Bedstefarbande bruger otium på at smugle narkotika

Gennemsnitsalderen i en fransk narkobande, der fredag blev dømt for kokainsmugling ved retten i Marseille, ligger omkring 65 år. Dommeren rådede de ældste til at få sig et liv, inden det er for sent.

Tre medlemmer af narkobanden bedre kendt som »The Papy Connection« ankommer til retten i Marseille, hvor de i fredags modtog deres domme. Fra venstre ses Joseph Signoli, Jacky Slovinsky og Laurent Fiocconi. Bandens hovedmand, Raymond Mihière (»Kineseren«) er ikke med på billedet. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Afhøringen af Joseph Signoli er ved at være slut. Den legendariske narkogangster har hårdnakket nægtet enhver forbindelse til forsøget på at smugle 24 kilo kokain ind i Frankrig. Ikke mindst at han skulle have hvervet og betalt for flybilletten til kuréren, Jacky Slovinsky, som i 2012 blev anholdt i Paris’ Charles de Gaulle-lufthavn med kufferten fuld af det hvide narkotika.

En mængde telefonafhøringer, der indgår som beviser i sagen, taler imidlertid kraftigt for det modsatte. Og til sidst kan dommer Patrick Ardid ikke nære sig.

»Hør engang, hvor gammel er De egentlig? Har De tænkt Dem at falde blot en smule til ro en dag,« spørger formanden for retten i Marseille, hvortil Signoli med en sarkastisk grimasse svarer:

»Jeg har passeret de 78. Men jeg er i fin form. Gud har givet mig et godt helbred, og jeg regner med at blive 100 år, så jeg kan komme i avisen.«

Veteraner fra »The French Connection«

Det ville, som det fremgår, i så fald ikke være første gang. Og når fransk presse op til fredagens dom har dækket den isoleret set trivielle narkosag, som Signoli er indblandet i, tæt, skyldes det især de tiltaltes ualmindeligt lange og »glorværdige« forbryderkarriere.

Såvel Signoli som den fire år yngre Laurent Fiocconi var aktive på 1960ernes tæt trafikerede heroinsmuglerrute mellem Marseille og USA, som gik over i kriminalhistorien under betegnelsen »The French Connection«. En affære, der inspirerede den berømte thriller af samme navn med Gene Hackmann, Roy Schneider og Fernando Rey i hovedrollerne.

Fiocconis eventyrlige liv, der også omfatter vellykkede flugtforsøg fra amerikanske fængsler og en periode som ekspert i fremstilling af kokain i Colombias jungle, er desuden beskrevet i selvbiografien »Le Colombien«. En bog, han nu kan genudgive med et efterskrift om »The Papy Connection«, som medierne med henvisning til det franske ord for bedstefar har døbt den aktuelle sag.

Blæksprutter med fyld

Fiocconi og Signoli fungerede ifølge anklagemyndigheden som seniorpartnere for bandens hovedmand Raymond Mihière – en årsunge på 64, der i en menneskealder har været kendt og berygtet i Marseilles kriminelle miljø under øgenavnet »Kineseren«.

Det var ham, som i 2011 finansierede bandens spektakulære, men mislykkede pilotprojekt. Kokain blev gemt i dybfrosne calamarblæksprutter, der skulle sejles fra Chile til Spanien. Men da civilgarden tjekkede en container med bløddyr uden fyld, der var sendt i forvejen som test, gik man over til mere traditionelle metoder. Et års tid senere blev en kurer som nævnt anholdt i Paris, hvorefter politiet optrevlede banden.

På det tidspunkt havde ordensmagten gennem et stykke tid aflyttet medlemmernes telefonsamtaler, der foregik i kodesprog. Der blev købt og solgt »sæbe«, »alkohol« og »haveredskaber«, og de tiltalte hævdede under retssagen, at de rent faktisk handlede med de nævnte og fuldt lovlige artikler.

Men den købte retten ikke. Mihière blev fredag idømt 12 års fængsel, mens Fiocconi og Signoli hver især modtog en dom på seks år. Sidstnævnte undgår dog formentlig at ruske tremmer pga. sin høje alder og fraværet af voldsudøvelse. Men han slap ikke for en lommefilosofisk formaning fra dommer Patrick Ardid.

»Man når på et tidspunkt en alder, hvor man ikke længere løber hurtigere end politiet,« fastslog retsformanden og tilføjede:

»Skulle De ikke, inden livet er slut, forsøge Dem med et par gode gerninger?«