Flere svaner med fugleinfluenza i Frankrig

Der er fundet endnu to svaner med fugleinfluenza i Frankrig, meddeler landbrugsministeriet i Paris.

To døde svaner, der blev fundet i det østlige Frankrig søndag aften, døde af den farlige fugleinfluenzavirus H5N1, meddeler det franske landbrugsministerium.

De to svaner blev fundet i et område, der er kendt som Diane Capelle i Moselle-regionen. De blev fundet blot 15 kilometer fra det sted, hvor tre døde svaner i begyndelsen af juli blev fundet.

De tre svaner havde også H5N1, der har vist sig at kunne smitte mennesker med dødelige konsekvenser.

I denne måned har myndighederne i det østlige Tyskland også konstateret virusen hos en død fugl. I juni blev der fundet adskillige døde fugle i Sydtyskland.

Siden 2003 er op imod 200 mennesker, overvejende i Asien, døde efter at være blevet smittet med H5N1.

/ritzau/