Det spanske kongepar dropper guldbrylluppet

I dag er det 50 år siden, at det spanske kongepar blev gift. Men dronning Sofia og kong Carlos har ingen planer om at fejre deres guldbryllup.

Den spanske kong Carlos og dronning Sofia har droppet at holde guldbryllup. Her ses de med børnebørnene Sofia og Leonor (th) i april. Fold sammen
Læs mere
Foto: STRINGER/SPAIN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et guldbryllup bliver normalt markeret med pomp og pragt. Så et kongeligt guldbryllup kunne let blive en fest af de helt store. Men det er ikke tilfældet for det spanske kongepar, der i stedet lader dagen glide forbi uden noget festivitas.

Der kan være flere årsager til, at kongeparret ikke vælger at fejre deres guldbryllupsdag, mener Lars Hovbakke Sørensen, ekstern lektor ved Københavns Universitet.

- Det er nok en kombination af flere problemer. Den økonomiske og politiske krise i Spanien, der ville gøre en stor fejring upassende. Og så personskandalerne - kong Juan Carlos' elefantjagt og hans svigersøn, der er involveret i en korruptionsskandale, siger han.

Upopulær efter elefantjagt

Kong Juan Carlos har gennem det seneste stykke tid været meget upopulær i Spanien, fordi han tog på en ekstravagant jagttur i Botswana, hvor han skød elefanter. Noget Lars Hovbakke Sørensen kalder "ikke særlig politiske korrekt". Derudover har kongen gennem længere tid været beskyldt for at være sin kone utro.

Tidligere var kong Juan Carlos ellers meget populær i Spanien.

- Kong (Juan, red.) Carlos spillede en stor rolle med indførelsen af demokrati i Spanien efter diktator Francos død i 1970erne. Han var symbolet på vogteren af demokrati, og kunne derfor i mange år tillade sig en masse ting. Men de unge generationer kan ikke huske den rolle, så effekten er ved at være væk, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Opbakningen mangler

Derfor er det især blandt de unge, at kongehuset og specielt kong Juan Carlos ikke har den store opbakning.

- Mange unge spaniere er arbejdsløse, derfor er de mere skeptiske og har mindre tolerance over for kongehuset, hvis de fører sig for meget frem, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Hvis det spanske kongehus skal overleve den nuværende krise, må det derfor ændre sig væsentligt.

- Det bedste de kan gøre er at rette sig ind og begynde at leve et liv, der er mere som almindelige folk. De kan lade være med at skille sig så meget ud - de er nødt til at tilpasse sig krisetiden, siger Lars Hovbakke Sørensen.   

Udover upopularitet i sit hjemland, døjer kong Juan Carlos også med en brækket hofte, hvilket betyder, at dronningen i dag rejser alene til Storbritannien for at deltage i en middag i anledning af den britiske dronning Elizabeths 60 års regentjubilæum. Der er således intet festivitas for det spanske kongepar her på dagen, hvor de ellers kan fejre guldbryllup.