Han var egentlig en flink fyr...

Han forlod Danmark for små 20 år siden. Han forlod en karriere som stripkonge i Jylland, skandaleskriverier i pressen, pladsen i Folketinget og EU-parlamentet, og rejste ud i den store verden. Nu sidder Uwe Jensen fængslet i USA som mellemmand i en stor sag om våben og narko.

Han var egentlig en flink fyr... - 1
Uwe Jensen er tilsyneladende en mand med mange ansigter. Til højre ses han som folketingsmedlem i Danmark i 1970'erne. Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON

Gråsten var aldrig stor nok til Uwe Jensen. Han boede tæt på grænsen, han kunne mærke verden lige om hjørnet, og selv om han var landmandssøn og i bogstavelig forstand havde muld under neglene, så ville han ud.

Det kom han.

Han var et ægte barn af jetalderen, det var noget med eksport, noget med luftfart, noget med ternede jakker og store armbevægelser, og han endte som salgschef for Lufthansa i Hong Kong. I slutningen af 1960erne vendte han hjem med ideer, der var - som han senere selv udtrykte det - »lidt for langt fremme til Danmark«. Det var noget med diskotek, noget med strip, noget med go-go, og i 1977 havnede han i Folketinget for Fremskridtspartiet.

I 1982 rejste han fra Danmark. I 2002 blev han anholdt for våben- og narkohandel i USA.

Nogle vil trække en lige linje fra de smarte jakker og diskotekerne med rod i regnskabet til narkosmuglingen. Men andre vil også fortælle, at han faktisk var en flink fyr, og Mogens Glistrup kalder ham »en god politiker«.

Nogle vil trække en lige linje fra Fremskridtspartiet og til de morderiske højreorienterede militsgrupper i Colombia, som han endte i.

Men andre vil også fortælle, at han faktisk var en gentleman, altid pæn i tøjet, altid pæn i sproget, med et velplejet moustache, som tjente ham hele vejen fra hjemmet i Gråsten og til Houston i USA.

Uwe Jensen er med andre ord ikke så simpel en historie. Han er mere mystisk end morderisk, flere spørgsmål end svar, og han har tilsyneladende - hvis den amerikanske justitsminister har ret - levet et liv med både dobbeltbund og dobbelttale.

Tag dette eksempel på dobbeltlivet:

16. september i år fløj Uwe Jensen til Panama City, hovedstad i Panama. Her mødte han commandante Emilio, en regional leder af den colombianske milits AUC. Jensen og Emilio var allierede, og de talte om, at de manglede våben, og danskeren satte sig ned og skrev en e-mail til sin forbindelse i Houston, en mand, som kunne skaffe dem russiske våben.

»Emilio behøver håndvåben øjeblikkeligt,« skrev han. »Mere specifikt fire mio. styk 7.62 x 39 mm. ammunition, fem mio. styk 5.45 x 39 mm. ammunition, 4.000 AK-74 halvautomatiske rifler og 50.000 F1 håndgranater.«

Det var den ene Uwe Jensen, den påståede våbenhandler, narkohandler, verdensmanden, i aktion.

Den anden Uwe Jensen viste sig en måned senere, 17. oktober, da Ordrupgaard-maleriudstillingen kom til Houston i Texas.

Den danske klub i byen havde arrangeret en reception efter udstillingen, og her dukkede Jensen op. Som altid pæn i tøjet, lavmælt, anonym. »Han var en ældre gentleman,« siger et medlem af klubben.

Han var kommet til Houston i midten af 1980erne og drev en handelsvirksomhed. »Vi vidste ikke, hvad han helt præcist foretog sig. Kun at han var businessman, og at han vist nok havde været medlem af Folketinget og EU-parlamentet,« siger et andet klubmedlem. »Han var ikke den mest aktive i klubben; han var en af dem, der dukkede op i ny og næ for at tale dansk, få sig et stykke smørrebrød og udveksle nyheder. Han var altid korrekt, en stille mand, som tilsyneladende levede et stille liv.«

Det var den anden Uwe Jensen, gårdejerens søn fra Gråsten, medlem af Houstons eksportråd, gentleman'en.

John Ashcroft var ikke i tvivl om hvilken Uwe Jensen, han så foran sig.

Den amerikanske justitsminister indkaldte onsdag til pressemøde i Justitsministeriet, og her oplyste han, at myndighederne havde anholdt fire mand og sigtet dem i en omfattende narko-for-våben-sag. Det var vitterligt ikke byttepenge. Uwe Jensen og hans medsigtede, Carlos Ali Romero Varela, commandante Napoleon og commandante Emilio, var anklaget for at ville udveksle kokain for 25 mio. dollar - små 200 mio. kroner - for våben.

