»Danmark minder en hel del om Kina i 70erne eller 80erne: Alle cykler, offentlige ydelser er gratis, og forskellen på rig og fattig er lille«

Den kinesiske sangskriver og blogger Gao Xiaosong har været i Danmark. Besøget er blevet til et tre kvarter langt indlæg på en populær kinesisk videotjeneste, hvor han hver uge dykker ned i et nyt emne.

Over fem millioner gange er video­bloggen blev vist siden midten af juli. I Kina er Danmark takket være H.C. Andersen kendt som noget af et eventyrland. Et positivt ry, der kun er blevet forstærket af fortællingen om verdens lykkeligste folk og det høje danske velfærdsniveau.

Men for Gao Xiaosong – og givetvis mange andre kinesere – er der noget, som ikke stemmer. For hvor er højhusene, de dyre biler og den luksus, der naturligvis følger med status som et af klodens rigeste og mest udviklede samfund?

I stedet okser folk af sted på deres cykler i al slags vejr. Danskerne bekymrer sig ikke om penge – ja, de vil faktisk helst ikke tale om emnet, forklarer Gao Xiaosong lettere forundret. Dette leder ham til at konkludere, at Danmark minder en hel del om Kina i 70erne eller 80erne: Alle cykler, offentlige ydelser er gratis, og forskellen på rig og fattig er lille.

Ud over H.C. Andersens univers er dansk cykelkultur et tilbagevendende emne, når man snakker med kinesere, der har stiftet bekendtskab med Danmark – og ikke altid for det gode. Under et ferieophold tidligere på måneden mødtes jeg med et vennepar bosat i Danmark, hvor manden er kineser. Efter kort tid i København opgav han at cykle. Det er for farligt, forklarede han med henvisning til antallet af aggressive cyklister i for højt et tempo. Så i stedet for at vove liv og lemmer på hovedstadens cykelstier har parret købt en bil.

Min bedste kilde til de mere hverdagsagtige observationer er naturligvis min kinesiske kone. Denne gang var vi på rundtur i det danske med vores tre måneder gamle datter på armen. Det gav anledning til at praktisere en tradition, der længe har fascineret min bedre halvdel. Vi lod vores baby sove alene udenfor i barnevognen. En fuldstændig utænkelig handling i Kina.

Det vækker opsigt hver gang, når hun indvier kinesiske bekendte i, hvordan danskerne året rundt parkerer deres småbørn udendørs uden opsyn – selv på offentlige steder. Alene luftforureningen er som regel grund nok til at glemme alt om at gøre noget lignende i Beijing. Derudover er kidnapninger af børn et kendt og frygtet fænomen. Det finder stadig sted i Kina, hvilket blandt andet skyldes en befolkningspolitik, der har medført øget efterspørgsel på drengebørn. De fleste kinesere er derfor ved at falde bagover, når de hører, at danske forældre gladeligt lader den lille tage en skraber på egen hånd.

Normalt reserverer jeg plads på sovesofaen hos familie eller venner, når jeg opholder mig i kortere perioder i København. Den løsning er dog en kende svær at kombinere med kone og barn, så vi valgte i stedet at leje en lejlighed via Airbnb.

Det krævede selvfølgelig en smule research at finde det bedste sted, og her må jeg give min kone ret i en af hendes observationer: Vi danskere bor ufatteligt ens. Køkkenknivene findes på en magnet i køkkenet, lampen hænger i en ledning over stuebordet, skraldespanden står under vasken, og hovedpuderne er firkantede – ikke aflange. I flere tilfælde var lejlighederne tæt på identiske, og den imponerende grad af konformitet er ikke begrænset til boligindretningen. Man skulle tro, der var nedlagt nationalt forbud mod at gå i andet end mørke jeans.

Nu var det tredje gang, min kone besøgte Danmark, så helt ny var oplevelsen ikke. Vores datters barnedåb gav givetvis stof til nye fortællinger. Ikke så meget selve ceremonien, da vi tidligere har været til et dansk kirkebryllup.

Men samtalen med præsten, der fandt sted forinden, var nok mere af en kulturel prøvelse. Vi fik et længere og ganske grundigt oplæg om de forskellige handlingers betydning under dåben. Som dansker er de kristne ritualer og fortolkninger noget, man er vokset op med.

Men forklaringen om, at vores datter i kirken ville blive genfødt af Gud, når vi havde forsaget Djævelen og kastet vand på hende, tror jeg, min kone fandt temmelig alternativ. Var jeg blevet udsat for en lignende lektion af en taoistisk præst i Kina, havde jeg nu nok også forholdt mig skeptisk.

Lasse Karner er Berlingskes korrespondent i Kina