Britisk arbejdsmarked er på vej mod fuld kapacitet

Arbejdsløsheden i Storbritannien faldt med 7000 til 1,6 million i sidste kvartal af 2016.

Arbejdsløsheden er på det laveste i 11 år, hedder det i de nye tal fra Storbritanniens nationale statistiske departement. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lucky Business

Arbejdsløsheden i Storbritannien faldt med 7000 job til 1,6 million over tre måneder frem til december, hvor de gennemsnitlige lønninger steg med 2,6 procent, viser nye officielle tal ifølge BBC.

- Arbejdsløsheden er på stabilt niveau på 4,8 procent, hvilket er det laveste i de seneste 11 år, hedder det i de nye tal fra Storbritanniens nationale statistiske departement.

Beskæftigelsen ligger på 74,6 procent, mens lønningerne også er stigende.

En talsmand for det statistiske departement, David Freeman, siger, at "arbejdsmarkedet som helhed synes at være på vej mod fuld kapacitet."

Alle økonomiske tal i Storbritannien bliver målt op mod den nye situation, som er opstået efter brexit-afstemningen sidste sommer.

Premierminister Theresa May har sagt, at hun vil udløse artikel 50 om britisk farvel til EU i slutningen af marts.

I EU er Kommissionens økonomiske vinterprognose lovende for både eurozonen og EU som helhed. I eurozonen ventes bnp-vækst på 1,6 procent i år, mens det i hele EU er 1,8 procent.

Men kommissionen konstaterer også, at der denne gang er usædvanlig stor usikkerhed om, hvordan det skal gå med europæisk økonomi.

Det skyldes kombinationen af usikkerhed omkring den nye amerikanske administrations intentioner om udfaldet af valg i blandt andet Frankrig og Tyskland og om de kommende brexit-forhandlinger med Storbritannien.

Storbritannien havde sidste år en vækst i bnp på 2,0 procent. I år ventes væksten af falde til 1,5 procent og i 2018 helt ned til 1,2 procent.

/ritzau/Reuters