Forsvundet fireårig pige på vej mod Irak

En lille pige forsvandt nytårsnat fra det centrale Malmø. Politiet efterforsker sagen som en bortførelse. Moren siger, at pigen er på vej til Irak.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den fireårige pige, der nytårsaften forsvandt fra det centralt beliggende Gustav Adolfs Torg i Malmø, er bortført og på vej til Irak, siger pigens irakiske mor, Wafa Haider Kalaf, til den norsk avis VG.

Moren siger, at datteren, Maryam Ali Abdulhadi, er bortført af to mænd, der ville føre hende ud af landet.

- Den besked, jeg har fået, er, at hun er på vej til Irak, siger hun til avisen, som mødte hende på politistationen i Malmø umiddelbart efter afhøringen af hende fredag aften.

Ifølge moren er det datterens far, der har ringet og fortalt, hvad der er sket.

- Han forklarede, at Maryam har det godt, men at hun skal til Irak. Hvordan og hvor hun er nu, ved vi ikke, siger Haider Kalaf.

Begge den fireårige piges forældre er irakiske statsborgere, og faren bor i Irak. I den seneste tid har pigen boet hos sin tante i Malmø.

Svensk politi ønsker ikke at kommentere Haider Kalafs forklaring over for VG. Men politiet i Malmø har dog gjort det klart, at man sidder inde med oplysninger, som tyder på, at der ligger en kriminel handling bag pigens forsvinden, og at hun kan være bortført.

I samråd med familien blev både navn og billede af den fireårige offentliggjort fredag. Efter offentliggørelsen fik politiet flere tip, heriblandt en film, der viser en mystisk bil, som befandt sig i nærheden af Gustav Adolfs Torg, da Maryam forsvandt.

/ritzau/NTB