andet end hjemlige farvande.

  3. Dyrehaven nord for København bliver udvidet med to og en halv kvadratkilometer mod nord. Og således får både byfolk og kronvildt meget mere kontrolleret natur at boltre sig i.

  4. Tirsdag aften begyndte gangsladderen at løbe på Christiansborg. Pludselig så det ud til at SF var ved at løbe fra deres egen aftale. Og de nægtede selv at svare på noget.

  5. Siger du også ja til for mange ting ude i fremtiden, for så at fortryde det, når dagen for aftalen oprinder? En adfærdsforsker kommer med et bud på, hvordan dit fremtidige jeg får et lettere liv.

Dagens vigtige: Situationen i syd bliver værre time for time

Situationen er nogenlunde så desperat, som den overhovedet kan være i Gazas sydlige by, Khan Younis.
Situationen er nogenlunde så desperat, som den overhovedet kan være i Gazas sydlige by, Khan Younis. Ibraheem Abu Mustafa/Reuters/Ritzau Scanpix

I noget tid har det nordlige Gaza været noget nær helvede på jord. I den sammenligning har den sydlige del af den lille enklave styret af Hamas været mere sikker at opholde sig i trods massiv mangel på mad, nødhjælp og tag over hovederne.

Derfor har flygtningestrømmen, siden Israel begyndte at svare tilbage på angrebet den 7. oktober, da også bevæget sig fra nord mod syd.

Men nu har Israel lanceret et nyt storangreb på det sydlige Gaza, hvor israelske styrker nu kæmper i hjertet af Khan Younis, som er den største by i det sydlige Gaza.

Desperationen kan dårligt blive større, siger Richard Peeperkorn, der er WHOs repræsentant i Gaza, ifølge nyhedsbureauet AFP, og han beskriver situationen som værende tæt på »menneskehedens mørkeste stund«.

Situationen »bliver værre time for time«, lød det fra Verdenssundhedsorganisationen, WHOs, talsmand i de besatte områder.

Med hundredtusindvis allerede flygtet fra nord lyder det fra FN-repræsentanter, at vi vil få det samme mønster at se som fra angrebene i nord. Tilføjet den facet, at der er endnu flere mennesker uden tilstrækkelig nødhjælp, og at sygdomsepidemier uden vandforsyning og toiletter vil få frit løb.

»Jeg ønsker at gøre det helt klart uden omsvøb, at vi står med en voksende humanitær katastrofe,« sagde WHO-talsmanden Richard Peeperkorn ifølge Reuters på en pressebriefing.

Tirsdag forlød det fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, at flere end 15.900 i Gazastriben er blevet dræbt siden det Hamas-ledede angreb i Sydisrael 7. oktober, hvor omkring 1.200 blev dræbt.

Læs historien af Berlingskes Uffe Taudal her.

Dagens Pilestræde

Den netop indgåede trepartsaftale om et lønløft til udvalgte grupper af offentligt ansatte er et perfekt eksempel på, hvorfor den danske model er en myte.

»Det er et nyt skridt i sammenvævningen af politik og faglighed,« siger han.

I dagens afsnit af »Pilestræde« – Berlingskes nyhedspocast – forklarer Ove K. Pedersen hvorfor den danske model er en myte – og hvordan den opstod.

Fik du læst?

  • Vin | Julen står for døren, og i mange danske hjem betyder det and og dertilhørende rødvin. Berlingskes mad- og vinanmelder Søren Frank har smagt løs og fundet de vine, der går allerbedst med årets juleand.

  • Andelsbolig | Det er kompliceret at sammenligne priserne på andelsboliger og ejerboliger, men en storbank har alligevel udviklet en metode. Læs om det her.

  • Mental sundhed | Vibeke Koushede er professor og har i flere år arbejdet på at udbrede en gør det selv-metode til, hvordan vi fremmer vores mentale sundhed. Fra næste år er metoden på finansloven.

Lige nu

EUs klimatjeneste, Copernicus, har netop bekræftet, at 2023 bliver det varmeste år nogensinde målt.

En »ekstraordinær« november var den sjette måned i træk med rekordhøje globale temperaturer.

Sidste måned slog den hidtidige varmerekord for november og skubbede gennemsnittet for de globale temperaturer i 2023 til 1,46 grader over førindustriel tid.

2016 havde før rekorden som det varmeste år nogensinde målt.

God dag!

Venlig hilsen

Rasmus Bragh Schulz, journalist