Helt konkret ville de købe følgende våbenlager for pengene:

9.000 halvautomatiske rifler, først og fremmest AK-47 og AK-74, maskinpistoler og snigskytterifler; 300 pistoler; 300.000 granater, bazookaer, raketfremførte garanter og 53 mio. styk ammunition.

Nok til at holde den 38 år lange borgerkrig i Colombia i gang i lang tid endnu.

Uwe Jensen og hans medsigtede er officerer i den højreorienterede milits AUC, som ifølge Human Rights Watch står for 70 procent af menneskeretskrænkelserne i Colombia, og hvis leder er efterlyst for storstilet narkohandel.

Ifølge anklageskriftet har Uwe Jensen haft lang tids tilknytning til AUC. Vicestatsadvokat Bob Staby ønsker ikke at oplyse karakteren af denne tilknytning, eller åremålet: »Det er oplysninger, som vi vil komme med senere, men ikke nu.«

Men det ligger fast, at det var Uwe Jensen - som mod sin vilje - fik efterforskningen til at rulle.

I september mødtes han med en mand, som amerikanerne kun benævner CW. Denne person er europæer, straffet i sit hjemland og har en militær baggrund, oplyser FBI. Uwe Jensen og CW talte ved deres møde om en narko-for-våben-transaktion. Uwe Jensen havde narkoen fra AUC i Colombia, CW kunne skaffe våben fra tidligere Warszawa-pagt lande; de to kunne handle.

Enten før eller umiddelbart efter dette møde slog FBI kløerne i CW og gjorde ham til dobbeltagent, udstyret med skjult båndoptager og kamera og et løfte om en magelig tilværelse og en hemmelig identitet i fremtiden.

Fælden var lagt for Uwe Jensen og hans kumpaner.

Men hvordan var Uwe Jensen havnet der?

Klippearkivet fra 1970erne er en broget oplevelse. Det fortæller om en politiker, som var Glistrups håndgangne mand, men også om en forretningsmand, som tilsyneladende havde rod i papirerne. Han etablerede tre forretninger, og han gik konkurs med tre forretninger - Fanø Kurhotel, Grand Hotel i Tønder og et diskotek i Cuxhaven i Tyskland.

Alle steder forsøgte han, som han selv udtrykte det, »at trække husarerne til« med striptease, og i Tønder gik der rygter om, at det ærværdige hotel også tjente som hjemsted for prostituerede.

Det nægtede han selv. »Enhver, der sætter mig i forbindelse med prostitution, får en injuriesag,« sagde han til Jydske Tidende.

Han forlod alle tre steder med kæmpegæld og - hvis man skal tro Ekstra Bladet - i nattens mulm og mørke. Det benægter han selv, lige som han også benægtede at have taget kreditorer og skattevæsenet ved næsen.

»Det er almindelig forretningsmetoder. Når man går ned, efterlader man kreditorer. Der er nogle, som ikke får deres penge. Sådan er det,« sagde han.

Han blev valgt i Folketinget i 1977 for Fremskridtspartiet, og Mogens Glistrup har kun godt at sige om ham:

»Han var en dygtig og effektiv politiker. Han fik bl.a. sæde i EF-parlamentet, som det hed dengang, og det var han meget optaget af. Jeg var markedspolitisk ordfører, og vi arbejdede derfor tæt sammen i nogle sager. Han var flittig, han passede sin valgkreds, han passede sit arbejde,« siger Glistrup. Det har formentlig heller ikke trukket fra i karakterbogen, at Uwe Jensen var strammer, det vil sige tilhørte Glistrup-fløjen.

I 1979 glemte Fremskridtspartiet at indlevere de nødvendige underskrifter i Ribe Amt, og Uwe Jensen kunne derfor ikke genopstille.

»Han kom somme tider forbi Christiansborg og hilste på sine gamle koller, når han var i København, men fra omkring 1982 ved jeg ikke, hvad der blev af ham,« fortæller Glistrup.

Tror du på, at han kan have været involveret i narkohandel?

»Jeg har svært ved at tro på det. Vi ved, at amerikanerne bliver hysteriske, så snart det har noget med narko og Columbia at gøre, og at fem fjer nemt kan blive til en hel andegård. Men jeg ved det ikke. Jeg kender ikke sagen,« siger Glistrup.

I midten af 1980erne havnede Uwe Jensen i Houston, den største by i Texas. Havde han forinden været i Sydafrika - eller havde han været sælger i Tyskland? Havde han rejst i Sydamerika?

