Fire franske turister skudt i Mauretanien

Bevæbnede mænd dræbte fire franske turister under et røveri i det østlige Mauretanien, hvor narko- og våbensmuglere er aktive.

Et røveri mod franske turister i det vestafrikanske land Mauretanien udviklede sig mandag blodigt. Fire af franskmændene blev skudt og dræbt af bevæbnede mænd, som derpå flygtede.

Det rapporterer den arabiske satellit-tv-station al-Jazeera.

Oplysningen blev senere bekræftet af Mohamed Ould Lemine, politichef i Aleg, den nærmeste mauretanske by.

Ifølge al-Jazeera blev fem andre mennesker såret under røveriet. Én af sårede var ligeledes turist.

Det franske udenrigsministerium havde ikke umiddelbart nogen oplysninger om episoden.

Mauretanien er en tidligere fransk koloni, som strækker sig fra det arabiske Sahara til det sorte Afrika. Der er generelt fredeligt i landet, men i flere lommer mod øst og i nord er narko- og våbensmuglere aktive.

/ritzau/Reuters