Det er uvist, og de amerikanske myndigheder ved det heller ikke.

I USA fik han amerikansk statsborgerskab og bosatte sig i et mellemklassekvarter i et - som lokalavisen skriver - »uprangende hus, men dog med swimmingpool«. Han drev et firma, Scanamfunds, og han må have skabt opmærksomhed omkring sig selv, for i 1999 udnævnte den daværende amerikanske handelsminister, Bill Daley, ham til medlem af eksportrådet i Houston. En notits, som behørigt kom i den danske klubs blad, og man noterede også, at Jensen ikke var ukendt med fine poster. Han havde tidligere siddet i Folketinget, i EU-parlamentet og været delegeret til FN.

Ingen af medlemmerne af den danske klub var klar over, hvad han gik og foretog sig. »Uwe sagde altid, at han var en businessman. Hverken mere eller mindre. En businessman. Jeg tror aldrig, der var nogen, der spurgte, hvad han egentlig var for en businessman, og han fortalte det heller aldrig selv. I dag kan jeg da godt se, at det var lidt underligt,« siger et medlem af klubben.

I Houston fik Uwe Jensen kontakt til militsen AUC, og det fremgår bl.a. af anklageskriftet, at han har opholdt sig hos guerillaerne i Columbia, og at han betragtes som militsens hoved-mellemmand i USA, manden, der kunne omveksle narko til våben.

Det var derfor, at han i september 2001 indledte forhandlinger med »CW«, forbindelsen, som viste sig at være en FBI-forbindelse.

Mellem september 2001 og anholdelsen af Uwe Jensen og hans medsigtede i denne uge medvirkede de i en James Bond-film af begivenheder. »CW« udarbejdede en computerpræsentation af de våben, som han kunne skaffe, og danskerens med-mellemmand, Carlos Romero, rejste til Columbia med denne præsentation.

I begyndelsen af 2002 mødte en FBI-agent med en ukrainsk baggrund Uwe Jensen og Romero. Agenten foregav at være manden, der skulle skaffe våbnene til veje fra den gamle Østblok. De ville ankomme i fem containere, oplyste han. Romero insisterede på at inspicere varerne, og i april 2002 mødtes de i St. Croix på de tidligere dansk-vestindiske øer. Her dukkede også en af AUCs våbeneksperter op, en kvinde, som præsenterede sig med navnet Raquel. Selv FBI var imponeret over Raquels våbenkendskab - erhvervet gennem kampe i Colombia.

Forhandlingerne fortsatte, bl.a. i London og i Panama City, og »CW« ville have en udbetaling, før han begyndte at levere. Det gav visse kvaler, for - som der står om et møde i Panama - commandante Emilio havde godt nok 150 kilo kokain med til mødet, men kokainen var tilsigtet en anden modtager. I stedet valgte Romero at tilbyde »CW« syv fragtcontainere som udbetaling; containerne havde en værdi af 70.000 dollar, og han havde bl.a. brugt dem til at smugle narko til USA og Europa, oplyste han.

I 2000 havde portugisisk politi opdaget 1,4 kilo kokain i en af Romeros containere.

Ifølge anklageskriftet sørgede Uwe Jensen for papirarbejdet - at de syv containere skiftede hænder, og han »vidste udmærket, at det skete som udbetaling på et parti våben«, hedder det.

19. oktober indgik parterne så en endelig handel på et hotelværelse i Panama City. Narko for våben, våben for narko, og i onsdags skulle detaljerne så falde på plads. Romero, commandante Emilio og commandante Napoleon var i Costa Rico, og Uwe Jensen ventede i sit hjem i Houston, da de amerikanske myndigheder satte sig i bevægelse og anholdt alle fire, og justitsminister John Ashcroft gik på TV og offentliggjorde den store fangst.

»Denne anholdelse sikrer, at truslen fra narkoterroristerne er blevet lidt mindre«, og ved pressekonferencen sagde statsadvokaten i Houston, at efterforskningen var det uigenkaldelige bevis for en forbindelse mellem narkosmuglere og international terrorisme.

Da Uwe Jensen blev ført ind i retten, var der ikke meget tilbage af de store vidder. Kun en 66-årig mand med hvidt hår, med lænker om benene og håndjern om hænderne; der var ingen jakkesæt, men en grøn, slidt fangedragt.

Han var ikke længere det tidligere folketingsmedlem eller forretningsmanden med de uvisse forretninger, han var blot et nummer og en sag - og der var langt, meget langt, hjem til Gråsten.